Bart Westgeest

Tag: Landskab

  • En skitse i tekst

    En skitse i tekst

    En skriveøvelse, en skitse i tekst – 20 min. friskrivning efter et maleri. Fra en bog, som jeg spontant tog ud af skabet. Lidt redigeret i teksten for forståelses skyld.

    Maleri “View in a Garden, with a Shed on the Left (ca. 1821) John Constable.
    Fra Bogen “Essential Constable” Mandi Gomez, Parragon Book, Bath 2001. side 140.

    Link til maleriet.

    “Darkness in the air, Darkness everywhere. Højdepunktet af maleriet er for mig det område hvor den lave mur møder naturen. Sten og plant, forbunden gennem det våde , skimmelfuldte, rådnende mørke. Han har sat streger for at afgrænse områderne af stenene. Det var også nødvendigt, fordi stenene forsvinder nærmest ind i mørket. Jeg kan dufte de våde sten, den våde kælder til venstre. Det er en stærkt lugt af vand og cement, og den kulde som kommer fra våde sten og indelukkede områder.
    Der er skov, eller i hvert fald træer, bag muren, men mørket på bunden antyder at der er den samme atmosfære, den samme rådende fugtighed. Vi er på bunden af landskabet, et glemt hjørne, der er lidelse og afhængighed af livets og vejrets luner.
    Træerne står i en have får vi at vide, dvs at skuret og det mørke fugtige hjørne er i tjeneste af husets ejer, hvis det ikke er det samme som skurets bruger.
    De mørke træer lever dog, tykke stamme træder frem mod det grå lysende baggrundshimmel, lige over noget som kan være nogle huse eller bakke. For at formgive og synliggøre , er der brugt en af mine favoritfarver, okker, som jeg selv flittigt brugte i mine landskabsmalerier. Jeg ved ikke hvad de prikker til højre i luften antyder. Er det fugl, ænder eller duer, som flygter væk fra stedet? Det mørke grønne af træerne kan jeg også bestemt lide. Hele den mørke fremtoning oser af klassisk malerkunst. Havde mørket en anden klang dengang? Var mørket en antydning af noget seriøst, lige som vi nu nogle gange betrager det nu? Har Constable brugt rigtigt sort i hans malerier? Man ville næsten tro det. Ikke i himlen, måske i huset, men det kan i virkelighedens lys sagtens vise sig til at være en blanding af mørke blå, rød og grøn.
    Maleriet er hurtigt malet, det er en skitse, til at vise træet i baggrunden vil jeg mene. Den er rammet ind mellem en stormagtigt himmel, en ukendt tårnhøj bygning, som kun er antydet med grove strøg, skuret med det spidse tag, havemuren og nogle buskadser og lave træer direkte bag muren. Lyset er i midten af maleriet, og bag hovedtræet.
    Jeg ved ikke hvad jeg skal synes om det. Jeg ville gerne eje maleriet pga den mørke del ved muren, og pga træet i baggrunden. Maleriet giver mig meget lyst til selv at male. Det er vådt på vådt oliemaling, det klasker på hinanden, flyder over i hinanden, og er malet i hast og med færdighed. Det er en skitse, et minde, en farvestudie – et frivilligt studie af det våde mørke, af at male lugten i skuret, mod den dampende natur, og den våde himmel i baggrunden. Det må være på vej til efterår. Det er en malerstil og et emne fra en forsvunden tid. Tidløs dog, opret, nærværende, naturligt med den tids virkemidler. Et personligt øjevidne af nogen som kunne se, og male det.”

  • Gå

    Jeg synes at jeg burde gå lange ture hver dag, strejfe rundt i naturen, med min kikkert, notesbog og en madpakke. Sådan cirka gå 40 km, gennem skov og dal, over sti og eng.
    Og så sætte mig ned på flotte steder, og skrive ned det som dykker op, det som jeg ser, eller tegne et stykke kontrast mellem et træ og solen på engen i baggrunden… sådan noget. Det er at leve.
    Men det gør jeg ikke.

    Så hvad er det der sker? Er det mig som er håbløst idealist, som egentligt godt ved at det er ikke det jeg vil når det kommer til stykket, eller er jeg bare dovne, ligesom stort set alle mennesker kan være, og bliver jeg indenfor mine trykke rammer,  bag vinduet, radiatoren og computer?
    Jeg tror faktisk at det er det sidste.

    Jeg har jo malet landskaber, og for at gøre det udendørs cyklede jeg rundt og ledte efter steder hvor jeg i fred og ro kunne slå mig ned og male noget interessante nok – fordi mit første prioritet var at være i fred og ro. Og jeg kunne lide det, ikke så meget at cykle rundt og lede efter et sted hvor jeg kunne gemme mig, men det der med at være i ro et stykke tid på et fint sted.

    Jeg husker godt nogle lange gåture i Island, nogle få på Færøerne og en enkelt en eller to i England. Det var nogle gode dage, som gjorde indtryk. Og de var inspirerende, de har sat sig fast i hukommelsen. Det er som om et menneske er skabt til sådan noget, at knokle mod tyngdekraften ved at gå længere end er helt behageligt for kroppen, at slås med kulden eller regn, og at se op imens man bøjer frem mod vinden, og pludseligt opdage skønheden af det sted man er i. Det er naturligt, det er at leve.
    Men det er ikke det jeg gør.

    Er der mon derfor stress i livet? Fordi jeg begynder at fylde tiden omkring familielivet og arbejde op med alt mulige vigtige ting, som sikkert har en værdi, men som ikke rigtigt gør livet værd at leve. Og det ene vigtige ting går over i det andet, og udover det bombarderer jeg mig med informationer om livet på Mars, avisartikler og alt andet man finder på nettet.
    Det giver ingen ro.

    Så hvordan stopper man strømmen af de vigtige ting man synes man burde gøre, og behovet for det overfladiske på, for eksempel, nettet?

    Jeg har et meget fint landskab omkring mig, jeg behøver bare at gå ud af min baghave og jeg er sådan set ind i naturen, eller i hvert fald ind i landskabet. Og der har jeg stier gennem skov og mark, med udsigter over sø og by, agerland, småbyer… Jeg har det hele ved hånden….
    Og jeg er så heldigt at jeg har en cykel, og endda en bil til rådighed, så min radius er enormt, jeg behøver kun at køre en par kilometer til jeg kommer til nye, ret fantastiske områder. Alt er som tilrettelagt.

    Spørgsmålet bliver derfor det samme: hvad er det jeg egentlig prioriterer – og af hvilken grund?

  • Natur

    Jeg funderer over at bide mig fast i naturen som emne til mine skriverier, eller måske skal jeg sige, grænselandet mellem vilde natur og samfundet. Jeg er ikke nogen naturfreak, tror jeg, men jeg ønsker at leve i, og være opmærksom på, en smuk, rig natur med god plads til mennesker, dyr og plant.
    Og dog, hvad har jeg med natur? Jeg er ikke typen som er altid udenfor. Jeg er typen som ser på naturen ud af stuevinduet, som vil rejse til arbejdet gennem naturen, og som en gang imellem tager på en tur ud i naturen. Jeg kan godt drømme om at være naturmenneske, som altid er udenfor, hele dagen, og er aktiv og undersøgende, som ikke laver meget andet end at nyde det og være i det. Jeg kunne godt lide at gå længere ture, at cykle rundt, men jeg gør det pt ikke. Er det fordi jeg nu har familie, hus og have?

    Jeg har malet og tegnet landskaber i mange år og savner det ofte. Men jeg har nedprioriteret det fordi der er så meget andet som presser på, og jeg syntes at male sådanne landskaber var en livsstil, som jeg ikke kan opretholde i øjeblikket. Derfor begyndte jeg at skrive om landskaber, og tage billeder en gang imellem, som jeg jo også gjorde da jeg malede.
    Jeg har vel altid skiftet lidt mellem at male og skrive, siden jeg som ældre teenager startede mit selvvalgte liv ved at skrive. Det var ikke muligt at gøre begge ting samtidigt, fordi at skrive og male bruger åbenbart den samme energi eller motivation, så jeg skulle altså vælge.
    Nu at jeg ikke længere maler, skriver jeg igen. Det koster mindre tid og er nemmere at gøre om afterne eller hvornår jeg nu har tid.
    Jeg har altså malet kun landskaber, men jeg skriver om alt muligt, tankeskrivning, hjernestøv. Jeg tror ikke at jeg har fundet min stemme når det gælder om at skrive. Og dog, jeg skriver næsten hver dag uden problemer, mindst en halv time. Så må jeg jo have fundet en stil som fungerer for mig, selvom den ikke er særlig brugbart til noget andet end det som nok er vigtigst: at opfylde et behov om at skrive tankerne ned.

    Men hvorfor så natur? Hvorfor spændingsfeltet mellem plads og mennesker? Mennesker tager meget plads, at det er for nogle en selvfølge at de skal kontrollere og bruge meget plads og ressourcer, bare fordi de kan. Jeg gør det selv også i høj grad, jeg er ikke en dyt bedre. Så måske er det det. Måske vil jeg gerne skrive om naturen og være mere opmærksom på, og aktiv i, naturen, fordi jeg er så dårligt til det. Mon ikke det er længslen efter naturen, efter oplevelser, jordforbindelsen, som trækker i mig. Et menneske er ikke perfekt, aldrig færdigt med at vokse og lære. Mon ikke at længselen vil forfølge mig resten af livet. Den kan bruges som en motivation som varer et menneskealder.

    Er det mon opstået i min barndom? Jeg har haft flot natur omkring mig da jeg var omkring 12 til 17 år. Vi havde en ret stor have med nærmest en lille bitte skov, på randen af en 5 til 6 kilometer bred klitte område, hvor jeg i nogle perioder løb lange ture, og hvor jeg brugte en del tid. Jeg kunne se ud af vinduet af mit værelse i langt tid, over et område hvor der blev dyrket blomsterløg, med klitterne i baggrunden. I den lille by hvor jeg boede, var der mange store villaer, med stille veje, gamle parker og skovområder med de flotteste, majestætiske træer. Jeg var ung, halvvoksen, i en lang periode hvor familien, og mit barneliv, faldt fra hinanden. Haven, alléer, parkerne og det flotte landskab har nok været mit mentale tilflugtssted. Et holdepunkt i omskiftelige tider.
    Kort efter den periode begyndte jeg at interessere mig for Island, i mere end 10 år, og har jeg opholdt mig der i flere perioder, mest om vinteren, og flere gange i månedsvis. Og der har de natur, men også et spændende samfund. Der er der en flot spænding mellem natur og mennesker, en balancegang hvor naturen nogle gange tager over.
    Her i Danmark hvor jeg, næsten ved et tilfalde, flyttede til for mere end 20 år siden, har jeg haft svært ved at finde den samme type naturoplevelse. Det er et andet land, en anden natur, hvor jeg finder kun langsomt frem til et slags følelsesmæssigt forståelse, en fornemmelse for rødderne i landskabet og mon ikke i mig selv.
    Men længslen er den samme.