Tag: digte

  • On Being, Rilke og Joanna Macy

    On Being, Rilke og Joanna Macy

    Jeg har hørt On Being, et interview program med Krista Tippett, som denne gang talte med Joanna Macy, som på dette tidspunkt – interviewet blev først publiceret i 2010 – var en 81 årige buddhistisk Rilke oversætter og Økologi-aktivist, og som fortælte om hendes liv og om RIlkes digte.

    Jeg havde hørt den første time inden jeg skulle sove i går, og hørte resten i dag mens jeg ryddede køkkenet og morgenbordet op og sætte mig bag skrivebordet. Jeg var allerede lidt imponeret af det første del, men blev endnu mere imponeret af det andet.

    Rilkes digte, i Joanna Macys oversættelse og læst op af hende, var nemt at forstå, og fuld af mening. Jeg syntes at de var smukt og overraskende fri, tidsløs.

    Men apropos: det bliver klart at en oversættelse er en interpretation, lige meget hvor hård man prøver at holde sig til original teksten. Macy’s oversættelser er korter og kraftigt, og som sagt, nemmere at forstå.

    Så jeg lytter til buddhistiske tanker, jeg hører Joanna fortælle om at man bliver udkørt af håb, og at at håb derfor ikke er noget man skal efterstræbe, og jeg tænker på Stoicisme, som heller ikke mener at håb er noget man burde have, fordi håb er forbundet med fremtid, og man ved ikke hvad der sker i fremtiden, så chancen for at man bliver skuffet er stor. Man kan ønske, men man burde ikke håbe. 

    Joanne talte også meget om at ting er inhærent, livet er fuld af gode og dårlige ting (se digtet herunder af Rilke: “God speaks to each of us as he makes us”), og at de er allesammen sandt, en del af alt som er. Der findes ikke et rent paradis på jorden, der er liv på jorden, vi er liv, og livet er fuld af gode og dårlige ting, glæde, sorg, vrede, angst. At acceptere det, og give slip, er meningen med livet, det er kunsten. Rilke forstod det åbenbart, da han for eksempel skrev om at hans mørke skulle være et klokketårn, og han klokken. (Se digtet nedenunder Let This Darkness Be a Bell Tower.) En fantastisk tanke, aktiv, trodsig. Mørket er en del af livet.

    Her er Joanne Macy som læser digtet “God speaks to each of us as he makes us” i hendes egen oversættelse – med en introduktion af Krista Tippet:

    Her er original versionen:

    Gott spricht zu jedem nur, eh er ihn macht

    Gott spricht zu jedem nur, eh er ihn macht,
    dann geht er schweigend mit ihm aus der Nacht.
    Aber die Worte, eh jeder beginnt,
    diese wolkigen Worte, sind:
    Von deinen Sinnen hinausgesandt,
    geh bis an deiner Sehnsucht Rand;
    gieb mir Gewand.
    Hinter den Dingen wachse als Brand,
    dass ihre Schatten, ausgespannt,
    immer mich ganz bedecken.
    Lass dir Alles geschehn: Schönheit und Schrecken.
    Man muss nur gehn: Kein Gefühl ist das fernste.
    Lass dich von mir nicht trennen.
    Nah ist das Land,
    das sie das Leben nennen.
    Du wirst es erkennen
    an seinem Ernste.
    Gieb mir die Hand.



    (fra http://rainer-maria-rilke.de/)

    Her er Joanna Macy som læser “Let the Darkness be a Bell Tower” i hendes oversættelse:

    Og orginalteksten:

    Stiller Freund der vielen Fernen, fühle, 
    wie dein Atem noch den Raum vermehrt.
    Im Gebälk der finstern Glockenstühle
    laß dich läuten. Das, was an dir zehrt,
    wird ein Starkes über dieser Nahrung.
    Geh in der Verwandlung aus und ein.
    Was ist deine leidendste Erfahrung?
    Ist dir Trinken bitter, werde Wein.
    Sei in dieser Nacht aus Übermaß
    Zauberkraft am Kreuzweg deiner Sinne,
    ihrer seltsamen Begegnung Sinn.
    Und wenn dich das Irdische vergaß,
    zu der stillen Erde sag: Ich rinne.
    Zu dem raschen Wasser sprich: Ich bin.

    Aus: Die Sonette an Orpheus, Zweiter Teil

    (fra http://rilke.de/)

  • Om Digte

    Jeg hørte i går nogle digte i et podcast fra DRs radioprogram Skønlitteratur. Det var interessant at det ikke rigtigt var digte som jeg mente at de skal være. Det var mere ordsamlinger, men de har samme mål, nemlig at give følelser, en emotion, eller nogle billeder i hoved.
    De fleste ting virker ikke rigtigt for mig, jeg er nok for ukoncentreret og ufølsom eller for kritisk, men de tekster som Lars Saabye Christensen læste fra hans bog om hans danske far, ændrede noget i mig. Jeg blev bedrøvet. Jeg kom til at tænke på min egen far, hvad jeg syntes om ham. Jeg opdagede det ikke med det samme, men Lars Saabye Christensens ord havde klart en indvirkning på mig. Så må det han skrev havde været et slags digt.

  • Poesi

    Efter at jeg har lyttet til mange podcast episoder af Skønlitteratur på Danmarks Radio P1 får jeg den indtryk at der måske er en god grund hvorfor jeg ikke læser litteratur. Jeg ved at jeg går glip af meget, men jeg savner ikke den underholdning som mange bøger tilbyder. Jeg leder ikke efter film i bogstaver, krimier på papir eller drengenes hvad-nu-hvis fantasier. Jeg vil høre menneskernes individuelle og basale sandheds søgen. Ægte varer, sandheden.
    Der skal være et klart mening med galskaben, men jeg forbeholder mig retten til at kalde følelser en del af sandheden, subjektiv som de er. Da faktuelle information er stort set livløs, betragter jeg følelser som noget tæt på kernen af vores væsen. For eksempel har de gamle romer og nytidens dansker nok mange følelser om livet og død tilfælles, og det er det som er kernen. Kultur er flot og vigtigt, det hjælper os med at fungere som vi nu åbenbart vil, men når man søger efter sandhed er det rent ballast.
    Poesi, eller lyrik, er måske et godt værktøj til at udtrykke nogle af disse basale følelser. Altså sådan forestiller jeg mig det.

    Jeg undrer mig nemlig stadigvæk over hvad poesi er. Indtil videre har jeg ingen praktisk forestilling om hvordan nulevende forfatterens poesi funktionerer. Jeg ved alt for lidt om det og kender stort set ingen digter eller deres værker.
    Hvis jeg tænker på digtekunst minder jeg nogle flotte klassiske sonetter eller måske en intelligent haiku, alle moderne digte forsvinder i et hav af usammenhængende, fortrinsvis uklare ord.
    Men det er selvfølgelig ikke rigtigt. Der er mere, jeg kender det bare ikke.

    Jeg læser i Kristelig Dagblad (som jeg, ateist som jeg er, synes at være et lyspunkt i vores reality-soap druknende verden) om Lene Henningsens nyåbnede Poesiens Hus, og for en yderst sjældent gang opdager jeg at jeg funderer over om jeg ville besøge det hvis jeg var så uheldigt at være Københavner. Er der noget hjælp at hente, kunne jeg ha’ fået et forståelse for poesi der?

  • H. J. Greensteen – Ved Stranden

    Ved Stranden

    Du drager Sindet, underfulde Strand,
    til Eensomhed og Fred, naar Solen daler,
    og Aftenstunden over Bolgen maler
    med Farvetoner dunkle, blide
    den lille Fiskerhytte, Skibets Side,
    dets Seil og Master i det stille Vand.

    Du drager Sindet, skjønne Tryllespeil!
    naar Dagen svinder, over Dine Strømme
    Sabbathen hviler, Dine Bølger drømme,
    og alle Skibe gaae for Anker, –
    ikkun en Skonnert glider hen i Tanker,
    og Solen falder i de hvide Seil.

    Men Aftnens Skygge voxer, tæt og luun
    om Jord og Hav, og Alting glider over
    i Stundens Hvile, Lund og Eng og Vover, –
    en Drossel slaaer sin korte Trille,
    og Søen gaaer mod Landet, sagte, stille,
    som Barnet drømmer i sin Vugges Duun.

    Du skjønne Sommeraften: varm og blød
    Du synker over Verden; i Din Skygge
    som Elverfolket mine Drømme bygge.
    Din Stemning aander saa fortrolig
    fra Blomst og Bølge – Sjælen slumrer rolig,
    med glemte Sorger, i Dit hulde Skjød.

    H. J. Greensteen. (1833- 1895)

    (Eller hvordan meningsløst surfe på nettet alligevel kan give nogle overraskende resultater. Hvem mon er H.J. Greensteen, er det et virkeligt navn?)

    Fra bogen Vintergrønt. Nye fortællinger og digte, danske,norske og svenske. Udgivne af Chr. Richardt. Gyldendal 1867