Bart Westgeest

Tag: digt

  • Jeg læser

    Efter at Jeg købte min første e-bog læser i går, har jeg selvfølgeligt læst lidt, og dermed får jeg nye impulser som gør indtryk.

    Jeg læste to kapitler i Natalie Goldbergs True secrets of writing (igen, frygtelig titel), en om Wang Wei, og en om Ernest Hemmingway.
    Det er den måde Natalie gør opmærksom på sprog på som vækker mine sanser. Wang Wei’s brug af billedsprog ramte lige på de rigtige sted i mit sind. Sådan er det flot! Men også Natalies lille essay om Hemmingway bragte en fornemmelse for hvad ord kan. Hvis man altså vil mærke efter.

    Wang Wei (699–759)

          Lily Magnolia Enclosure

    The autumn hill gathers the remaining light
    A flying bird chases its companion before it
    The green colour is momentarily bright
    Sunset mist has no fixed place

    Med få ord kan man fremkalde et minde, et billede, som er blevet forbunden med emotioner, og som er noget man har set på et eller andet tidspunkt i sit liv. Og man har dengang lagt mærke til det. Alle mennesker udvikler sig, lever videre, lærer, ændrer sig… og hvert nyt sekund er ikke det samme som det sekund som lige forsvandt. Der sker så meget at man glemmer, tiden æder alt i og omkring os, i sådan en fart at man kan nogle gange undre sig og kan spørge sig selv hvem man egentlig er.
    Men se på Wang Wei’s linjer. Skrevet i det 7de århundred -det er altså ret langt siden at han lå mærke til det han så. Når man læser de linjer lige så stille, og lader dem hvile lidt, får man sikkert et eller flere billeder på nethinden. Hvor kommer de fra, hvornår har du set det du ser nu, lagt mærke til det? Da du var 10, 20, 30 år gammel? Du er mere end du lige nu er.

    Linjerne appellerer til en anden type oplevelse en de oplevelser vi bruger til at få vores hverdag til at fungere. De referer til naturen, som, indtil videre, altid er, og derfor kan vi få en forbindelse med en digter i det 7de århundred.
    De referer til minder, lagret i vores hjerne på næsten glemte steder, og som giver vores liv en forbindelse til noget mere, noget støre end os selv. Det er minder fra en oplevelse som gjorde indtryk da vi så det vi så, som har en energi som giver mening til vores væsen.

    Det interessante er at man kan male det man så, og gøre oplevelsen mere kraftigt eller tydeligere, og man tilføjer så en helt del personlighed til oplevelsen. Man kan fotografere eller filme det, men for de fleste af os betyder det at når vi ser resultatet, er der stort set intet tilbage af det vi så.
    Men når vi skriver det ned, kan vi fremkalde minder, billeder på nethinden, som vi engang så eller oplevede i fuld nærvær, og som derfor er meget personligt. Og det gør dem så kraftigt.

  • Jan Luyken – “Duytse Lier”

    Jeg læste nogle kortere digte af den hollandske poet og illustrator Jan Luyken (Amsterdam 1649 -1712). De viste sig alle at være fra omkring 1671 og nemt tilgangeligt, med et flot brug af naturlige metaforer. Digtet “ ‘s Uchtends als het haantje kraayt” er for eksempel en temmelig klart digt om en pige som samler blomster i den vilde natur, og en mand som forsøger at overtale hende til at bruge sin energi ikke på de blomster men på kærligheden, eftersom kærligheden overlever alt, også vinteren. Et forholdsvis enkelt digt som er trods sin alder nemt forståeligt.

    Digtet “Het buitenleven” som starter med:

    “Die d’onrust niet in het hart en heeft,
    Leeft zalig, als hy buyten leeft.”
    –

    Eller i min meget fri oversættelse:

    Han som ikke har uroen i sit hjerte,
    lever salig, hvis han lever ud på landet.
    –

    er bare et fint digt som beskriver det bedste af naturen som den om sommeren tilbyder sig og som man skal nyde (om vinteren skal man læse, fortælle eventyr og spise kastanier fra ilden), og sammenligner det med livet af kongen på borgen, højt i sit tårn, som vågner om natten fuld af bekymring. En rent arkadisk digt med andre ord, faktisk direkte baseret på Horatius digt “Beatus Ille”. Denne sidste information læser jeg i den Digitale bibliotek for Hollandsk Litteratur (dnbl.nl).

    Her læser jeg meget mere om de digte fra Jan Luyken jeg fandt. De er alle fra “De Duytse Lier“. Det viser sig at være en ungdomsværk af den, på dette tidspunkt, 22-årige unge mand, og at det var måske det eneste værk i denne personlige og verdslige stil, da han hurtig efter “De Duytse Lier” bliver udgivet, gifter sig. Fra 1675 af beskæftiger han sig afgørende meget mere med mere religiøse emner eller indfaldsvinkler.

    “De Duytse Lier” er slet ikke så verdslig som man måske kan mene, faktisk er det et, som det var almindeligt i sin tid, et gennemtænkt og vel opbygget værk som havde et næppe skjult moral: Kærligheden er fantastisk men kun i ægteskabet kan den blomstre. Alt andet ender bestemt forkert.

    Hele værket er sådan opbygget at kærligheden blomster og svulmer, men det bliver ikke til noget kødeligt indtil videre, det sker først (må vi antage) efter Jan Luyken bliver gift.

    Så nu virker det som om Jan Luyken var en yngling som styrer hans lyster og hormoner ved hjælp af hans moralistiske digte. Det var meningen at værket skulle blive læst af de “Amsterdamske Nympher”, det vil sige de ugifte damer som kunne more sig med nogenlunde frie men også trygge moralistiske digte.

    Jeg blev imponeret af den nøje gennemtænkte opbygning af værket. Det minder meget om renæssance værker, men Jan har haft et lidt mindre strikt holdning til alt det antikke og refererende i de tidligere værker. Det var trods alt alligevel noget han måske skrev til hans fornøjelse.