Bart Westgeest

Kategori: Dansk

  • At Læse

    Jeg havde engang en ven, som havde som væne at læse en bog, som om det var det eneste bog i verden. Han fandt sandheder, skøre eller gode ideer, interessante og forkerte oplysninger og alt havde hans største interesse. Det tog ham flere måneder at læse og især at fundere over bogen og det han læste, og han kunne fortælle med sådan et entusiasme og autoritet om hvad forfatteren havde skrevet, som om han selv havde talt med forfatteren, som om det var nogen han kendte. Og det gjorde han egentlig også.

  • Politik og at cykle

    Når jeg cykler udenfor i blæst og vind, mørke og ensomhed, er det en sjældent gang at jeg er fri for at være i et bestemt land. Jeg knokler mig igennem landskabet, det eneste jeg ser og oplever er naturen og det lille stykke asfalt som mit lys formår at belyse. Det kunne være hvor som helst i verden, og jeg skal kun sørge for at jeg kommer videre. Politiker har ingen indflydelse på vejret eller de øvrige omstændigheder ved min cykeltur. Fordi selvom nogen har slået for mere medvind på cykelstierne er det ikke bevist at der rigtigt kom noget ud af det. Jeg er uden for rækkevide på min cykel, jeg må selv klare mig. Det er en meget god følelse.

  • Løven

    Nanna Mogensen fra DR programmet Skønlitteratur starter et interview med en forfatter ved at fortælle om en mand som springer fra et tårn. Halvvejs siger hun at “nu lader vi manden svæve lidt” og hun afbryder sin fortælling ved at starte interviewet med forfatteren. Fordi det kan man nemlig når man fortæller eller skriver; man kan stoppe tiden:

    “Den lille dreng kiggede forskrækket på buskadset hvor en stor løve med et uhyre effektiv kropssprog stormer frem til drengen. Løven tvivler ikke, drengen er fuldkommen magtesløs og står som allerede sjælsforladen på det varme afrikanske sand. Løvens krop trækker sammen og springer… og fuglene synger videre, træerne står og stenene ligger hvor de har ligget i mange år. Solen sender sin varme hilsen til den del af verden som måske i virkelighed har mindst brug for det lige nu. Den skulle bare vide hvor store planer de praktiske Islænder har når nu endelig de aftalte klimaændring gør sig gældende på deres del af kloden.

    Hvad er skete med drengen og løven?

    Løven dræbte faktisk den lille dreng. Hvad tror du?! At drengen viste sig at være Clark Kents søn? Nej, en løve er en dræbermaskine. En lille dreng er bygget til at være offer i sådan en situation. Det kan en forfatter ikke lave om på.”

  • Om Digte

    Jeg hørte i går nogle digte i et podcast fra DRs radioprogram Skønlitteratur. Det var interessant at det ikke rigtigt var digte som jeg mente at de skal være. Det var mere ordsamlinger, men de har samme mål, nemlig at give følelser, en emotion, eller nogle billeder i hoved.
    De fleste ting virker ikke rigtigt for mig, jeg er nok for ukoncentreret og ufølsom eller for kritisk, men de tekster som Lars Saabye Christensen læste fra hans bog om hans danske far, ændrede noget i mig. Jeg blev bedrøvet. Jeg kom til at tænke på min egen far, hvad jeg syntes om ham. Jeg opdagede det ikke med det samme, men Lars Saabye Christensens ord havde klart en indvirkning på mig. Så må det han skrev havde været et slags digt.

  • På Biblioteket

    Jeg kan ikke forstå at det skulle være nødvendigt i en verden fuld af bøger at tilføje noget som helst. Det hele må være der allerede. Og mere endda.
    Men jeg kan ikke finde det.
    I biblioteket føler jeg mig meget ensomt. Så mange ord som i i hvert fald efter første håndsrækning ikke rører mig.

    Alligevel vil jeg gerne skrive, men hvorfor skulle du læse det? Kan du ikke lave en indsats og læse noget som duer?
    At du fandt min tekst er fordi jeg har lagt det på nettet. Det gjorde jeg fordi nogen måske har tænkt sig at det her SKAL due fordi det var netop ham eller hun som fandt det. Så lader jeg den person få sin tidsløse identitets opbyggende oplevelse. Det vil være meget uskyldigt, teksten vil meget hurtigt blive glemt igen. Det ved jeg.

  • Poesi

    Efter at jeg har lyttet til mange podcast episoder af Skønlitteratur på Danmarks Radio P1 får jeg den indtryk at der måske er en god grund hvorfor jeg ikke læser litteratur. Jeg ved at jeg går glip af meget, men jeg savner ikke den underholdning som mange bøger tilbyder. Jeg leder ikke efter film i bogstaver, krimier på papir eller drengenes hvad-nu-hvis fantasier. Jeg vil høre menneskernes individuelle og basale sandheds søgen. Ægte varer, sandheden.
    Der skal være et klart mening med galskaben, men jeg forbeholder mig retten til at kalde følelser en del af sandheden, subjektiv som de er. Da faktuelle information er stort set livløs, betragter jeg følelser som noget tæt på kernen af vores væsen. For eksempel har de gamle romer og nytidens dansker nok mange følelser om livet og død tilfælles, og det er det som er kernen. Kultur er flot og vigtigt, det hjælper os med at fungere som vi nu åbenbart vil, men når man søger efter sandhed er det rent ballast.
    Poesi, eller lyrik, er måske et godt værktøj til at udtrykke nogle af disse basale følelser. Altså sådan forestiller jeg mig det.

    Jeg undrer mig nemlig stadigvæk over hvad poesi er. Indtil videre har jeg ingen praktisk forestilling om hvordan nulevende forfatterens poesi funktionerer. Jeg ved alt for lidt om det og kender stort set ingen digter eller deres værker.
    Hvis jeg tænker på digtekunst minder jeg nogle flotte klassiske sonetter eller måske en intelligent haiku, alle moderne digte forsvinder i et hav af usammenhængende, fortrinsvis uklare ord.
    Men det er selvfølgelig ikke rigtigt. Der er mere, jeg kender det bare ikke.

    Jeg læser i Kristelig Dagblad (som jeg, ateist som jeg er, synes at være et lyspunkt i vores reality-soap druknende verden) om Lene Henningsens nyåbnede Poesiens Hus, og for en yderst sjældent gang opdager jeg at jeg funderer over om jeg ville besøge det hvis jeg var så uheldigt at være Københavner. Er der noget hjælp at hente, kunne jeg ha’ fået et forståelse for poesi der?