Tag: Dansk Litteratur

  • Thorkild Borup Jensen – At Tænke uden Styrthjelm og Knæbeskyttere

    Jeg har stort set ingen kendskab til litteratur analyser eller historie. »At læse litteratur« er noget jeg gerne hører om og noget som interesserer mig, men jeg gør det, indtil videre, stort set ikke selv. Jeg har mine ideer og det retter jeg mig efter, søgende, og vel en smule usikker nogle gange.

    Derfor var det en sandt åbenbaring for mig at læse Thorkild Borup Jensens bog “At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere”. Bogen har som undertitel » Om essayet som genre og det danske essay i et 20. århundrede.« og gør hvad den lover. Det er et grundigt og velovervejet studie af teori og praksis omkring denne type tekst. Men det var det rene genkendelses glæden som overraskede mig så meget da jeg læste denne bog. Måske er betegnelsen »en hjemkomst« en bedre forklaring af min henrykkelse, da jeg læste teksten og den udførlige beskrivelse, eller genresignalement, af begrebet Essay. Det var jo det jeg altid har skrevet, eller i hvert fald sigtede efter! Og pludselig viste det sig at det jeg elsker, og det jeg betragter som det eneste rigtige at skrive, har en fast og veldefineret plads i litteraturen. Traditionen åbnede sine armer, side for side, til at byde mig velkommen i sit skare af lykkelige amatører og nobel-bepriste stormestere.
    Her vil jeg ikke gå fra, forvent kun fuld beskrevne postkort.

    Torkild Borup Jensens entusiasme for emnet skinner klart igennem fra de første sider. Han kender sit stof og med hans erfaring som lærer falder det ham vist ikke for alt for svært at ramme en udfordrende men læselig tone i teksten. I nogle paragrafer bliver det måske en lidt for sej teoretisk omgang, men bogen er nok ment som et håndbog til brug gennem årene.

    For mig var de ti udvalgte forfatter, som bliver brugt til at illustrere, analysere og motivere læseren, ukendt terræn. Jeg havde aldrig læst noget af nogen af dem, men da der er tilføjet et essay af hver af de ti forfatter, fik jeg et udmærket mulighed for at stifte bekendtskab med deres arbejde.

    Jeg har lavet en liste over forfatterne som har fået en essay med i bogen, hver i et kapitel for sig. Rækkefølgen er efter mit førstehånds indtryk, og interesse for, deres tekst, med emnebeskrivelsen af essayet i tankerne:

    Johannes V. Jensen
    Johannes Smith
    Jens Christian Grøndahl
    Suzanne Brøgger
    Hans-Jørgen Nielsen
    Per Lange
    Jakob Paludan
    Knud Sønderby

    Elsa Gress og Klaus Rifbjerg er ikke med i denne liste, da jeg ikke syntes at deres udvalgte tekst var særlig essayistisk.

    I det sidste, korte kapitel af bogen hopper læreren op bag fra sit gennemsigtige skjul, og bliver man præsenteret med et arbejdsværksted. Her kommer forfatteren med nogle ideer og forslag til andre lærer som vil benytte sig af bogen i deres undervisning. Forfatterens første forslag falder helt og aldeles forkert hos mig, jeg har nok ikke forstået det rigtigt. Der bliver foreslået at studerende analyserer et essay, og prøver, når de er klar over hvad et essay indeholder, at skrive selv en tekst som indeholder disse egenskaber. Men når teksten skal have karakter af en igangværende tankeproces, virker det som om det er den forkerte rækkefølge.

    De øvrige tips følger dog ideer om personlig motivation og læremuligheder til punkt og prikke. Læreren har selvfølgelig ret.

    Jeg har selv skrevet forfatterens emnebeskrivelse ned og det hænger på vægen. Det som et påmindelse i usikre timer om den skare jeg er del af.

  • Poesi

    Efter at jeg har lyttet til mange podcast episoder af Skønlitteratur på Danmarks Radio P1 får jeg den indtryk at der måske er en god grund hvorfor jeg ikke læser litteratur. Jeg ved at jeg går glip af meget, men jeg savner ikke den underholdning som mange bøger tilbyder. Jeg leder ikke efter film i bogstaver, krimier på papir eller drengenes hvad-nu-hvis fantasier. Jeg vil høre menneskernes individuelle og basale sandheds søgen. Ægte varer, sandheden.
    Der skal være et klart mening med galskaben, men jeg forbeholder mig retten til at kalde følelser en del af sandheden, subjektiv som de er. Da faktuelle information er stort set livløs, betragter jeg følelser som noget tæt på kernen af vores væsen. For eksempel har de gamle romer og nytidens dansker nok mange følelser om livet og død tilfælles, og det er det som er kernen. Kultur er flot og vigtigt, det hjælper os med at fungere som vi nu åbenbart vil, men når man søger efter sandhed er det rent ballast.
    Poesi, eller lyrik, er måske et godt værktøj til at udtrykke nogle af disse basale følelser. Altså sådan forestiller jeg mig det.

    Jeg undrer mig nemlig stadigvæk over hvad poesi er. Indtil videre har jeg ingen praktisk forestilling om hvordan nulevende forfatterens poesi funktionerer. Jeg ved alt for lidt om det og kender stort set ingen digter eller deres værker.
    Hvis jeg tænker på digtekunst minder jeg nogle flotte klassiske sonetter eller måske en intelligent haiku, alle moderne digte forsvinder i et hav af usammenhængende, fortrinsvis uklare ord.
    Men det er selvfølgelig ikke rigtigt. Der er mere, jeg kender det bare ikke.

    Jeg læser i Kristelig Dagblad (som jeg, ateist som jeg er, synes at være et lyspunkt i vores reality-soap druknende verden) om Lene Henningsens nyåbnede Poesiens Hus, og for en yderst sjældent gang opdager jeg at jeg funderer over om jeg ville besøge det hvis jeg var så uheldigt at være Københavner. Er der noget hjælp at hente, kunne jeg ha’ fået et forståelse for poesi der?

  • H. J. Greensteen – Ved Stranden

    Ved Stranden

    Du drager Sindet, underfulde Strand,
    til Eensomhed og Fred, naar Solen daler,
    og Aftenstunden over Bolgen maler
    med Farvetoner dunkle, blide
    den lille Fiskerhytte, Skibets Side,
    dets Seil og Master i det stille Vand.

    Du drager Sindet, skjønne Tryllespeil!
    naar Dagen svinder, over Dine Strømme
    Sabbathen hviler, Dine Bølger drømme,
    og alle Skibe gaae for Anker, –
    ikkun en Skonnert glider hen i Tanker,
    og Solen falder i de hvide Seil.

    Men Aftnens Skygge voxer, tæt og luun
    om Jord og Hav, og Alting glider over
    i Stundens Hvile, Lund og Eng og Vover, –
    en Drossel slaaer sin korte Trille,
    og Søen gaaer mod Landet, sagte, stille,
    som Barnet drømmer i sin Vugges Duun.

    Du skjønne Sommeraften: varm og blød
    Du synker over Verden; i Din Skygge
    som Elverfolket mine Drømme bygge.
    Din Stemning aander saa fortrolig
    fra Blomst og Bølge – Sjælen slumrer rolig,
    med glemte Sorger, i Dit hulde Skjød.

    H. J. Greensteen. (1833- 1895)

    (Eller hvordan meningsløst surfe på nettet alligevel kan give nogle overraskende resultater. Hvem mon er H.J. Greensteen, er det et virkeligt navn?)

    Fra bogen Vintergrønt. Nye fortællinger og digte, danske,norske og svenske. Udgivne af Chr. Richardt. Gyldendal 1867