Bart Westgeest

Tag: Natur

  • Bænkebider

    Bænkebider

    Han tager behændigt bænkebideren frem fra græsset, og holder den mellem to fingre, sådan at undersiden med de mange ben er synligt. Benene bevæger sig ustandseligt, og kroppen krummer sig utivlsomt, men han har godt fat i den. Han har selv hentet insektbogen, og har set hvordan far lå en bænkebider på forsiden ved siden af en tegning af en bænkebider. Han startede helt forfra i bogen, så på alle tegninger, og var nået frem til siden med de forskellige bænkebider i Danmark.

    Den som han holder i hånden bliver lagt på de tegninger af 7 forskellige arter, for at se om det levende dyr ligner et af tegningerne. Dyret bliver holdt godt fast ved det bagerste del af kroppen, og de øverste del kommer til at ligge stille på et af de 7 tegninger. Far gør opmærksom på de kendetegn som er specifik for hver tegning: har den en slags hale, kan man godt se hovedet, er ens antenner lange eller korte? Til sidst når far og søn frem til at det må være en langbenet bænkebider. Far læser den tilhørende tekst højt, hvor det siges at en langbenet bænkebider findes i åbne skove og græsarealer og at den er meget almindeligt, så far siger at det også passer at de finder sådan en i græsset under rønnebærtræet. Sønnen holder endnu fast i den langbenede bænkebider, men slipper pludseligt. – Det kilder! griner han.

  • Og nu til noget helt andet, nummer 1…

    Jeg vil skrive et andet sted i dag, og derfor har jeg nu for første gang tilsluttet en mobil tastatur til min efterhånden ret gamle tablet. Den bruger jeg nu til at skrive denne tekst i Zoho Writer. Den tablet kan stå opret, jeg har set den på vindueskarmen af mit soveværelses vindue, sådan at jeg kan sidde på sengen og se ud af vinduet og på skærmen mens jeg skriver.
    Det er imponerende sikke en tekniske muligheder vi allesammen har nu til dage. Fantastisk.

    Nå, nu til dagens skrive opgave: 

    Efter det jeg læste i de sidste dage, funderer jeg på at skrive noget andet, og ikke bare øve mig. Og i går aften læste jeg også nogle tekster jeg skrev i 2008 og 2013 – og de havde nøjagtig samme indhold som dem jeg skrev i de sidste uger. 
    Så nu vil jeg prøve det.

    Jeg vil bruge en halv time på at skrive udsigten fra mit vindue, da det vil lede mig i andre baner og åbne op for en anden måde at skrive på.

    Udsigt fra mit soveværelse vindue.

    Det mest dominerende syn er farverne af et stort almindelig røn træ, som er nok en 30 år gammel, hvis ikke mere. Huset er cirka 50 år gammel, og bygget på gammelt landbrugsjord, og træet kan derfor ikke være ældre. Det er en iøjnefaldende træ, da de mange graderinger af store områder med røde blade og mindre områder grøn trækker opmærksomheden væk fra alle andre ting omkring det. Farverne er så kraftigt at de orange bær, dem som ikke er spist endnu, ikke er synlige ved første øjekast.

    Den rødbrune farve at træets blade må kunne kaldes en slags urfarve, som giver så meget stemning til træet, og som fanger øjet med det samme.

    Foran træet står en rododendron i efterårsblomst. Jeg kan se 3 lilla-farvede blomst og friske nye skud med lysegrønne blade som peger opad. Det må være en vigtigt vækstperioden for denne plant, da det har været en lang og meget tør sommer. Og den konkurrerer med en ung ask træ, som i år nok er blevet næsten en meter højere. Det er nu cirka 3 meter højt, og har skaffet sig en plads mit i rododendron busken.

    Jeg bliver distraheret af to fugle som snorede sig omkring røntræets yderste grene, og som nu sidder helt oppe i toppen. Den ene fugle ser sig omkring, mens den anden sidder lidt lavere og spiser bær. Men nu flyver de forskrækket op, og der viser sig en tredje fugl som følger trop. De flyver væk fra træet, drejer pludselig alle tre samtidigt tilbage, og frem igen, væk fra træet.

    Jeg ved ikke hvad det var for nogle fugl. Jeg havde hurtigt hentet min kikkert, men kunne ikke genkende den som sad på udkig. Jeg tror det var bogfinke. 

    Det er da egentlig utroligt at på samme linje, fra mit vindue til den blodrøde røntræ og den blomstrende lilla rododendron, ligger der en knald orange trafik kegle i det grønne græs. Sikke nogle farver: orange, grøn, lilla, brun rød, og så er himlen bag det en meget lysegrå, jævn lys da det er er totalt skyet. Nu flyver der pludseligt en flok af cirka 40 småfugle over hus og have og ud over marken. Jeg kunne ikke se hvad det var for en fugle, spurve måske. Der sidder i hvert fald en bogfinke i rønnetræet igen. 

    Græsset i haven er ret højt, sådan 10 til 20 cm, og det ser frisk og stærk ud. Det bøjer sig lidt i morgendug, eller måske er det bare regnvand fra i nat. Der står vand på terrassebordet, som jeg i øvrigt snart skal rydde op, og det drypper fra den falmende parasol som er bundet sammen med en snor, og som er drejet væk fra vinden og peger i min retning.  

    Hvad er rødtjørnen ved havelågen dog egentligt bart og klart mindre en det prægtige rønnetræ. Tjørnen har et specifikt udtryk på grund af de kringlede grener og det faktum at de nederste grene systematisk er blevet fjernet i de mange år at det har levet – mon ikke at den er nøjagtigt lige så gammel som makkeren, rønnebærtræet. Dens form minder om træerne på afrikanske savanner, og det bliver derfor ofte omtalt som Serengeti træet. Foran træet ligner det som om der svæver en lille, hvid plastik spand i luften, men det hænger med en grøn hank på snoren af et tør stativ, og det bliver ledsaget af gule, røde og blå plastik vaskepind.
    Under spanden står rødbeder og vokser. Kan vi mon spise det endnu, i aften for eksempel? Radiserne ved siden af har jeg for længst opgivet. Jeg kan ikke lide at spise dem og de voksede alt for hurtigt. Så nu er der to områder med en halv meter høje, friske radiserblade og rødbeder blade med røde nerver. (Var det en sjagger i rønnetræet?)
    Foran de to store bladplanter er der to firkantede områder med tørret græs, som nu må forme en tung dyne, vådt af regnen. Jeg har lagt det der for at undgå ukrudt i køkkenhaven, og for at holde fast i næringsstofferne i jorden. Det giver nok liv i jorden, denne dække af halv tør, halv rådendt græs.

    Forskellen mellem vores have og marken bag det, er enormt. Vores have er grøn, grøn grøn, den brak liggende mark er brun, rødbrun og atter brun. Det eneste som matcher den brune mark i baggrunden er toppen af den, for ikke så langt siden, klippede ligusterhæk, og den store grenestak, lige til venstre af rønnetræet. Den er cirka en meter højt og en meter gange en meter. Den er helt fyldt op med grene, klippet af i den sidste vinter, eller var det allerede forår – det var enormt koldt i hvert fald – hvor vi fik nye vinduer og døre, og gavlen af huset fik en ny beklædning. Jeg havde savet mange store buske helt ned for at give plads til tømreren.
    Der er faldet en gren ved siden af stakken, i det grønne græs. Grenen har stadigvæk blade, som er i en kraftig gul farve.

    Så faktisk starter udsigten med en hvid med sort stribet gammel klud, som ligger sammenblæst på den murstensrøde terrasse, og en orange, nærmest lysgivende trafikkegle som er faldet om på kanten af terrassen og som peger over græsset til den lilla blomstrende rododendronbusk i frisk grøn efterårsvækst. Den står ved siden af den store, brune grenestak med den gren med knaldgule blade ved siden af, foran den store røn træ, som er så flot rust-rød i enden af alle sine mange grene.

    At skrive ned hvad jeg ser fra vinduet handler åbenbart meget om farver.

  • Jeg læser

    Efter at Jeg købte min første e-bog læser i går, har jeg selvfølgeligt læst lidt, og dermed får jeg nye impulser som gør indtryk.

    Jeg læste to kapitler i Natalie Goldbergs True secrets of writing (igen, frygtelig titel), en om Wang Wei, og en om Ernest Hemmingway.
    Det er den måde Natalie gør opmærksom på sprog på som vækker mine sanser. Wang Wei’s brug af billedsprog ramte lige på de rigtige sted i mit sind. Sådan er det flot! Men også Natalies lille essay om Hemmingway bragte en fornemmelse for hvad ord kan. Hvis man altså vil mærke efter.

    Wang Wei (699–759)

          Lily Magnolia Enclosure

    The autumn hill gathers the remaining light
    A flying bird chases its companion before it
    The green colour is momentarily bright
    Sunset mist has no fixed place

    Med få ord kan man fremkalde et minde, et billede, som er blevet forbunden med emotioner, og som er noget man har set på et eller andet tidspunkt i sit liv. Og man har dengang lagt mærke til det. Alle mennesker udvikler sig, lever videre, lærer, ændrer sig… og hvert nyt sekund er ikke det samme som det sekund som lige forsvandt. Der sker så meget at man glemmer, tiden æder alt i og omkring os, i sådan en fart at man kan nogle gange undre sig og kan spørge sig selv hvem man egentlig er.
    Men se på Wang Wei’s linjer. Skrevet i det 7de århundred -det er altså ret langt siden at han lå mærke til det han så. Når man læser de linjer lige så stille, og lader dem hvile lidt, får man sikkert et eller flere billeder på nethinden. Hvor kommer de fra, hvornår har du set det du ser nu, lagt mærke til det? Da du var 10, 20, 30 år gammel? Du er mere end du lige nu er.

    Linjerne appellerer til en anden type oplevelse en de oplevelser vi bruger til at få vores hverdag til at fungere. De referer til naturen, som, indtil videre, altid er, og derfor kan vi få en forbindelse med en digter i det 7de århundred.
    De referer til minder, lagret i vores hjerne på næsten glemte steder, og som giver vores liv en forbindelse til noget mere, noget støre end os selv. Det er minder fra en oplevelse som gjorde indtryk da vi så det vi så, som har en energi som giver mening til vores væsen.

    Det interessante er at man kan male det man så, og gøre oplevelsen mere kraftigt eller tydeligere, og man tilføjer så en helt del personlighed til oplevelsen. Man kan fotografere eller filme det, men for de fleste af os betyder det at når vi ser resultatet, er der stort set intet tilbage af det vi så.
    Men når vi skriver det ned, kan vi fremkalde minder, billeder på nethinden, som vi engang så eller oplevede i fuld nærvær, og som derfor er meget personligt. Og det gør dem så kraftigt.

  • Om at skrive om ikke meget

    Den engelske forfatter Richard Herley skriver i en blogpost at FocusWriter, Cherrytree og en spreadsheet i LibreOffice Calc er nok til at konstruere, skrive og redigere alt man har lyst til. Noget lignende var jeg også nået frem til, da jeg sagde farvel til Scrivener, som har en Linux version som ikke længere bliver vedligeholdt.
    Jeg bruger nu i øjeblikket kun Zim-wiki, og det er måske også nok i fremtiden. Jeg har leget med Cherrytree, og kunne godt lide det. Det kan mere end Zim, og derfor holder jeg mig indtil videre til den mindre distraherende ZIm-wiki.

    Jeg fandt Richard Herley’s blog fordi jeg i går læste de første tre korte tekster fra hans bog Natur Writing, og jeg kunne enormt godt lide dem. Den første indtryk er at de er ret intetsigende, men stemningsfyldt og let at læse. Han tilføjer legende nogle fine fakta i det, som er rart at vide. Det var for mig meget interessant at opdage dette genre.

    Da jeg begyndte at skrive i 90’erne, var mit store mål at skrive småhistorier som ikke havde meget at sige. Det skulle være stemningsfyldte, korte tekster. “Niemanddalletjes” på hollandsk (fantastisk ord i øverigt), og disse natur historier minder meget om det jeg prøvede, selvom der er en del fakta og formidling i det.

    Jeg skrev dengang mange korte tekster, som handlede for eksempel om en mand som kom sejlende til en strand og var så træt af den lange rejse at han faldt i søvn i klitterne.
    Ved sådan et enkelt historie kunne jeg prøve at formidle stedets – og eventuel hans – første indtryk.

    For at skrive stemningsfyldte, “intetsigende” tekster, skal man være meget opmærksom på historien er en enhed. For mig skal det være tankeskrivning ud af en bestemt følelse, helst den samme følelse igennem hele historie. Det handler ikke rigtigt om noget, men alligevel får læseren , forhåbentligt, en egen, personligt version af en følelse.
    Det er som at digte, men uden at fokusere meget på form eller udseende og på virkningsfuldt billedsprog til at formidle noget på kort tid. Det skulle gerne være langsommere og dermed forhåbentligt virkningsfuld på en anden måde. Et digt skal læseren ofte arbejde med, man skal lave en indsats til at forstå det, og til at få det til at virke. Jeg tænker mere på noget som ikke direkte er intellektuelt udfordrende. Hvis der er noget som helst teksten overfører, en interessant tanke, minde eller følelse, så er det godt.

  • Blog filosofi

    Jeg har set på min blog om natur og landskab igen i dag, og syntes at det kunne være fint at bruge det som naturblog og skrive om oplevelser ud i landskabet, med billeder, links, hvad ved jeg. Men jeg er bekymret for at jeg bruger for meget tid på den, at jeg forsvinder i alt mulige smarte indlæg, emner og faktaskrivning, som på sigt ikke giver mening for mig selv, andet end at jeg måske bare prøver at holde en blog kørende.

    Hvis jeg for eksempel skulle have gået på en dejlig tur, og jeg tog nogle billeder og havde slået lidt info op om området og hvis jeg så ville samle det ved at skrive en indlæg om det… så ville det stadigvæk tage tid og energi fra mit egentlige mål: at skrive for at høre min indre stemme.
    Billeder tager en evighed at redigere på min computer, og jeg skal samle min information, skrive noget, lave en ordentlig layout etc. Det vil tage mindst en aften, hvor jeg kunne have koncentreret mig på at skrive tankerne ned, nogle indtryk, samle de ord som dykkede op mens jeg var ude.

    Jeg vil ikke lede efter noget jeg kan poste – der er en million ting som kunne være interessante -men jeg skal lægge noget ind hvis jeg har skrevet noget relevant.
    Jeg vil for eksempel i øjeblikket  gerne læse artiklen om Simone Weil på Brainpickings igen, og se på alle de links i artiklen, og hvem ved skrive lidt om det. Men hvis jeg nu bruger tid på min naturblog bliver det aldrig til noget. Og det skal jeg passe på med.

    Derfor må min blogfilosofi være at jeg skriver det som falder mig ind mens jeg skriver. Hvis jeg har skrevet noget sammenhængende kan jeg lægge det ind på en blog.
    Det gælder om at holde fast i at skrive 30 minutter frit hver dag, og jeg prøver at holde øje med om jeg har mulighed for at skrive når jeg er ude i verden, eller når der dykker en tanke op.
    Mit fokus er Indadvendt… ingen fakta, oplysninger og smarte formuleringer for indlægens skyld…. men det som kommer op og optager mig her og nu.

    Det betyder at jeg ikke kommer til at udarbejde en kort tanke for at kunne have en mere uddybende indlæg, jeg vil nok tjekke et navn eller årstal eller finde et link, men ellers ikke. Mon ikke at jeg undrer mig bagefter og fordyber mig lidt mere, men det er fingrene som bestemmer om jeg skriver mere om det.

  • Tur i skoven

    Jeg gik en dejlig tur i dag og i går i den nærliggende skov. Det er virkeligt helt utroligt at jeg ikke kommer der oftere, ja, at jeg ikke kommer der hver dag. Men det må være det med vilje og kroppen, det med at mærke at det er godt, at planlægge det og love det til sig selv, og så at lade kroppen bestemme at det altså ikke er lige nu, fordi vejret er ikke helt til det, sofaen kalder, jeg må heller tjekke twitter først.. eller hvad det nu kan være.
    Utroligt, fordi det var de dejligste ture, hvor jeg opdagede flere nye stier med deres områder med nåletræer, egetræer og græs. Og det er altså på en stenkast fra huset, det er det skov vi ser fra vores vinduer, mindst 30x om dagen, fordi det kan ses fra 6 vinduer af vores hus. Hver gang vi spiser ved spisebordet ser vi ud over det. Og det er først nu, tre år efter vi købte huset, at jeg opdager at der går nogle brede, vedligeholdte stier i den del af skoven vi ser. Teori og praksis… Der kan man se hvorfor man skriver, fordi man ikke gør.

    Jeg er forbavset over at skoven indeholder alt man kan ønske: ege- og bøgetræer, nåletræer, flere stier, et dybt dal med en gammel å – som godt nok ligger tør, men der har lige strømmet vand kan jeg se – brombær, svampe, mos, røde skovmyrer.. hvor langt en stisystem er der egentlig? En runde gennem mark og skov tager cirka 40 min., så cirka 3,5 km. Og tænk at vi ikke engang havde opdaget det inden vi købte huset! Det var de tidligere ejer som gjorde os opmærksom på herligheden af skoven, og vi fik at vide at børnene havde leget der meget i deres ungdom.
    Det er jo så klart at jeg burde gå der hver dag. Det er så indlysende. Som en meditation. Det er stor nok, afvekslende, indbydende…beroligende.
    Jeg har vel været der en 10-20 tal gange. Og hver gang tænker jeg at det skal være en fast rutine at gå der. Og det er det aldrig blevet.

    Også dagens tur, den samme som i går, men som nu kun tog 20 minutter fordi jeg gik alene,  var imponerede. Det småregnede, og jeg syntes ikke alt for meget om at gå tur i regnen, så jeg gjorde det. Og det var som altid: det ser altid meget være ud fra bag et vindue.
    Jeg blev stort set ikke våde, og de 20 minutter gik meget hurtigt, men synet af det stille skov i regnen bliver ved at klistre på mine nethinder, det tager jeg med gennem dagen. Det var fantastisk.
    Den stilhed, den ro, den bare være til – væk fra sysler og stress – det er imponerende.
    Jeg prøvede at forestille mig at det er noget andet for de dyr der bor i og omkring skoven.  De er nødt til at finde mad, beskyttelse, varme, passe på rovdyr, men det var svært at forbinde dem med stress. Mennesker skal meget mere end dyr på en dag. Se på vores huse, hvor meget er der i et gennemsnits hus, som dyr ikke har? Vi samler som egerne, men ikke kun mad, men meget, meget mere.

    Af et eller andet grund bliver jeg altid påvirket af en bestemt stemning når jeg går alene på sådan en tur gennem skov og land. Jeg kommer tit til at tænke på historie og mennesker. Det er som om Jeg søger det i naturen. Mon ikke at det har noget med vores art at gøre, at vi altid er i gang med at søge efter spor af hinanden.
    I dag gik det op for mig at jeg i Holland ofte tænkte på anden verdenskrig, eller krig i det hele taget. Hvordan de mon have gået rundt i skovene, mens de vidste at fjenden var nær. Hvordan et slag kunne have gået til, her på bakkerne, eller var det bare modstandsfolk som mødtes? Og så bliver jeg imponeret af den tunge historie, de ting som sikkert har fundet sted, i mange århundrede, i mange tusinde år måske. Uden at jeg kan se spor efter det, eller ved noget som helst om det. Men det er der, i sådan et skov, det er der.

    Her i Danmark tænker jeg tit længere tilbage i menneskernes historie. Vi har fået så meget viden om bronze-, jern- og vikingealder, at jeg tænker mere på de perioder. Mon der var en ager her, hvor der nu er skov. Åen var der sikkert allerede, har de brugt det? Har deres børn leget ved vandet, bygget huler og mon stået på den store sten?  Hvordan så deres verden ud, hvad tænkte de?
    Jeg ved ikke noget om det- det er væk, forsvunden. Tusindvis af menneskeliv er bare forsvunden i tiden, væk fra det område jeg færdes i.

    På en måde ønsker jeg dog ikke at nye historier bliver føjet til. Jeg vil gerne bevare tingene helt nøjagtigt som de er, hvilket ikke giver mening.
    Om vinteren, hvis sneen kommer, så er der liv på bakken tæt på, en dejligt kælkebakke, som bliver flittigt brugt. Det er jo menneskernes nuværende aktivitet i landskabet, som efter hvert del af et sekund bliver føjet til historie. Men på grund af en drejning i mine tanker, synes jeg åbenbart at det ikke er det samme som de historier jeg tænker på i mit hovedet.
    Det er åbenbart sådan at jeg ønsker alt fredet. Hele landskabet, for altid. Hvorfor dog det?

    Nu fandt jeg ud af i går at området foran vores hus, og ved siden af skoven, er til dels potentiel byområde. Så midt i vores store udsigt, i det flotte landskab, kommer der nok på et tidspunkt endnu et villakvarter. Det har jeg vel altid frygtet, fordi det er del af mit liv: der er ikke mange steder hvor jeg har boet, og jeg har boet rigtig mange steder, hvor der ikke indenfor få år blev bygget foran midt vindue.
    En ting er at udsigten og landskabet bliver påvirket af blokhuse med biler ved siden af og med kortklippet græs omkring. En anden ting er at det vil være lige klods op den gamle indgang til skoven. Så selvom der måske ikke kommer til at bo voldsom mange mennesker, så vil der nok komme en hundeejer eller 5 med deres faste morgentur gennem det gamle skov. Og det kan være hyggeligt, det kan være helt problemfrit, men jeg skal vænne mig til tanken om at den stille skov bliver til en social og mere travlt skov.
    Og det er mig det er galt med. Parken i byen kan godt rumme noget interessant natur, og det kan være fint at gå tur der, og nyde synet af et gammelt træ. Og skoven skal nok tilpasse sig, der er plads til meget mere.
    Roen burde være i mig, og det er nok der det kniber.