Bart Westgeest

Kategori: Dansk

  • Det var en lørdag aften

    Ved at surfe rundt på nettet, stødte jeg (desværre uden at huske hvor) på følgende video:

    Som man kan læse på den tilhørende beskrivelse på YouTube siden er det slutscenerne af filmen “Det var en lørdag aften” fra 1968. Der var nogle linier i sangen som fik mig til at undre hvor teksten kom fra.

    En anden YouTube bruger har publiceret en god version af teksten (til sammen med hans egen komposition af musikken), som jeg her gengiver uden gentagelserne:

    Det var en lørdag aften,
    jeg sad og vented dig,
    du loved mig at komme vist,
    men du kom ej til mig!

    Jeg lagde mig på sengen
    og græd så bitterlig,
    og hver en gang, at døren gik,
    jeg troede, det var dig,

    Jeg stod op søndag morgen
    og flettede mit hår,
    så gik jeg mig til kirken hen
    og om den kirkegård,

    Men du kom ej til kirke
    og ej i kirken ind,
    for du har fået en anden kær
    og slaget mig af sind,

    Jeg gik mig hjem så ene
    henad den kirkesti,
    og hvert et spor, på stien var,
    der faldt min tåre i,

    De røde bånd og skønne,
    som du engang mig gav,
    dem bærer jeg ret aldrig mer,
    jeg stunder mod min grav,

    Hvor kan man plukke roser,
    hvor ingen roser gror,
    Hvor kan man finde kærlighed,
    hvor kærlighed ej bor,

    Jeg ville roser plukke,
    jeg plukker ingen fler,
    Jeg elsked dig så inderlig,
    jeg elsker ingen mer.

     

    Ved teksten følger også navnet af Svend Grundtvig, (søn af N.F.S. Grundtvig), som er en meget interessant person. Det er ham som, blandt andet, var en ivrigt samler af folkeviser, som denne sang er en af. Ifølge denstoredanske.dk, fik han publiceret sin version af denne folkevise, mens han tjente som militær under krigen i 1848-49. Det blev offentliggjørt i en samling af hans svoger P.O. Boisen.

    Google Books har en version tilgængeligt på nettet:


    Fra: Nye og gamle Viser af og for Danske Folk, Samlede og udgivne af P. O. Boisen, København 1852
    , Bind 2  Side 56 -57 (Google e-bog)

    Og når man nu kigger lidt længere omkring opdager man at det er nok de fleste som udmærket kender en anden (kortere) version af sangen.

  • Kom, lær mig Noder til det Haabets Strengespil…

    På en lille gåtur i byen, op til byens kirke, opdagede jeg nogle linier på en gravsten:

    Gravsten

    At bevare håbet er ofte afgørende hvis man skal holde modet op i kampen mod dårlige tider, mørke, sygdom eller andet uheld. Mon ikke vi alle sammen har brug for det på et eller andet tidspunkt i livet.

    Derfor var jeg spændt på at se nærmere på denne strofe og dens baggrund. Takke været internet kunne jeg hurtigt finde hele digtet:

    Christian Richard (1831 -1892)

    Richardt_Christian

    Velkommen, Lærkelil,
    1869

    Velkommen, Lærkelil!
    Jeg ved ej Strengespil,
    saa sødt og rent og jublende saa vide,
    som disse Tonedrag,
    de glade Klokkeslag,
    der ringer Vaaren ind ved Vintertide.

    Du sværmer ikke vildt,
    du kredser ikke snildt,
    vil intet Rov i dine Brødres Vrimmel,
    du flagrer ikke om,
    men frejdig, frisk og from
    du gaar den lige Vej fra Jord til Himmel.

    Ej svimler du derved,
    men daler trøstig ned,
    ned til din Græstørv og din lille Mage:
    I Højhed som i Fald
    du følger tro dit Kald,
    og derfor har I vel saa glade Dage.

    Du Troens rette Fugl,
    som bier kun paa Jul,
    og kun i Aarets Skumring holder inde,
    for saa med Jubelsang,
    naar Rug er oven Vang,
    at varsle højt om Vaarens lune Vinde. –

    Kom, lær mig Noder til
    det Haabets Strengespil,
    som tvinger dig før Gry at være vaagen,
    lær mig som du at se
    igennem Mulm og Sne
    den Pinseglans, der dølger sig bag Taagen.

    Bron: www.kalliope.org

  • Skriv!

    Nu har jeg lige læst de første 4 til 5 sider af bogen Skriv! af Mikkel Hvid. Og det har allerede været nok for i dag. Hans budskab er klart, og rigtigt. Hvis man vil skrive skal man…. skrive. Merlin Mann kom også til denne dybe konklusion. Ved at skrive lærer man at skrive, og ved at skrive mere lærer man at skrive bedre. Mikkel snakker om hvordan vi selv er det det største problem som bremser os. Det er angst og konflikter i os. Derfor bliver vi enormt hurtigt distraheret og flygter vi til nye opgaver. Det gælder også for mig, men der er ting jeg ikke har problemer med. Jeg er for eksempel ikke bang for en tomt stykke papir, en ny side. Tværtimod. Jeg elsker det. Det er fordi jeg ved at jeg altid kan skrive. Jeg ved ikke hvor jeg har lært det, jeg mener jeg har lært det mig selv, men det kan jeg nu. Jeg tvivler mange gange over hvad, og derfor om jeg skal skrive, men hvis jeg skal så kan jeg altid.

    Grunden til hvorfor jeg holdt op med at læse efter de første sider er at jeg forståede Mikkel da han sagde at man skal overvinde sig selv, men jeg genkendte bestemt også de symptomer og problemer han snakkede om. Så kom jeg til at tænke på noget Kasparov har sagt*. Han mener at han er blevet så god til sin sport ved at hele tiden analysere sig selv. Ved at genkende og påvise hans problemer, og så selvfølgelig ved at arbejde på det. Hvad gik godt, hvad gik ikke godt? Hvorfor ikke? Hvad kan man så gøre?

    Når jeg ikke skriver fordi jeg ikke ved hvad jeg skal skrive om, så har jeg et problem. Har jeg en løsning? Ja, det er meget enkelt. Da jeg læste siderne så huskede jeg at jeg faktisk har enormt mange ting jeg gerne vil skrive om. Og så lå jeg mærke til at jeg finder på rigtig mange grunde som hjælper med at give mig en følelse af, at jeg ikke kan gøre det nu, eller senere. Men det er da løgn! Jeg har ideer nok, jeg skal bare gøre det. Det kræver arbejde, disciplin, ausdauer, men hvis jeg vil skrive gælder der ingen undskyldninger. Fordi der er ingen undskyldninger.

    Som Kasparov anbefaler, kan jeg så forsøge at beskrive hver enkelt “problem”, og prøve at finde en løsning til det. Jeg kan sørge for at jeg gør mig klar til at være i stand til at skrive noget. Jeg kan samle information, lave en mindmap, starte med en kladde, læse om det, tænke over det. Med andre ord: Jeg kan bare starte med det alligevel. Det der med at ikke være parat til det endnu, så er det ikke et problem men en opfordring.

    * “My argument has always been that what you learn from using the skills you have—analyzing your strengths and weaknesses—is far more important. If you can program yourself to learn from your experiences by assiduously reviewing what worked and what did not, and why, success in chess can be very valuable indeed. In this way, the game has taught me a great deal about my own decision-making processes that is applicable in other areas, but that effort has little to do with natural gifts.”

    The Bobby Fischer Defense by Garry Kasparov | The New York Review of Books, March 10, 2011.

  • Thorkild Borup Jensen – At Tænke uden Styrthjelm og Knæbeskyttere

    Jeg har stort set ingen kendskab til litteratur analyser eller historie. »At læse litteratur« er noget jeg gerne hører om og noget som interesserer mig, men jeg gør det, indtil videre, stort set ikke selv. Jeg har mine ideer og det retter jeg mig efter, søgende, og vel en smule usikker nogle gange.

    Derfor var det en sandt åbenbaring for mig at læse Thorkild Borup Jensens bog “At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere”. Bogen har som undertitel » Om essayet som genre og det danske essay i et 20. århundrede.« og gør hvad den lover. Det er et grundigt og velovervejet studie af teori og praksis omkring denne type tekst. Men det var det rene genkendelses glæden som overraskede mig så meget da jeg læste denne bog. Måske er betegnelsen »en hjemkomst« en bedre forklaring af min henrykkelse, da jeg læste teksten og den udførlige beskrivelse, eller genresignalement, af begrebet Essay. Det var jo det jeg altid har skrevet, eller i hvert fald sigtede efter! Og pludselig viste det sig at det jeg elsker, og det jeg betragter som det eneste rigtige at skrive, har en fast og veldefineret plads i litteraturen. Traditionen åbnede sine armer, side for side, til at byde mig velkommen i sit skare af lykkelige amatører og nobel-bepriste stormestere.
    Her vil jeg ikke gå fra, forvent kun fuld beskrevne postkort.

    Torkild Borup Jensens entusiasme for emnet skinner klart igennem fra de første sider. Han kender sit stof og med hans erfaring som lærer falder det ham vist ikke for alt for svært at ramme en udfordrende men læselig tone i teksten. I nogle paragrafer bliver det måske en lidt for sej teoretisk omgang, men bogen er nok ment som et håndbog til brug gennem årene.

    For mig var de ti udvalgte forfatter, som bliver brugt til at illustrere, analysere og motivere læseren, ukendt terræn. Jeg havde aldrig læst noget af nogen af dem, men da der er tilføjet et essay af hver af de ti forfatter, fik jeg et udmærket mulighed for at stifte bekendtskab med deres arbejde.

    Jeg har lavet en liste over forfatterne som har fået en essay med i bogen, hver i et kapitel for sig. Rækkefølgen er efter mit førstehånds indtryk, og interesse for, deres tekst, med emnebeskrivelsen af essayet i tankerne:

    Johannes V. Jensen
    Johannes Smith
    Jens Christian Grøndahl
    Suzanne Brøgger
    Hans-Jørgen Nielsen
    Per Lange
    Jakob Paludan
    Knud Sønderby

    Elsa Gress og Klaus Rifbjerg er ikke med i denne liste, da jeg ikke syntes at deres udvalgte tekst var særlig essayistisk.

    I det sidste, korte kapitel af bogen hopper læreren op bag fra sit gennemsigtige skjul, og bliver man præsenteret med et arbejdsværksted. Her kommer forfatteren med nogle ideer og forslag til andre lærer som vil benytte sig af bogen i deres undervisning. Forfatterens første forslag falder helt og aldeles forkert hos mig, jeg har nok ikke forstået det rigtigt. Der bliver foreslået at studerende analyserer et essay, og prøver, når de er klar over hvad et essay indeholder, at skrive selv en tekst som indeholder disse egenskaber. Men når teksten skal have karakter af en igangværende tankeproces, virker det som om det er den forkerte rækkefølge.

    De øvrige tips følger dog ideer om personlig motivation og læremuligheder til punkt og prikke. Læreren har selvfølgelig ret.

    Jeg har selv skrevet forfatterens emnebeskrivelse ned og det hænger på vægen. Det som et påmindelse i usikre timer om den skare jeg er del af.

  • Tanker fra en bænk: Asger Jorn på Aros Kunstmuseum

    Asger Jorn har aldrig hørt til min favoritte type kunstner, men han bliver betragtet som en af Danmarks mest kendte kunstner, og som medlem af COBRA-gruppen er han også et anerkendt international navn. Da jeg for nylig skulle deltage i en rundvisning på Aros Kunstmuseum fik jeg bagefter mulighed for at besøge den nuværende specialudstilling med en langt række værker af Asger Jorn. Jeg forsøgte at betragte hans kunst med friske øjne og at prøve at forstå grunden til hans berømmelse. Det viste sig hurtigt at være nemmere end jeg troede.

    Tanker fra en bænk i udstillingslokalet.

    Det er nok en god ide at starte besøget til udstillingen med at se filmen i den lille mørke lokale ved indgangen til udstillingen. Den gør et godt arbejde ud af at vise de forskellige kompositionelle elementer af værkerne, som viser sig at være næsten skuffende klart og klassisk inspireret. Diagonaler, fordelinger, linier og figurer er ofte overraskende nemt at genkende og følger kendte mønstre. Det må være rigtigt hvad filmen siger, at Jorn bevidst og præcise komponerede sine billeder, selvom de er malet på et tilsyneladende spontant måde.
    Som noget nyt, og temmelig overraskende for mig, finder jeg ud af at Edvard Munchs indflydelse er meget synligt i nogle af værkerne, både i komposition, farver og malemåden. Munch levede fra 1863 til 1944, så han er tydelig tidligere end Jorn, og jeg havde i min naivitet ikke lagt en forbindelse mellem Munch og Jorns malerier. Jeg gik ud fra at Jorn prøvede at bryde med alt kunsthistorie i et forsøg at skabe noget nyt.
    Men nu ser jeg at Jorn maler faktisk billeder med folkelige, eller snarere naivistiske, motiver i flotte, gennemtænkte kompositioner med masser af bevægelse. Og han bruger det som en fordel at man skaber noget nyt ved at male på en forholdsvist grov og udetaljeret måde, Detaljerne, som bliver hængende i farvekladderne, er et yndet mystificerings- og diskuteringsmulighed for tilskuerne. Det kan nemt blive til en konkurrence om hvem ser hvilken detaljer og hvem kommer med den mest interessante uddybning af et værk. Det faktum at Jorn ikke vil udtale sig om et værks betydning vidner om at han er sig vel bevidst om dette tiltrækkende egenskab af hans værker.

    Jorn vil fra starten af blive en anerkendt international kunstner, og det bliver han så også til sidst. Men det er som om han gør det ved at samle og fortolke ideer han støder på sin mange rejser og iblandt sine mange kontakter. Hans fortjeneste er at han kan anskueliggøre de moderne tekniker og tilhørende ideer til folket. Jeg savner lidt en inderligt ønske om at udtrykke noget dybt eller intens personligt, men får snarere den fornemmelse at han flygter væk fra det ved at tilegne sig de malerteknikker og mulighederne som er kommet på moden i kunsten. Han er dejlig god til at lade farverne fortælle historier, lade dem opbygge og afbryde, men ved at give så meget plads til dem er det som om han ikke længere føler et behov at tilføje noget selv-eksistentielt. Og det på trods af de emner han vælger, hans udtalelse om at malerierne skal ville fortælle noget, og hans hjertevarmende evner til at arbejde med både de lyse og mørke farver, det gode og det onde.

    Udstilling Jorn International kan ses fra den 22. januar til den 22. maj 2011 på Aros Kunstmuseum i Aarhus.
    Se også: Museum Jorn i Silkeborg

  • Jan Luyken – “Duytse Lier”

    Jeg læste nogle kortere digte af den hollandske poet og illustrator Jan Luyken (Amsterdam 1649 -1712). De viste sig alle at være fra omkring 1671 og nemt tilgangeligt, med et flot brug af naturlige metaforer. Digtet “ ‘s Uchtends als het haantje kraayt” er for eksempel en temmelig klart digt om en pige som samler blomster i den vilde natur, og en mand som forsøger at overtale hende til at bruge sin energi ikke på de blomster men på kærligheden, eftersom kærligheden overlever alt, også vinteren. Et forholdsvis enkelt digt som er trods sin alder nemt forståeligt.

    Digtet “Het buitenleven” som starter med:

    “Die d’onrust niet in het hart en heeft,
    Leeft zalig, als hy buyten leeft.”
    –

    Eller i min meget fri oversættelse:

    Han som ikke har uroen i sit hjerte,
    lever salig, hvis han lever ud på landet.
    –

    er bare et fint digt som beskriver det bedste af naturen som den om sommeren tilbyder sig og som man skal nyde (om vinteren skal man læse, fortælle eventyr og spise kastanier fra ilden), og sammenligner det med livet af kongen på borgen, højt i sit tårn, som vågner om natten fuld af bekymring. En rent arkadisk digt med andre ord, faktisk direkte baseret på Horatius digt “Beatus Ille”. Denne sidste information læser jeg i den Digitale bibliotek for Hollandsk Litteratur (dnbl.nl).

    Her læser jeg meget mere om de digte fra Jan Luyken jeg fandt. De er alle fra “De Duytse Lier“. Det viser sig at være en ungdomsværk af den, på dette tidspunkt, 22-årige unge mand, og at det var måske det eneste værk i denne personlige og verdslige stil, da han hurtig efter “De Duytse Lier” bliver udgivet, gifter sig. Fra 1675 af beskæftiger han sig afgørende meget mere med mere religiøse emner eller indfaldsvinkler.

    “De Duytse Lier” er slet ikke så verdslig som man måske kan mene, faktisk er det et, som det var almindeligt i sin tid, et gennemtænkt og vel opbygget værk som havde et næppe skjult moral: Kærligheden er fantastisk men kun i ægteskabet kan den blomstre. Alt andet ender bestemt forkert.

    Hele værket er sådan opbygget at kærligheden blomster og svulmer, men det bliver ikke til noget kødeligt indtil videre, det sker først (må vi antage) efter Jan Luyken bliver gift.

    Så nu virker det som om Jan Luyken var en yngling som styrer hans lyster og hormoner ved hjælp af hans moralistiske digte. Det var meningen at værket skulle blive læst af de “Amsterdamske Nympher”, det vil sige de ugifte damer som kunne more sig med nogenlunde frie men også trygge moralistiske digte.

    Jeg blev imponeret af den nøje gennemtænkte opbygning af værket. Det minder meget om renæssance værker, men Jan har haft et lidt mindre strikt holdning til alt det antikke og refererende i de tidligere værker. Det var trods alt alligevel noget han måske skrev til hans fornøjelse.