Bart Westgeest

Kategori: Dansk

  • Brainpickings: Simone Weil

    Jeg læste på Brainpickings om Simone Weil og hendes notebooks, igen, det er en artikel fra 2015, men denne gang  passede det godt til de emner jeg går og tænker over i de seneste år. Om at planlægge og gøre, om forskellen mellem vilje og kroppen, om disciplin, tid, og livet.

    “You live in a dream. You are waiting to begin to live….”

    Hun var fransk, så jeg kan dårligt læse hende på hendes eget sprog desværre, mit kendskab til Fransk er yderst minimal. Forfatteren bag Brainpickings skriver (i 2015) at Simone Weil’s notebooks er udsolgt og meget svært at finde. Jeg har i hvert fald lyst til at læse mere, og nok også om at se på de andre links hun tilføjer. Det er som om der er en del indflydelse af Epictetus -som åbenbart hedder Epiktet på dansk – i det Simone Weil skriver, hun har sikkert, blandt meget andet, læst det på et tidspunkt i hendes liv, eller læst en anden (kristelig?) kilde som var direkte inspireret af det.

    Det hun skriver om tid er meget direkte og meget relevant for mig. Jeg har, trods alt, en del tid, ofte lidt her og der, nogle gange flere timer ad gange, og jeg tænker meget. Hvis jeg forstår det rigtigt fra artiklen siger hun at man skal lade være at tænke noget som helst når man skal gøre noget. Når man tager en beslutning, så er det i en anden tilstand, og når det nu, dagen efter, kommer til stykket, så er det mere det kropslige som overtager. Man er for træt, har ondt i kroppen, er lidt sulten eller for stresset. Men man burde træne sig selv i at gøre det på det planlagte tidspunkt, stort set uanset hvad, og gøre det, i fuld nærvær, men uden at tænke over en grund, mening eller andet som man allerede har funderet over. Det er et emne som har med vilje og kroppen at gøre, og tid.

    “Illusion that time, of itself, will bring me courage and energy…. In fact, it is usually the contrary (sleepiness). Say to yourself: And suppose I should remain always what I am at this moment? … Never put something off indefinitely, but only to a definitely fixed time.”

    Livet er nu, siger Epiktet, det er nu du deltager i de Olympiske lege, det er nu at du skal yde det yderste, ikke om ti år. Om ti år er du måske død eller bare for gammel, eller er du nået til et helt andet punkt i dit liv, hvor der er helt andre ting som skal gøres. Det er altså nu.

    Og det synes jeg ikke at jeg er helt obs på, dog meget mere end for nogle år siden. Det er gået op for mig at livet skal leves nu, og ikke i fremtiden, men det er noget andet at droppe gamle vaner, finde det rigtige gear og ændre ens liv og ens livsholdning så meget, at man kan deltage i de Olympiske Lege, disciplin: mit liv.

    I dag ramte artiklen noget i mig. Jeg blev irriteret, syntes at jeg lader livet stå til, at jeg drømmer. Jeg skal gøre det jeg skal, på de rigtige tidspunkter, uden at tænke. Jeg ved at det kan være svært at altid være på, at altid gøre det man burde gøre. I vores familie er der nok arbejde til mange flere timer end dagen er lang, eller måske mere. Vi kan aldrig i livet nå det vi burde, ville, skulle. Så, ja da, vi skal prioritere. Fordi der er en stor chance for at vi render rundt i hus og haven, og laver alt det vi skal, burde og vil, men ikke det som giver vores liv mening, vores kald, vores rolle i livet. Det er nok et spørgsmål om at afsætte den rigtige mængde tid til tingene. Ens vision, eller kald, behøver ikke at fylde hele dagen, nogle dage er to timer nok, nogle gange er 10 minutter nok. Jeg ønsker at skrive min halve time, og helst udarbejde det tre kvarter, og at jeg så, igennem dagen,  kan have mulighed for kort at skrive nogle tanker ned, eller læse noget ind imellem opgaverne, familie og arbejde. Som for eksempel en filosof skulle i antikken, som jo burde vise vejen, og skulle træne hans/ hendes filosofi i virkeligheden, fundere over hvad han/hun stødte på, hvordan han/hun reagerede og hvordan han/hun mener at det var bedst at reagere.
    Jeg kan øve min disciplin, mine tanker, træne en vis tankeløshed, for at kunne give plads til det som er ind i mig (og som kommer fra et sted jeg mangler et ord for). Jeg kan fundere over ting mens jeg går rundt, blive overrasket, og lægge mærke til mine tanker, og det vi kalder for følelser. Der er nok at lave på en dag.
    Når jeg gør det, har jeg en god chance for at jeg kan skrive noget nogenlunde fornuftigt i min halve time, fordi jeg har tygget på det i en hel dag eller længere.

    Kilde citaterne:
    Brainpickings: Simone Weil on Temptation, the Key to Discipline, and How to Be A Complete Human Being.

     

  • Gå

    Jeg synes at jeg burde gå lange ture hver dag, strejfe rundt i naturen, med min kikkert, notesbog og en madpakke. Sådan cirka gå 40 km, gennem skov og dal, over sti og eng.
    Og så sætte mig ned på flotte steder, og skrive ned det som dykker op, det som jeg ser, eller tegne et stykke kontrast mellem et træ og solen på engen i baggrunden… sådan noget. Det er at leve.
    Men det gør jeg ikke.

    Så hvad er det der sker? Er det mig som er håbløst idealist, som egentligt godt ved at det er ikke det jeg vil når det kommer til stykket, eller er jeg bare dovne, ligesom stort set alle mennesker kan være, og bliver jeg indenfor mine trykke rammer,  bag vinduet, radiatoren og computer?
    Jeg tror faktisk at det er det sidste.

    Jeg har jo malet landskaber, og for at gøre det udendørs cyklede jeg rundt og ledte efter steder hvor jeg i fred og ro kunne slå mig ned og male noget interessante nok – fordi mit første prioritet var at være i fred og ro. Og jeg kunne lide det, ikke så meget at cykle rundt og lede efter et sted hvor jeg kunne gemme mig, men det der med at være i ro et stykke tid på et fint sted.

    Jeg husker godt nogle lange gåture i Island, nogle få på Færøerne og en enkelt en eller to i England. Det var nogle gode dage, som gjorde indtryk. Og de var inspirerende, de har sat sig fast i hukommelsen. Det er som om et menneske er skabt til sådan noget, at knokle mod tyngdekraften ved at gå længere end er helt behageligt for kroppen, at slås med kulden eller regn, og at se op imens man bøjer frem mod vinden, og pludseligt opdage skønheden af det sted man er i. Det er naturligt, det er at leve.
    Men det er ikke det jeg gør.

    Er der mon derfor stress i livet? Fordi jeg begynder at fylde tiden omkring familielivet og arbejde op med alt mulige vigtige ting, som sikkert har en værdi, men som ikke rigtigt gør livet værd at leve. Og det ene vigtige ting går over i det andet, og udover det bombarderer jeg mig med informationer om livet på Mars, avisartikler og alt andet man finder på nettet.
    Det giver ingen ro.

    Så hvordan stopper man strømmen af de vigtige ting man synes man burde gøre, og behovet for det overfladiske på, for eksempel, nettet?

    Jeg har et meget fint landskab omkring mig, jeg behøver bare at gå ud af min baghave og jeg er sådan set ind i naturen, eller i hvert fald ind i landskabet. Og der har jeg stier gennem skov og mark, med udsigter over sø og by, agerland, småbyer… Jeg har det hele ved hånden….
    Og jeg er så heldigt at jeg har en cykel, og endda en bil til rådighed, så min radius er enormt, jeg behøver kun at køre en par kilometer til jeg kommer til nye, ret fantastiske områder. Alt er som tilrettelagt.

    Spørgsmålet bliver derfor det samme: hvad er det jeg egentlig prioriterer – og af hvilken grund?

  • Om – og med – nogle linjer tankeskrivning

    Jeg er for træt til at skrive. Og det kan ikke være rigtigt. Man kan aldrig være for træt til at skrive, i hvert fald ikke når det gælder tankeskrivning eller fokusskrivning. Det som skal ud, skal bare ud, og kunne det ikke være interessant at se hvad der kommer ud når man er for træt til at tænke? Dumme tanker, klynkestrofer, tanker som har sæt sig fast i mit hoved, og drejer rundt, fordi man ikke har energi til at forvandle dem til sommerfugle som går deres egen vej.

    Kunne man skrive vrøvl – tankeskrivning – i digt form, når man er for træt?

    Om sommer går det godt,
    om vinter er det koldt,
    er der nogen som vil høre efter,
    er der nogen som gider?
    Hvad nu hvis efteråret
    var af samme slags,
    kunne den så give varme?

    Hovså, så kom der noget, og jeg anede ikke at varme var et emne som drejede rundt i mit sind. Jeg prøver igen:

    Er det mon min tur
    til at sige fra
    er det mon din tur
    til at sige ja?

    Igen:

    Lystigt bevæger fingrene sig over tastaturet
    alt som dykker op skal tastet ind.

    Ov, der kom en tanke da jeg skrev det:

    Mine fingrer snubler når jeg skriver “taste ind”, fordi man plejer jo at sige at man skriver, og det er meget nemmere at taste dette ord ind. Fingrene vil skrive, de vil ikke taste ind. Jeg er ikke pianist, eller organist. Bach kunne taste på tangenterne, jeg kan bare tømme min hjerne for alt som flyder rundt i væsken i mit hoved. Jeg kan bare trække op, og så ruller det ud.. hvis det kommer. Findes der et pulver eller lakserende dråber til hjerner? Det må så være alkohol og stoffer, så kan man trække op, men så kommer der ting som måske ikke var der, eller som ikke skulle ud. Man skyller for meget ud af sig selv når man gør det. Det er ødelæggende på langt sigt.

    Tankeskrivning… det strømmer og kommer i en lindt strøm, og man har ikke rigtigt kontrol over det, hvis man tør at give slip.

    Giv slip og træk op:

    Rummelige væsener rummer hjertens vilje
    lystige kunder gør ikke det de skal.
    Man skal ikke bebrejde nogen,
    fordi man ved ikke hvad de kan.
    men man kan lære af hjertevarme
    og lystige kunder
    som ikke gør hvad de skal.

    Men hvorfor skal jeg have en pause efter hver gang jeg tør at give slip? Hvorfor holder jeg mig tilbage? Jeg kan da godt være træt, men jeg giver ikke helt slip.

    Her er det bare emnet som pludseligt overrasker mig:

    Det må være lige som at male. Det er svært at give slip på alt man har lært, og alt man ved og har set. Og så male det som man synes det er det bedste, objektiv, tabula rasa. Hvad ser du når du kigger til træet, et træ? Nej, det ser du ikke. Du ser form, farver, skygge, og hvis du kigger godt ser du det negative rum omkring, det som ikke hører til den grøn-brune, lyse og mørke masse, som an bagefter kan kalde for et træ.
    Se på farverne, er et blad grøn? Er det det? Hvem har sagt det? Nå, det kan være brun eller rød om efteråret? Hvad skal jeg bruge den viden til? Skal jeg ikke selv se i dag? Er det ikke blå jeg ser, lilla? Er der et rødt skær omkring det ene blad? Jeg ved at jeg ikke skal bruge sort, det er jo ikke nogen farve, men har jeg ikke brug for sort i min blanding alligevel, er det jo ikke mig der bestemmer? Hvem maler jeg for? For at få det ind i et museum, eller skal jeg sælge det på nettet til nogen jeg ikke kender. Skal jeg have ros fra mine kære? Hvem bestemmer så hvad jeg skal male.. er det min stolthed, min angst, min ambition…. hvis det er… skal jeg så ikke lave noget andet end at male?

    Godt, det var nok for i dag, og min halve time er vist snart slut. Jeg er glad for hvad jeg har skrevet. Jeg er træt, har sovet for lidt og kan ikke rigtigt koncentrere mig. Jeg ville gerne udarbejde teksten som jeg skrev i går, om Boudewijn Büch, men jeg ved at jeg er for ukoncentreret. Man kan ikke redigere tekster når man ikke kan koncentrere sig og ikke er skarp til at læse præcise.
    Jeg fik det bedste ud af situationen, og synes at jeg burde gøre det meget oftere. Det er nogle linjer som er rent tankeskrivning, lige som jeg kender det fra da jeg var 25. Det var på tiden at få nogle trukket op.

  • Boudewijn Büch

    Jeg vågnede efter en dårligt nat, spiste morgenmad og ville starte med at skrive, men fordi jeg først spiser morgenmad, laver jeg altid lige noget andet, og det er et problem, eller måske ikke. Så jeg startede med at se på en SMS jeg fik fra Holland, som gjorde opmærksom på et program på det hollandske fjernsyn med navnet “Zomergasten”, hvor en mand med navnet Pieter Waterdrager blandt andet fortalte om Boudewijn Büch (fantastiske navne i øverigt).
    Jeg kunne desværre ikke se programmet, da det ikke var tilgængeligt udenfor Holland, men jeg var blevet nysgerrig på hvad der nu bliver sagt om ungdomshelten Boudewijn Büch.
    Der er i 2016 skrevet en autobiografi om ham af Eva Rovers, og jeg fandt et interview med hende hvor der, blandt andet, blev talt om Boudewijn, om bogen og personen, eller retter sagt, det personage Boudewijn Büch.

    Boudewijn Büch var verdensberømt i Holland. Han har skrevet nogle noveller, digte og andre bøger, men han er nok mest kendt for hans programmer på fjernsynet. Der fortalte han meget entusiast og kyndigt om bøger, eller, i en række meget interessante programmer, om hans rejser til øer og andre steder rundt omkring i verden. Han læste sig enormt ind i øens historie, og lavede meget stemningsfulde programmer, med masser af interessante detaljer og musik, fra især The Rolling Stones og med autentiske blues, som jeg husker det. So far so good. Fantastisk figur. Og det mener jeg, fantastisk. Fordi det er efterhånden kommet frem, hvad nogle mennesker, som kendte ham bedre end fjernsynspublikum som mig, allerede anede eller måske endda godt vidste, nemlig at stort set alt som han fortalte om sig selv og hans liv, var fantasi.

    Det mest berømte eksempel på det er hans, efter sigende, bedste bog “De kleine blonde dood”. Bogen handler om hans barn og dens dødt, som knuste hans hjerte. Men han har aldrig haft et barn. Han beskrev sig selv som pædofil, og gjorde det i flere historier og interviews, men han var ikke pædofil, hans far har ikke misbrugt ham og så videre og så videre. Uddannelse, seksualitet… alt blev ændret til noget mere spektakulær og noget man kunne snakke om. Ifølge biografi-forfatteren Eva Rovers fordi han havde et stor behov for opmærksomhed.
    Men hans fantasiverden vendte måske imod ham, og han døde som en i bund og grund ensom mand uden rigtige venner, da han selv valgte de venner og familiemedlemmer fra som kom for tæt på sandheden, som for eksempel hans mor.

    For de fleste hollænder er Boudewijn Büch nu kendt som en figur man savner på grund af hans meget flotte rejseprogrammer, og samtidig er han nu kendt som en charlatan – en professionel løgner. Selv må jeg erkende at jeg også var bitter, efter jeg hørte om denne diskutable livsstil, og jeg har aldrig læst det bog jeg fik eller købte lige inden han døde. Som Eva Rovers siger, er det nok lidt naiv, fordi man jo kan regne med at en forfatter nok ikke fortæller sandheden.  Men som den kendte forfatter Maarten ‘t Hart siger, var han egentlig ikke en forfatter, hans niveau var ikke højt nok til at kunne kalde ham det, men han var en entertainer af høj klasse.

    Jeg har engang skrevet en digt efter jeg havde læst eller set et af hans mere biografiske historier. Jeg følte mig berørt af hans historier fordi jeg kommer fra samme landsby og kunne genkende noget af hans entusiasme for klitte området. Jeg sendte det til ham fordi han var initiator af mine følelser den dag, og det måtte han gerne vide. Naiv som jeg var havde jeg måske håbet på en lille hilsen tilbage fra Boudewijn, og jeg var, indrømmet, skuffet da jeg som svar modtog et signeret billede af ham. Jeg følte mig behandlet som en fan, og det mente jeg nu ikke jeg var. jeg var mere interesseret i hvad han lavede.
    Men nu håber jeg at jeg har det billede endnu, det ville pynte enormt i mit skriveområde.

    Maarten ‘t Hart citerer William Faulkner, som skulle have sagt at alle forfatter er løgner som har gjort det til deres profession. Og jeg tænker på Karen Blixen, som, som jeg forstår det, også kreerede en personage, som hun måske selv kom til at lide under.
    Boudewijns tilfalde er ikke just unik, men den er ret ekstrem, og han var en mand som havde en enormt indflydelse på en hel generation pga hans, til tider, prægtige fjernsynsarbejde. Og som Eva Rovers siger, hans kærlighed for musik var helt opret. Musikens tekster brugte han til at udtrykke sig, og han var vildt god til at finde passende musik til hans programmer.

    Og mon ikke at hans rejseprogrammer var medvirkende til at jeg kom til at rejse flere gange til Island.

  • Natur

    Jeg funderer over at bide mig fast i naturen som emne til mine skriverier, eller måske skal jeg sige, grænselandet mellem vilde natur og samfundet. Jeg er ikke nogen naturfreak, tror jeg, men jeg ønsker at leve i, og være opmærksom på, en smuk, rig natur med god plads til mennesker, dyr og plant.
    Og dog, hvad har jeg med natur? Jeg er ikke typen som er altid udenfor. Jeg er typen som ser på naturen ud af stuevinduet, som vil rejse til arbejdet gennem naturen, og som en gang imellem tager på en tur ud i naturen. Jeg kan godt drømme om at være naturmenneske, som altid er udenfor, hele dagen, og er aktiv og undersøgende, som ikke laver meget andet end at nyde det og være i det. Jeg kunne godt lide at gå længere ture, at cykle rundt, men jeg gør det pt ikke. Er det fordi jeg nu har familie, hus og have?

    Jeg har malet og tegnet landskaber i mange år og savner det ofte. Men jeg har nedprioriteret det fordi der er så meget andet som presser på, og jeg syntes at male sådanne landskaber var en livsstil, som jeg ikke kan opretholde i øjeblikket. Derfor begyndte jeg at skrive om landskaber, og tage billeder en gang imellem, som jeg jo også gjorde da jeg malede.
    Jeg har vel altid skiftet lidt mellem at male og skrive, siden jeg som ældre teenager startede mit selvvalgte liv ved at skrive. Det var ikke muligt at gøre begge ting samtidigt, fordi at skrive og male bruger åbenbart den samme energi eller motivation, så jeg skulle altså vælge.
    Nu at jeg ikke længere maler, skriver jeg igen. Det koster mindre tid og er nemmere at gøre om afterne eller hvornår jeg nu har tid.
    Jeg har altså malet kun landskaber, men jeg skriver om alt muligt, tankeskrivning, hjernestøv. Jeg tror ikke at jeg har fundet min stemme når det gælder om at skrive. Og dog, jeg skriver næsten hver dag uden problemer, mindst en halv time. Så må jeg jo have fundet en stil som fungerer for mig, selvom den ikke er særlig brugbart til noget andet end det som nok er vigtigst: at opfylde et behov om at skrive tankerne ned.

    Men hvorfor så natur? Hvorfor spændingsfeltet mellem plads og mennesker? Mennesker tager meget plads, at det er for nogle en selvfølge at de skal kontrollere og bruge meget plads og ressourcer, bare fordi de kan. Jeg gør det selv også i høj grad, jeg er ikke en dyt bedre. Så måske er det det. Måske vil jeg gerne skrive om naturen og være mere opmærksom på, og aktiv i, naturen, fordi jeg er så dårligt til det. Mon ikke det er længslen efter naturen, efter oplevelser, jordforbindelsen, som trækker i mig. Et menneske er ikke perfekt, aldrig færdigt med at vokse og lære. Mon ikke at længselen vil forfølge mig resten af livet. Den kan bruges som en motivation som varer et menneskealder.

    Er det mon opstået i min barndom? Jeg har haft flot natur omkring mig da jeg var omkring 12 til 17 år. Vi havde en ret stor have med nærmest en lille bitte skov, på randen af en 5 til 6 kilometer bred klitte område, hvor jeg i nogle perioder løb lange ture, og hvor jeg brugte en del tid. Jeg kunne se ud af vinduet af mit værelse i langt tid, over et område hvor der blev dyrket blomsterløg, med klitterne i baggrunden. I den lille by hvor jeg boede, var der mange store villaer, med stille veje, gamle parker og skovområder med de flotteste, majestætiske træer. Jeg var ung, halvvoksen, i en lang periode hvor familien, og mit barneliv, faldt fra hinanden. Haven, alléer, parkerne og det flotte landskab har nok været mit mentale tilflugtssted. Et holdepunkt i omskiftelige tider.
    Kort efter den periode begyndte jeg at interessere mig for Island, i mere end 10 år, og har jeg opholdt mig der i flere perioder, mest om vinteren, og flere gange i månedsvis. Og der har de natur, men også et spændende samfund. Der er der en flot spænding mellem natur og mennesker, en balancegang hvor naturen nogle gange tager over.
    Her i Danmark hvor jeg, næsten ved et tilfalde, flyttede til for mere end 20 år siden, har jeg haft svært ved at finde den samme type naturoplevelse. Det er et andet land, en anden natur, hvor jeg finder kun langsomt frem til et slags følelsesmæssigt forståelse, en fornemmelse for rødderne i landskabet og mon ikke i mig selv.
    Men længslen er den samme.

  • Entusiasme

    Der er mange interesser og ideer som dykker op i disse dage. Tiden er for kort til at rumme alt, og jeg ruller fra det ene ide til det andet. Jeg fik for eksempel tilsendt en hjemmeside adresse om mad, som er sikkert verdensberømt i Danmark, men jeg ikke havde set den før, og jeg fandt hurtigt en anden en. Det er åbenbart en del af nettet som florerer og som indeholder en masse, let læseligt information. Det burde man nok læse, studere og skrive ned.

    Men jeg har i går modtaget en bog om insekter i Danmark, en bog som jeg har købt med en gavekort som jeg fik som afskedsgave fra mit tidligere arbejde. Det viste sig at være en fantastisk bog, detaljeret, udførligt, håndterligt, tyk og flot.
    Det var sjovt at læse indledningen, fordi når jeg læser det er det som at høre Morten DD Hansen tale, det er nemt at genkende at det er ham som har skrevet det. Sætninger som “For langt de fleste mennesker er insekter og andre leddyr bare noget ulækkert kryb og kravl med en masse ben og vinger.” er lige ham.
    Denne bog inviterer til et ordentlig dyk i insekternes verden, men på sigt er den mere ment som et opslagsværk hvor vi stille og roligt kan udforske denne del af naturen. Der er så mange insekter som man undrer sig over, grøn, rød, gul, guld, blå.
    ( I går aften sad jeg i et lille værelse, med et vindue på klem, da jeg pludseligt hørte den karakteristiske lyd af en stor gedehams bag mig, og da jeg kiggede så jeg en som cirklede rund i værelset mens den prøvede at komme fri fra edderkoppespind som klistrede på dens ben. Jeg ved nu at de ikke er aggressiv, men at have sådan en flyvende over hovedet, i et lille værelse, mens den kæmpede om at komme fri, syntes jeg ikke var en god ide. Så jeg flygtede ud af rummet, og kravlede nogle gange ind igen til at hente mine ting, efter at gedehamsen faldt til ro på lysstofrøret).

    Og inden jeg begyndte at skrive, så jeg i min todo liste at jeg ville se igen på oStorybook, software til at strukturere og skrive noveller. Jeg har ikke nogen planer i den retning, men holder gerne øje med de spændende muligheder der findes og jeg  havde ikke installeret det igen på min nye/brugte computer. Kort efter havde jeg fundet en liste med lignende programmer, hvoraf nogle ganske interessant. Jeg skulle undertrykke lysten til at downloade nogle af dem, fordi så ville der forsvinde nogle timer, uden at jeg har brug for de programmer. Jeg har, for nu, stillet mig tilfreds ved at notere dem som lignede mest brugbart.

    Efter jeg, for to dage siden, havde skrevet om tankeskrivning, som jeg så omdøbte til fokusskrivning, efter det program jeg bruger til at skrive min halve time, fandt jeg dagen efter på at se på Zim-wiki igen. Denne gang fordi det gik op for mig at det udmærket kunne være et samlested til mine foretrukne .txt files. Zim har jo en del muligheder til at organisere dem, tagge, søge og linke dem, mens den stadigvæk gemmer alt som individuelle .txt files. Dvs at jeg kunne gemme mine originale files der, og kopiere filerne til at klistre og klippe og bearbejde dem i samme program, mens jeg forbinder dem med backlinks og tags og tilføjer filer og notater. Så et udmærket sted til at samle tanker og notater og udarbejde dem i kapitler eller artikler. Jeg brugte derfor entusiast en time på at se på zim igen i går.

    Huset og haven kalder dog også, jeg trænger til at gøre noget med køkkenhaven, som jeg lige har anlagt, men stort set ikke plantet noget i endnu. Jeg har ikke så meget erfaring, så jeg skal nærmest fordybe mig lidt i det og finde de grøntsager og planter jeg vil plante et eller andet sted. Jeg læser i øjeblikket bogen “Permakulturhaven” som virkeligt har åbnet mine øjne for en anden måde at bruge en have og køkken- og urtehaven på.
    Vores have skal faktisk også planlægges mere detaljeret. Vi vil gerne have nogle buske og æbletræer, men så skal vi være ret sikker på hvor vi vil have dem.

    Opgaverne samler sig altså med stor fart, og for at holde styr på dem bruger jeg Todoist. Mens jeg spiste morgenmad læste jeg i dag en fint lille artikel om organisering af projekter. Det kræver dog bare tid til at organisere det, men det mener jeg at jeg kan få tilbage ved at gøre det godt. Det er i hvert fald en meget vigtigt hjælpemiddel til at prioritere. Først fokusskrivning for eksempel…. tjek!

    P.S.: dagens bedste nyhed: Jeg har fået en basal dansk stavekontrol til at virke i Zim og WordPress!