Bart Westgeest

Tag: at skrive

  • Morgenmad

    Efter flere natter med for lidt søvn, havde jeg i går svært ved at gøre det jeg vil. Og det irriterede mig resten af dagen. Jeg kunne ikke tage mig sammen og næsten alt min tid gik til en undersøgelse af e-bog readers og Goodreads.
    Jeg skrev i det sidste øjeblik min 30 minutter fokusskrivning og det blev ikke særlig interessant. Altså, det var fra den forkerte stemning, teksten jeg skrev kom ikke fra mig selv, men inspirationen kom alt mulige andre steder fra.

    Her til morgen tænkte jeg også på Goodreads (skal jeg tilmelde mig og bruge tid på det?) og for eksempel blogposts. Men jeg var mere vågn i dag og klar over at det er enormt vigtigt at jeg holder fast i 30 min fokusskrivning, som aller første på dagen.
    Det er dog morgenmaden som er det store problem.

    Jeg kan godt lide at sætte mig bag computeren, starte den – sådan at den har tid til at gøre hvad den skal gøre – og langsomt lade mine tanker glide hen over alt som dukker op, sådan at jeg begynder at koncentrere mig på hvad jeg skal skrive.
    Men computeren og jeg er meget hurtigere færdigt end min morgenmad er spist, så jeg spiser videre mens jeg… ja.. hvad skal jeg lave… jeg kan lige slå noget op, eller se på den fane som er åben…
    Og det er altid interessant, og inviterer til mere – det går fint, og på den måde kan der godt forsvinde en time (eller mere). Så kommer jeg i en anden stemning og skriver om noget som er direkte kommer af indflydelser udefra.

    Men jeg har et meget dejligt værelse til at skrive i, med to lænestole og et kaffebord. Så jeg burde sikkert spise min morgenmad på en stol. Og først når jeg er – endeligt!- færdigt, kryber jeg bag skærmen og starter med de samme i Zim. Det vil være meget bedre.

    Jeg husker at Dani Shapiro ofte har sagt og skrevet (hun har sagt meget om procrastination, her for eksempel), at det vigtigste punkt på dagen for hende er gangen fra kaffemaskinen til hendes computer. Jeg tror hun referer til afbrydelser fra for eksempel telefonen som kan forstyrre hende. Men hun indrømmer også at internet er en stor fjende af hendes skrivedisciplin, så også for hende er det vigtigt at have en vaner og rutiner på plads.
    Jonathan Franzen har sagt at han arbejder på en computer uden internetforbindelse. Det er en glimrende ide at have det slukket, i hvert fald om morgen.

    Jeg har ikke noget imod gode indflydelser, og der findes der ufattelig mange af via nettet, det er fantastisk, det er dejligt. Men hvad hjælper de fineste sætninger fra en klog og godt menneske, når man ikke er nået til nogenlunde det samme punkt i sit liv? Man skal leve sit liv så godt som man kan, og der kan nogle visdomsord fra andre godt komme på det rigtige tidspunkt. Så kan man tykke på det og omsætte det i ens eget liv. Men man har ikke brug for at hurtigt, uden rigtig sammenhæng, læse de klogeste ting eller smukkeste sætninger, når man selv er et helt andet sted hen i livet og døjer med helt andre problematikker. Så er det spild af energi, lige der på det tidspunkt. Og når man slukker for stort set alt tilførsel af informationer, får man – især i vores tid – mere end nok i ørerne og under øjnene alligevel. Det sker af et eller andet grund.

  • Skomager, bliv ved din læst

    Jeg tænker for nyligt for meget over hvad jeg skal skrive i min fokusskrivning. Det er vist fint at mærke efter hvad der foregår i mit hoved, men jeg skal ikke planlægge min skrivning.
    Det er faktisk meget ofte også forgæves, fordi jeg tit begynder at skrive om noget helt andet.

    Lige nu er jeg lidt interesseret i filosofiske vinkler, jeg leder efter Alain de Botton igen, ser på en tweets af Oxford Philosophy og vil stadigvæk udarbejde indlægget om Simone Weil.
    Men jeg skal ikke noget. Jeg skal skrive, og jeg vil lade fingrene bestemme hvilket emnet det bliver. Livet, i stedet for alt for tør intellekt. Følelser, tanker, blomster i haven, fugl i luften og emner som relaterer sig direkte til mit liv og mit indre. Ikke alt for mange impulser, ideer og oplysninger udefra, som så nemt strømmer ind fra flere sider. Men er svært at forklare, svært at sætte en streg, fordi der, for eksempel, nok kommer en del filosofi i min skrivning.

    Det er egentlig utroligt hvor klart min ideer om at skrive er. Det er lidt som om at følge Dao, vejen i ens liv, uden at ville tage kontrol over retningen. Og det mindes om Natalie Goldberg‘s Zen inspirerede skrivemetoder, eller en stoisk opmærksomhed på ens indre stemme, en meditativ skrivning – og sådan har jeg altid set på det.
    Er det fordi jeg har lært mig selv at skrive på den måde, er det noget ind i mig, eller er det noget jeg har fået hjemmefra?

    Min far kunne lide anekdoter, som han også selv kaldte dem. Han kunne lide at lave små historier ud af tingene som skete omkring ham, og ved måltider opfordrede han os til at fortælle en anekdote. Jeg syntes det var hyggeligt og interessant, og jeg har sikkert hørt efter, men det er tankevækkende for opdragelse af mine børn, at det måske har haft et større indflydelse på mit liv end jeg er klar over. Jeg tror ikke at jeg ofte fortæller anekdoter, og jeg skriver sjældent på den måde. Men jeg genkender opmærksomheden for de små ting som sker i livet, og som er kendetegnede for starten af en anekdote. Hvad var det for en mand? Hvad skete der i haven ved hønsegården, hvad var baggrunden for en aha-oplevelse på arbejde?

    Min mor er anderledes. Hun, og hendes tvilingsøster, har skrevet rigtigt meget i deres liv, men det er allesammen, ingen undtagelser, privat. De skriver ned hvad de drømte, og det kan være rigtig lange historier, og de har skrevet om deres erfaringer og meditative øvelser, som har som mål at lægge mærke til sammenspillet mellem krop, oplevelser og tanker. Et lær-dig-selv-at-kende livsprojekt. Men jeg ved det faktisk ikke engang præcise, fordi det er som sagt ikke noget de viser frem. Jeg ved kun at de har gjort det i store dele af deres liv, hvis ikke hele anden halvleg.

    Mon ikke at jeg er et resultat af de to måder at bruge historier på – den ene strikt privat, den anden en måde at kommunikere med andre på. Og så tilføjer jeg min egen søgen efter måder at leve livet på, om hvordan man bedst fylder tomheden af rodløshed op.

    Det kommer nu så naturligt at skrive som jeg plejer at gøre, det er et behov.
    Men nogen gange kan jeg ikke lade være at forsvinde i en interessant boldgade, som leder mig væk fra den oprindelige ide om at lade fingrene vise vejen. Og så kan der opstå nogle perioder hvor jeg ikke skriver, fordi jeg er gået så meget op i et emne at jeg er kørt træt, og at jeg ikke kan vedligeholde den måde at skrive på.
    Sådan skal det ikke være, det er for dejligt og vigtigt for mig at skrive, og det skal jeg ikke lade ødelægge af impulser udefra.

  • Om at skrive om ikke meget

    Den engelske forfatter Richard Herley skriver i en blogpost at FocusWriter, Cherrytree og en spreadsheet i LibreOffice Calc er nok til at konstruere, skrive og redigere alt man har lyst til. Noget lignende var jeg også nået frem til, da jeg sagde farvel til Scrivener, som har en Linux version som ikke længere bliver vedligeholdt.
    Jeg bruger nu i øjeblikket kun Zim-wiki, og det er måske også nok i fremtiden. Jeg har leget med Cherrytree, og kunne godt lide det. Det kan mere end Zim, og derfor holder jeg mig indtil videre til den mindre distraherende ZIm-wiki.

    Jeg fandt Richard Herley’s blog fordi jeg i går læste de første tre korte tekster fra hans bog Natur Writing, og jeg kunne enormt godt lide dem. Den første indtryk er at de er ret intetsigende, men stemningsfyldt og let at læse. Han tilføjer legende nogle fine fakta i det, som er rart at vide. Det var for mig meget interessant at opdage dette genre.

    Da jeg begyndte at skrive i 90’erne, var mit store mål at skrive småhistorier som ikke havde meget at sige. Det skulle være stemningsfyldte, korte tekster. “Niemanddalletjes” på hollandsk (fantastisk ord i øverigt), og disse natur historier minder meget om det jeg prøvede, selvom der er en del fakta og formidling i det.

    Jeg skrev dengang mange korte tekster, som handlede for eksempel om en mand som kom sejlende til en strand og var så træt af den lange rejse at han faldt i søvn i klitterne.
    Ved sådan et enkelt historie kunne jeg prøve at formidle stedets – og eventuel hans – første indtryk.

    For at skrive stemningsfyldte, “intetsigende” tekster, skal man være meget opmærksom på historien er en enhed. For mig skal det være tankeskrivning ud af en bestemt følelse, helst den samme følelse igennem hele historie. Det handler ikke rigtigt om noget, men alligevel får læseren , forhåbentligt, en egen, personligt version af en følelse.
    Det er som at digte, men uden at fokusere meget på form eller udseende og på virkningsfuldt billedsprog til at formidle noget på kort tid. Det skulle gerne være langsommere og dermed forhåbentligt virkningsfuld på en anden måde. Et digt skal læseren ofte arbejde med, man skal lave en indsats til at forstå det, og til at få det til at virke. Jeg tænker mere på noget som ikke direkte er intellektuelt udfordrende. Hvis der er noget som helst teksten overfører, en interessant tanke, minde eller følelse, så er det godt.

  • Blog filosofi

    Jeg har set på min blog om natur og landskab igen i dag, og syntes at det kunne være fint at bruge det som naturblog og skrive om oplevelser ud i landskabet, med billeder, links, hvad ved jeg. Men jeg er bekymret for at jeg bruger for meget tid på den, at jeg forsvinder i alt mulige smarte indlæg, emner og faktaskrivning, som på sigt ikke giver mening for mig selv, andet end at jeg måske bare prøver at holde en blog kørende.

    Hvis jeg for eksempel skulle have gået på en dejlig tur, og jeg tog nogle billeder og havde slået lidt info op om området og hvis jeg så ville samle det ved at skrive en indlæg om det… så ville det stadigvæk tage tid og energi fra mit egentlige mål: at skrive for at høre min indre stemme.
    Billeder tager en evighed at redigere på min computer, og jeg skal samle min information, skrive noget, lave en ordentlig layout etc. Det vil tage mindst en aften, hvor jeg kunne have koncentreret mig på at skrive tankerne ned, nogle indtryk, samle de ord som dykkede op mens jeg var ude.

    Jeg vil ikke lede efter noget jeg kan poste – der er en million ting som kunne være interessante -men jeg skal lægge noget ind hvis jeg har skrevet noget relevant.
    Jeg vil for eksempel i øjeblikket  gerne læse artiklen om Simone Weil på Brainpickings igen, og se på alle de links i artiklen, og hvem ved skrive lidt om det. Men hvis jeg nu bruger tid på min naturblog bliver det aldrig til noget. Og det skal jeg passe på med.

    Derfor må min blogfilosofi være at jeg skriver det som falder mig ind mens jeg skriver. Hvis jeg har skrevet noget sammenhængende kan jeg lægge det ind på en blog.
    Det gælder om at holde fast i at skrive 30 minutter frit hver dag, og jeg prøver at holde øje med om jeg har mulighed for at skrive når jeg er ude i verden, eller når der dykker en tanke op.
    Mit fokus er Indadvendt… ingen fakta, oplysninger og smarte formuleringer for indlægens skyld…. men det som kommer op og optager mig her og nu.

    Det betyder at jeg ikke kommer til at udarbejde en kort tanke for at kunne have en mere uddybende indlæg, jeg vil nok tjekke et navn eller årstal eller finde et link, men ellers ikke. Mon ikke at jeg undrer mig bagefter og fordyber mig lidt mere, men det er fingrene som bestemmer om jeg skriver mere om det.

  • Skriv!

    Nu har jeg lige læst de første 4 til 5 sider af bogen Skriv! af Mikkel Hvid. Og det har allerede været nok for i dag. Hans budskab er klart, og rigtigt. Hvis man vil skrive skal man…. skrive. Merlin Mann kom også til denne dybe konklusion. Ved at skrive lærer man at skrive, og ved at skrive mere lærer man at skrive bedre. Mikkel snakker om hvordan vi selv er det det største problem som bremser os. Det er angst og konflikter i os. Derfor bliver vi enormt hurtigt distraheret og flygter vi til nye opgaver. Det gælder også for mig, men der er ting jeg ikke har problemer med. Jeg er for eksempel ikke bang for en tomt stykke papir, en ny side. Tværtimod. Jeg elsker det. Det er fordi jeg ved at jeg altid kan skrive. Jeg ved ikke hvor jeg har lært det, jeg mener jeg har lært det mig selv, men det kan jeg nu. Jeg tvivler mange gange over hvad, og derfor om jeg skal skrive, men hvis jeg skal så kan jeg altid.

    Grunden til hvorfor jeg holdt op med at læse efter de første sider er at jeg forståede Mikkel da han sagde at man skal overvinde sig selv, men jeg genkendte bestemt også de symptomer og problemer han snakkede om. Så kom jeg til at tænke på noget Kasparov har sagt*. Han mener at han er blevet så god til sin sport ved at hele tiden analysere sig selv. Ved at genkende og påvise hans problemer, og så selvfølgelig ved at arbejde på det. Hvad gik godt, hvad gik ikke godt? Hvorfor ikke? Hvad kan man så gøre?

    Når jeg ikke skriver fordi jeg ikke ved hvad jeg skal skrive om, så har jeg et problem. Har jeg en løsning? Ja, det er meget enkelt. Da jeg læste siderne så huskede jeg at jeg faktisk har enormt mange ting jeg gerne vil skrive om. Og så lå jeg mærke til at jeg finder på rigtig mange grunde som hjælper med at give mig en følelse af, at jeg ikke kan gøre det nu, eller senere. Men det er da løgn! Jeg har ideer nok, jeg skal bare gøre det. Det kræver arbejde, disciplin, ausdauer, men hvis jeg vil skrive gælder der ingen undskyldninger. Fordi der er ingen undskyldninger.

    Som Kasparov anbefaler, kan jeg så forsøge at beskrive hver enkelt “problem”, og prøve at finde en løsning til det. Jeg kan sørge for at jeg gør mig klar til at være i stand til at skrive noget. Jeg kan samle information, lave en mindmap, starte med en kladde, læse om det, tænke over det. Med andre ord: Jeg kan bare starte med det alligevel. Det der med at ikke være parat til det endnu, så er det ikke et problem men en opfordring.

    * “My argument has always been that what you learn from using the skills you have—analyzing your strengths and weaknesses—is far more important. If you can program yourself to learn from your experiences by assiduously reviewing what worked and what did not, and why, success in chess can be very valuable indeed. In this way, the game has taught me a great deal about my own decision-making processes that is applicable in other areas, but that effort has little to do with natural gifts.”

    The Bobby Fischer Defense by Garry Kasparov | The New York Review of Books, March 10, 2011.

  • Løven

    Nanna Mogensen fra DR programmet Skønlitteratur starter et interview med en forfatter ved at fortælle om en mand som springer fra et tårn. Halvvejs siger hun at “nu lader vi manden svæve lidt” og hun afbryder sin fortælling ved at starte interviewet med forfatteren. Fordi det kan man nemlig når man fortæller eller skriver; man kan stoppe tiden:

    “Den lille dreng kiggede forskrækket på buskadset hvor en stor løve med et uhyre effektiv kropssprog stormer frem til drengen. Løven tvivler ikke, drengen er fuldkommen magtesløs og står som allerede sjælsforladen på det varme afrikanske sand. Løvens krop trækker sammen og springer… og fuglene synger videre, træerne står og stenene ligger hvor de har ligget i mange år. Solen sender sin varme hilsen til den del af verden som måske i virkelighed har mindst brug for det lige nu. Den skulle bare vide hvor store planer de praktiske Islænder har når nu endelig de aftalte klimaændring gør sig gældende på deres del af kloden.

    Hvad er skete med drengen og løven?

    Løven dræbte faktisk den lille dreng. Hvad tror du?! At drengen viste sig at være Clark Kents søn? Nej, en løve er en dræbermaskine. En lille dreng er bygget til at være offer i sådan en situation. Det kan en forfatter ikke lave om på.”