Bart Westgeest

Tag: Male

  • Gå

    Jeg synes at jeg burde gå lange ture hver dag, strejfe rundt i naturen, med min kikkert, notesbog og en madpakke. Sådan cirka gå 40 km, gennem skov og dal, over sti og eng.
    Og så sætte mig ned på flotte steder, og skrive ned det som dykker op, det som jeg ser, eller tegne et stykke kontrast mellem et træ og solen på engen i baggrunden… sådan noget. Det er at leve.
    Men det gør jeg ikke.

    Så hvad er det der sker? Er det mig som er håbløst idealist, som egentligt godt ved at det er ikke det jeg vil når det kommer til stykket, eller er jeg bare dovne, ligesom stort set alle mennesker kan være, og bliver jeg indenfor mine trykke rammer,  bag vinduet, radiatoren og computer?
    Jeg tror faktisk at det er det sidste.

    Jeg har jo malet landskaber, og for at gøre det udendørs cyklede jeg rundt og ledte efter steder hvor jeg i fred og ro kunne slå mig ned og male noget interessante nok – fordi mit første prioritet var at være i fred og ro. Og jeg kunne lide det, ikke så meget at cykle rundt og lede efter et sted hvor jeg kunne gemme mig, men det der med at være i ro et stykke tid på et fint sted.

    Jeg husker godt nogle lange gåture i Island, nogle få på Færøerne og en enkelt en eller to i England. Det var nogle gode dage, som gjorde indtryk. Og de var inspirerende, de har sat sig fast i hukommelsen. Det er som om et menneske er skabt til sådan noget, at knokle mod tyngdekraften ved at gå længere end er helt behageligt for kroppen, at slås med kulden eller regn, og at se op imens man bøjer frem mod vinden, og pludseligt opdage skønheden af det sted man er i. Det er naturligt, det er at leve.
    Men det er ikke det jeg gør.

    Er der mon derfor stress i livet? Fordi jeg begynder at fylde tiden omkring familielivet og arbejde op med alt mulige vigtige ting, som sikkert har en værdi, men som ikke rigtigt gør livet værd at leve. Og det ene vigtige ting går over i det andet, og udover det bombarderer jeg mig med informationer om livet på Mars, avisartikler og alt andet man finder på nettet.
    Det giver ingen ro.

    Så hvordan stopper man strømmen af de vigtige ting man synes man burde gøre, og behovet for det overfladiske på, for eksempel, nettet?

    Jeg har et meget fint landskab omkring mig, jeg behøver bare at gå ud af min baghave og jeg er sådan set ind i naturen, eller i hvert fald ind i landskabet. Og der har jeg stier gennem skov og mark, med udsigter over sø og by, agerland, småbyer… Jeg har det hele ved hånden….
    Og jeg er så heldigt at jeg har en cykel, og endda en bil til rådighed, så min radius er enormt, jeg behøver kun at køre en par kilometer til jeg kommer til nye, ret fantastiske områder. Alt er som tilrettelagt.

    Spørgsmålet bliver derfor det samme: hvad er det jeg egentlig prioriterer – og af hvilken grund?

  • Om – og med – nogle linjer tankeskrivning

    Jeg er for træt til at skrive. Og det kan ikke være rigtigt. Man kan aldrig være for træt til at skrive, i hvert fald ikke når det gælder tankeskrivning eller fokusskrivning. Det som skal ud, skal bare ud, og kunne det ikke være interessant at se hvad der kommer ud når man er for træt til at tænke? Dumme tanker, klynkestrofer, tanker som har sæt sig fast i mit hoved, og drejer rundt, fordi man ikke har energi til at forvandle dem til sommerfugle som går deres egen vej.

    Kunne man skrive vrøvl – tankeskrivning – i digt form, når man er for træt?

    Om sommer går det godt,
    om vinter er det koldt,
    er der nogen som vil høre efter,
    er der nogen som gider?
    Hvad nu hvis efteråret
    var af samme slags,
    kunne den så give varme?

    Hovså, så kom der noget, og jeg anede ikke at varme var et emne som drejede rundt i mit sind. Jeg prøver igen:

    Er det mon min tur
    til at sige fra
    er det mon din tur
    til at sige ja?

    Igen:

    Lystigt bevæger fingrene sig over tastaturet
    alt som dykker op skal tastet ind.

    Ov, der kom en tanke da jeg skrev det:

    Mine fingrer snubler når jeg skriver “taste ind”, fordi man plejer jo at sige at man skriver, og det er meget nemmere at taste dette ord ind. Fingrene vil skrive, de vil ikke taste ind. Jeg er ikke pianist, eller organist. Bach kunne taste på tangenterne, jeg kan bare tømme min hjerne for alt som flyder rundt i væsken i mit hoved. Jeg kan bare trække op, og så ruller det ud.. hvis det kommer. Findes der et pulver eller lakserende dråber til hjerner? Det må så være alkohol og stoffer, så kan man trække op, men så kommer der ting som måske ikke var der, eller som ikke skulle ud. Man skyller for meget ud af sig selv når man gør det. Det er ødelæggende på langt sigt.

    Tankeskrivning… det strømmer og kommer i en lindt strøm, og man har ikke rigtigt kontrol over det, hvis man tør at give slip.

    Giv slip og træk op:

    Rummelige væsener rummer hjertens vilje
    lystige kunder gør ikke det de skal.
    Man skal ikke bebrejde nogen,
    fordi man ved ikke hvad de kan.
    men man kan lære af hjertevarme
    og lystige kunder
    som ikke gør hvad de skal.

    Men hvorfor skal jeg have en pause efter hver gang jeg tør at give slip? Hvorfor holder jeg mig tilbage? Jeg kan da godt være træt, men jeg giver ikke helt slip.

    Her er det bare emnet som pludseligt overrasker mig:

    Det må være lige som at male. Det er svært at give slip på alt man har lært, og alt man ved og har set. Og så male det som man synes det er det bedste, objektiv, tabula rasa. Hvad ser du når du kigger til træet, et træ? Nej, det ser du ikke. Du ser form, farver, skygge, og hvis du kigger godt ser du det negative rum omkring, det som ikke hører til den grøn-brune, lyse og mørke masse, som an bagefter kan kalde for et træ.
    Se på farverne, er et blad grøn? Er det det? Hvem har sagt det? Nå, det kan være brun eller rød om efteråret? Hvad skal jeg bruge den viden til? Skal jeg ikke selv se i dag? Er det ikke blå jeg ser, lilla? Er der et rødt skær omkring det ene blad? Jeg ved at jeg ikke skal bruge sort, det er jo ikke nogen farve, men har jeg ikke brug for sort i min blanding alligevel, er det jo ikke mig der bestemmer? Hvem maler jeg for? For at få det ind i et museum, eller skal jeg sælge det på nettet til nogen jeg ikke kender. Skal jeg have ros fra mine kære? Hvem bestemmer så hvad jeg skal male.. er det min stolthed, min angst, min ambition…. hvis det er… skal jeg så ikke lave noget andet end at male?

    Godt, det var nok for i dag, og min halve time er vist snart slut. Jeg er glad for hvad jeg har skrevet. Jeg er træt, har sovet for lidt og kan ikke rigtigt koncentrere mig. Jeg ville gerne udarbejde teksten som jeg skrev i går, om Boudewijn Büch, men jeg ved at jeg er for ukoncentreret. Man kan ikke redigere tekster når man ikke kan koncentrere sig og ikke er skarp til at læse præcise.
    Jeg fik det bedste ud af situationen, og synes at jeg burde gøre det meget oftere. Det er nogle linjer som er rent tankeskrivning, lige som jeg kender det fra da jeg var 25. Det var på tiden at få nogle trukket op.

  • Natur

    Jeg funderer over at bide mig fast i naturen som emne til mine skriverier, eller måske skal jeg sige, grænselandet mellem vilde natur og samfundet. Jeg er ikke nogen naturfreak, tror jeg, men jeg ønsker at leve i, og være opmærksom på, en smuk, rig natur med god plads til mennesker, dyr og plant.
    Og dog, hvad har jeg med natur? Jeg er ikke typen som er altid udenfor. Jeg er typen som ser på naturen ud af stuevinduet, som vil rejse til arbejdet gennem naturen, og som en gang imellem tager på en tur ud i naturen. Jeg kan godt drømme om at være naturmenneske, som altid er udenfor, hele dagen, og er aktiv og undersøgende, som ikke laver meget andet end at nyde det og være i det. Jeg kunne godt lide at gå længere ture, at cykle rundt, men jeg gør det pt ikke. Er det fordi jeg nu har familie, hus og have?

    Jeg har malet og tegnet landskaber i mange år og savner det ofte. Men jeg har nedprioriteret det fordi der er så meget andet som presser på, og jeg syntes at male sådanne landskaber var en livsstil, som jeg ikke kan opretholde i øjeblikket. Derfor begyndte jeg at skrive om landskaber, og tage billeder en gang imellem, som jeg jo også gjorde da jeg malede.
    Jeg har vel altid skiftet lidt mellem at male og skrive, siden jeg som ældre teenager startede mit selvvalgte liv ved at skrive. Det var ikke muligt at gøre begge ting samtidigt, fordi at skrive og male bruger åbenbart den samme energi eller motivation, så jeg skulle altså vælge.
    Nu at jeg ikke længere maler, skriver jeg igen. Det koster mindre tid og er nemmere at gøre om afterne eller hvornår jeg nu har tid.
    Jeg har altså malet kun landskaber, men jeg skriver om alt muligt, tankeskrivning, hjernestøv. Jeg tror ikke at jeg har fundet min stemme når det gælder om at skrive. Og dog, jeg skriver næsten hver dag uden problemer, mindst en halv time. Så må jeg jo have fundet en stil som fungerer for mig, selvom den ikke er særlig brugbart til noget andet end det som nok er vigtigst: at opfylde et behov om at skrive tankerne ned.

    Men hvorfor så natur? Hvorfor spændingsfeltet mellem plads og mennesker? Mennesker tager meget plads, at det er for nogle en selvfølge at de skal kontrollere og bruge meget plads og ressourcer, bare fordi de kan. Jeg gør det selv også i høj grad, jeg er ikke en dyt bedre. Så måske er det det. Måske vil jeg gerne skrive om naturen og være mere opmærksom på, og aktiv i, naturen, fordi jeg er så dårligt til det. Mon ikke det er længslen efter naturen, efter oplevelser, jordforbindelsen, som trækker i mig. Et menneske er ikke perfekt, aldrig færdigt med at vokse og lære. Mon ikke at længselen vil forfølge mig resten af livet. Den kan bruges som en motivation som varer et menneskealder.

    Er det mon opstået i min barndom? Jeg har haft flot natur omkring mig da jeg var omkring 12 til 17 år. Vi havde en ret stor have med nærmest en lille bitte skov, på randen af en 5 til 6 kilometer bred klitte område, hvor jeg i nogle perioder løb lange ture, og hvor jeg brugte en del tid. Jeg kunne se ud af vinduet af mit værelse i langt tid, over et område hvor der blev dyrket blomsterløg, med klitterne i baggrunden. I den lille by hvor jeg boede, var der mange store villaer, med stille veje, gamle parker og skovområder med de flotteste, majestætiske træer. Jeg var ung, halvvoksen, i en lang periode hvor familien, og mit barneliv, faldt fra hinanden. Haven, alléer, parkerne og det flotte landskab har nok været mit mentale tilflugtssted. Et holdepunkt i omskiftelige tider.
    Kort efter den periode begyndte jeg at interessere mig for Island, i mere end 10 år, og har jeg opholdt mig der i flere perioder, mest om vinteren, og flere gange i månedsvis. Og der har de natur, men også et spændende samfund. Der er der en flot spænding mellem natur og mennesker, en balancegang hvor naturen nogle gange tager over.
    Her i Danmark hvor jeg, næsten ved et tilfalde, flyttede til for mere end 20 år siden, har jeg haft svært ved at finde den samme type naturoplevelse. Det er et andet land, en anden natur, hvor jeg finder kun langsomt frem til et slags følelsesmæssigt forståelse, en fornemmelse for rødderne i landskabet og mon ikke i mig selv.
    Men længslen er den samme.