Bart Westgeest

Kategori: Dansk

  • Får i felten

    Får i felten

    Jeg læser i Natalie Goldberg Wild Mind. Bog nummer 4 af Natalie. Og efterhånden forstår jeg hvad hun siger, og har jeg fået nok af mine egne fortællinger. Fordi jeg synes at hun har ret.  Jeg vil ikke længere skrive journaler – det var nemlig det jeg skrev de seneste år. Og det var derfor at jeg ikke fandt nogle vilde heste i mine tekster.

    Natalie skriver i bogen igen om freewriting, lad os kalde det friskrivning. Denne gang forstår jeg det som jeg gjorde omkring 1994, og nu, i 2018, er det lykkens gang.
    Jeg har knoklet så længe med at undgå det jeg vil og skal, og det er gået op for mig.
    (Tror jeg nu selv – man kan aldrig være sikker – et menneske er aldrig sikker.)

    Jeg kan ikke længere skrive som jeg gjorde, nu at jeg langsomt har læst Natalie 4 gange. Hun rammer for meget plet i hendes beskrivelser, i behandlingen af mod-argumenter, som hun lader hendes studerende fortolke. Jeg ser på det jeg skrev, og ser at hun taler om noget andet.

    Nu er jeg begyndt at skrive anderledes de sidste dage, og jeg mener at jeg nu endeligt  – forsigtigt – skriver det jeg skal, det jeg vil, det jeg har i mig.

    ——————————–

    Du musst das Leben nicht verstehen

    Du musst das Leben nicht verstehen,
    dann wird es werden wie ein Fest.
    Und lass dir jeden Tag geschehen
    so wie ein Kind im Weitergehen von jedem Wehen
    sich viele Blüten schenken lässt.

    Sie aufzusammeln und zu sparen,
    das kommt dem Kind nicht in den Sinn.
    Es löst sie leise aus den Haaren,
    drin sie so gern gefangen waren,
    und hält den lieben jungen Jahren
    nach neuen seine Hände hin.

    Rainer Maria Rilke, 8.1.1898, Berlin-Wilmersdorf

    ————————————————-

    Jeg har ændret min setup, min måde at skrive på, og det giver en anden måde at være den som skriver.

    Fra hver dag en halv time, er jeg nu begyndt at skrive hver dag 10 minutter. Og det til at varme op. Jeg følger de 7 skriveregler fra Natalie, som foreslår at give slip, at ikke at tænke mens man skriver, at blive ved med at skrive uden pause, og at se om man kan finde nogle ord eller sætninger som rammer en, som giver genklang i kroppen. At skrive med kroppen som guide, at skrive det som kommer fra ens underbevidste. Eller fra den lag under den hverdagstænkende besserwisser, som holder alle modargumenter i skak ved at undgå mulige konflikter.

    De 7 gang 10 minutter som jeg nu har skrevet har givet mig nogle helt andre tekster, som er fyld med ord og sætninger som kan danne starten til nye friskrivninger. Emnerne er anderledes, det er om farven blå, om at føle sig usikker, om minder fra barndommen – jeg ville ikke se på dem, men de væltede op ud af ingenting.

    Friskrivning kan jeg gøre på papir, jeg kan åbne op og glemme alt om alle som, hvad-ved-jeg, læser med bag skærmene når man gemmer noget på nettet. Jeg kan rive det ud, kaste det væk, eller bare glemme det. Det er til at varme op, “træne skrivemusklen” som Natalie siger, og det er til at fange en sætning eller to, som måske kan bruges til at skrive mere om næste dag. Eller til det som kommer efter friskrivningen: at skrive noget som muligvis ikke er kun til mig selv. At skrive noget man har i sig, hvor man styrer med blid hånd sætninger til de steder man vil hen. Ingen journaler, men afrundede tekster.

  • Og nu til noget helt andet, nummer 1…

    Jeg vil skrive et andet sted i dag, og derfor har jeg nu for første gang tilsluttet en mobil tastatur til min efterhånden ret gamle tablet. Den bruger jeg nu til at skrive denne tekst i Zoho Writer. Den tablet kan stå opret, jeg har set den på vindueskarmen af mit soveværelses vindue, sådan at jeg kan sidde på sengen og se ud af vinduet og på skærmen mens jeg skriver.
    Det er imponerende sikke en tekniske muligheder vi allesammen har nu til dage. Fantastisk.

    Nå, nu til dagens skrive opgave: 

    Efter det jeg læste i de sidste dage, funderer jeg på at skrive noget andet, og ikke bare øve mig. Og i går aften læste jeg også nogle tekster jeg skrev i 2008 og 2013 – og de havde nøjagtig samme indhold som dem jeg skrev i de sidste uger. 
    Så nu vil jeg prøve det.

    Jeg vil bruge en halv time på at skrive udsigten fra mit vindue, da det vil lede mig i andre baner og åbne op for en anden måde at skrive på.

    Udsigt fra mit soveværelse vindue.

    Det mest dominerende syn er farverne af et stort almindelig røn træ, som er nok en 30 år gammel, hvis ikke mere. Huset er cirka 50 år gammel, og bygget på gammelt landbrugsjord, og træet kan derfor ikke være ældre. Det er en iøjnefaldende træ, da de mange graderinger af store områder med røde blade og mindre områder grøn trækker opmærksomheden væk fra alle andre ting omkring det. Farverne er så kraftigt at de orange bær, dem som ikke er spist endnu, ikke er synlige ved første øjekast.

    Den rødbrune farve at træets blade må kunne kaldes en slags urfarve, som giver så meget stemning til træet, og som fanger øjet med det samme.

    Foran træet står en rododendron i efterårsblomst. Jeg kan se 3 lilla-farvede blomst og friske nye skud med lysegrønne blade som peger opad. Det må være en vigtigt vækstperioden for denne plant, da det har været en lang og meget tør sommer. Og den konkurrerer med en ung ask træ, som i år nok er blevet næsten en meter højere. Det er nu cirka 3 meter højt, og har skaffet sig en plads mit i rododendron busken.

    Jeg bliver distraheret af to fugle som snorede sig omkring røntræets yderste grene, og som nu sidder helt oppe i toppen. Den ene fugle ser sig omkring, mens den anden sidder lidt lavere og spiser bær. Men nu flyver de forskrækket op, og der viser sig en tredje fugl som følger trop. De flyver væk fra træet, drejer pludselig alle tre samtidigt tilbage, og frem igen, væk fra træet.

    Jeg ved ikke hvad det var for nogle fugl. Jeg havde hurtigt hentet min kikkert, men kunne ikke genkende den som sad på udkig. Jeg tror det var bogfinke. 

    Det er da egentlig utroligt at på samme linje, fra mit vindue til den blodrøde røntræ og den blomstrende lilla rododendron, ligger der en knald orange trafik kegle i det grønne græs. Sikke nogle farver: orange, grøn, lilla, brun rød, og så er himlen bag det en meget lysegrå, jævn lys da det er er totalt skyet. Nu flyver der pludseligt en flok af cirka 40 småfugle over hus og have og ud over marken. Jeg kunne ikke se hvad det var for en fugle, spurve måske. Der sidder i hvert fald en bogfinke i rønnetræet igen. 

    Græsset i haven er ret højt, sådan 10 til 20 cm, og det ser frisk og stærk ud. Det bøjer sig lidt i morgendug, eller måske er det bare regnvand fra i nat. Der står vand på terrassebordet, som jeg i øvrigt snart skal rydde op, og det drypper fra den falmende parasol som er bundet sammen med en snor, og som er drejet væk fra vinden og peger i min retning.  

    Hvad er rødtjørnen ved havelågen dog egentligt bart og klart mindre en det prægtige rønnetræ. Tjørnen har et specifikt udtryk på grund af de kringlede grener og det faktum at de nederste grene systematisk er blevet fjernet i de mange år at det har levet – mon ikke at den er nøjagtigt lige så gammel som makkeren, rønnebærtræet. Dens form minder om træerne på afrikanske savanner, og det bliver derfor ofte omtalt som Serengeti træet. Foran træet ligner det som om der svæver en lille, hvid plastik spand i luften, men det hænger med en grøn hank på snoren af et tør stativ, og det bliver ledsaget af gule, røde og blå plastik vaskepind.
    Under spanden står rødbeder og vokser. Kan vi mon spise det endnu, i aften for eksempel? Radiserne ved siden af har jeg for længst opgivet. Jeg kan ikke lide at spise dem og de voksede alt for hurtigt. Så nu er der to områder med en halv meter høje, friske radiserblade og rødbeder blade med røde nerver. (Var det en sjagger i rønnetræet?)
    Foran de to store bladplanter er der to firkantede områder med tørret græs, som nu må forme en tung dyne, vådt af regnen. Jeg har lagt det der for at undgå ukrudt i køkkenhaven, og for at holde fast i næringsstofferne i jorden. Det giver nok liv i jorden, denne dække af halv tør, halv rådendt græs.

    Forskellen mellem vores have og marken bag det, er enormt. Vores have er grøn, grøn grøn, den brak liggende mark er brun, rødbrun og atter brun. Det eneste som matcher den brune mark i baggrunden er toppen af den, for ikke så langt siden, klippede ligusterhæk, og den store grenestak, lige til venstre af rønnetræet. Den er cirka en meter højt og en meter gange en meter. Den er helt fyldt op med grene, klippet af i den sidste vinter, eller var det allerede forår – det var enormt koldt i hvert fald – hvor vi fik nye vinduer og døre, og gavlen af huset fik en ny beklædning. Jeg havde savet mange store buske helt ned for at give plads til tømreren.
    Der er faldet en gren ved siden af stakken, i det grønne græs. Grenen har stadigvæk blade, som er i en kraftig gul farve.

    Så faktisk starter udsigten med en hvid med sort stribet gammel klud, som ligger sammenblæst på den murstensrøde terrasse, og en orange, nærmest lysgivende trafikkegle som er faldet om på kanten af terrassen og som peger over græsset til den lilla blomstrende rododendronbusk i frisk grøn efterårsvækst. Den står ved siden af den store, brune grenestak med den gren med knaldgule blade ved siden af, foran den store røn træ, som er så flot rust-rød i enden af alle sine mange grene.

    At skrive ned hvad jeg ser fra vinduet handler åbenbart meget om farver.

  • Får måske, men heste….

    Jeg er nået i Natalie Goldberg’s bog Thunder og Lightning til det tredje del, om at tøjle mine vilde heste, hvor hestene refererer til de spontane, stream-of-consciousness tekster man har samlet gennem årene.  Og nu kan jeg næsten ikke skrive mere, fordi jeg føler at det kunne være det jeg skal.
    I det næste kapitel fortæller hun om hvordan man beskriver noget, uden at fortælle for meget, baseret på billedsprog. Flot skrevet, tydeligt, rigtigt. Sådan tæmmer man sine vilde heste…. men vent…. hvilke heste? Jeg HAR ikke nogen heste! Får måske, men heste… nej.

    Jeg er i de sidste uger, i et hurtigt tempo, gået fra at ville arbejde på at samle en del tanker fra det sidste år til en helhed, måske i en bogform, til at synes at jeg skal skrive essays. Dagen efter fandt jeg ud af at jeg faktisk skriver en slags dagbøger, og at essay-formen ville være for stramt. Men så kom indsigten at jeg faktisk ikke skriver i det hele taget, men bare noterer mine ønsker og drømmer. Og nu skal jeg tøjle de vilde heste som jeg ikke har set endnu.

    Så (igen) tror jeg at det eneste jeg skal er at gennemgå mine skriverier for at se om der overhoved går nogle vilde heste rundt. Og det er også det Natalie lægger ud med i delen om at tæmme hestene. Find din røde tråd, udarbejd tanker fra tidligere, arbejd videre med det, find nogle sætninger du falder over når du genlæser tekster, og tyg på dem i nye, mere kontrollerede tekster.

    På en eller anden måde føler jeg nemlig at hun har ret. Jeg har skrevet nok i de sidste 25 år, jeg har øvet mig, jeg kan sætte ord sammen, jeg kan fylde flere sider i en halv time. Så hvorfor træne mere?
    Jeg fortsætter fordi jeg ikke har fundet ud af hvad det er jeg vil sige, mit skib har ingen havn endnu, min vilde heste er i bjergene, et eller andet sted. Jeg har kun får og får får lam. Er jeg lammet af ubeslutsomhed eller fordi jeg ikke hører efter hvad det er jeg siger?

    Jeg vil nok finde ud af når jeg nu begynder at samle mine gamle tekster, at jeg skriver tydeligt og klart hvad det er jeg vil, og jeg gør det sikkert mange gange. Men indtil videre har jeg måske tænkt at det ikke er godt nok, ikke praktisk, at der ikke er nogen prestige i at skrive noget som ingen vil læse. At jeg bræger i blinde, i ingenmandsland. Kan jeg se i mine tekster om fåret måske gemmer på en stenbuk, som klarer sig fint oppe på bjergene?

  • Seneca – On the Shortness of Life

    I går læste jeg “On the Shortness of Life” af Seneca (ca. 4 f.Kr. – 65 e.Kr.) færdigt. Det er en kort (30 sider) bog/essay om hvordan livet kan føles alt for kort når man ikke har brugt det rigtigt.

    Teksten gav mig nogle spørgsmål omkring hvem Seneca egentlig var, og hvad hans mål var.  Det var forholdsvis nemt at læse og jeg fandt nogle linjer i teksten med en klar og kraftigt mening, linjer som jeg gerne vil mindes om. Ideerne i teksten kendte jeg fra min læsning om stoicisme, og det var derfor især hans fortolkning og måde at kommunikere dem videre på som var interessante. Det var klart, let læseligt og med mange, til tider farverige, eksempler.

    Men det er måske især det sidste som gjorde at jeg følte mig lidt usikker mens jeg læste teksten. Hvad var meningen med denne tekst? Den er skrevet i en klart overbevisende tone, som netop illustreres af alle de eksempler som ofte understreger det som allerede var skrevet tydeligt ned. De er ikke så meget en tekst som opfordrer til selv at finde mening i nogle begreber eller som stimulerer hjernerne på en måde at man ikke lægger mærke til det. Det er en tekst som siger at sådan og sådan er det godt, og det er dårligt, og det burde man kunne indse.
    Derfor fremkaldt teksten tvivl hos mig mens jeg læste. Er det nu virkeligt er så enkelt som han siger, og hvordan ser han egentlig selv på det, sådan cirka sent om natten, når det er mørkt og koldt og på et tidspunkt hvor han måske var hundetræt efter en hård dag på arbejde? Hvorfor er der så mange eksempler, er det fordi han prøver at overbevise sig selv?

    Men måske var jeg påvirket af mange kommentarer jeg har læst af mennesker som tvivler på Seneca’s integritet, og som derfor mener at hans tekster ikke har den samme værdi som for eksempel Epiktet eller Marcus Aurelius. Seneca var rig, og ganske aktiv i det romerske -politiske- samfund. Hvordan kan han så påstå at kun tid man tilbringer ved at være filosof er vigtigt (og ja, jeg er klar over at i den tid mente man at en filosof var nogen som prøvede at leve ens liv så godt som muligt ifølge ens filosofiske overbevisning – altså ikke en videnskaber som vi nu forstår det) og at ikke lade tiden gå med ikke vigtige ting som penge, politik eller hvad andre synes er vigtigt eller opfordre en til.

    Jeg fandt dog i dag en anmeldelse af Julia Annas af bogen Reading Seneca: Stoic Philosophy at Rome af Brad Inwood, hvori hun fortolker de tanker som mange har om Seneca, og fortæller at Brad Inwood, som har som videnskaber arbejdet med Seneca i 15 år, synes at dette billede af Seneca som ikke helt så integrer, ikke er rigtigt. Han er kommet til konklusionen at vi sagtens kan stole på Seneca, at han er godt forankret i den stoiske filosofi, og at han er god til at bruge de virkemidler en forfatter har til at formidle et budskab.

    Men ellers har jeg det egentlig også godt med en bemærkning som jeg læste som kommentar på Goodreads: Bare fordi lægen selv ryger, betyder det vel ikke at han ikke har ret når han siger at rygning er dårligt.
    Eller, en anden tanke, hvor skal Seneca ellers -med så meget sikkerhed – vide fra hvad man ikke skal gøre?

  • Læse og skrive

    Jeg har brugt de første timer af dagen på at ordne min e-bog bibliotek i Calibre. Det bliver nok der at jeg holder styr på hvad jeg har. Så jeg delt information om de bøger som findes på min e-bog læseren med Calibre og jeg har sørget for at alle bøger har et eller andet omslag, sådan at det er nemt at se titlen. Alle forfatternavne er nu i samme format og i dag har jeg opdaget at der findes Virtual libraries, som kan vise en del af samlingen, inklusiv mærkater og andre info af dette del. Det kan for eksempel bruges til at sortere bøger fra artikler, eller fiction fra non-fiction.

    Jeg kunne med det samme tilføje Natalie Goldberg’s bog Thunder and Lightning, som jeg købte som e-bog hos Kobo i dag. Den kostede hele 23 kroner, da jeg fik rabat på min første ebog. Det var dog ikke helt nemt at finde ud af hvordan jeg kunne læse denne DRM beskyttede Kobo e-bog på min Pocketbook ereader, som har Adobe DRM på plads.

    Løsningen var at lede på Kobo’s hjemmeside, hvor den fandtes under My accounts -> My Books. Lige under forsiden af bogen, findes der tre prikker …, hvis man klikker der får man en mulighed for at downloade “bogen”, dvs at man får en link og software kode. Dette lille pakket kunne jeg overføre til Pocketbook (jeg brugte en USB kabel), hvorefter jeg kunne klikke på bogen. Bogen blev hentet til læseren, og nu kunne jeg åbne den.

    Jeg er glad for at det lykkedes, fordi bogen er en personligt fortælling om den fase hvor ens tekster og notater skulle blive til noget sammenhængende, som for eksempel i en bog.
    Og det passer fint med hvad jeg startede i går, hvor jeg begyndte at organisere min fokusskrivning i et program som hedder Manuskript. Programmet er i Beta, det crasher nogle gange hos mig og mangler for eksempel nogle vigtige ikoner. Men jeg har fundet ud af hvordan jeg kan bruge det, forhåbentlig uden stor problemer.
    Det er muligt at bruge det i en “simpel version”, som giver mig nok muligheder til mit formål. Nu kan jeg ordne og flytte kapitler og dele der af, skrive notater i en sidepanel, referencer, mærkater og status. Programmet giver mulighed for at kompilere bogen, og for at angive hvad skal være med og hvad ikke. Det kan eksportere det i forskellige formater, dog har jeg  kun prøvet .txt og markdown (som den understøtter).
    Jeg har tænkt mig at tage backups ved at eksportere teksten med jævne mellemrum, sådan at jeg altid har alt tekst, underfordelt i kapitler. Det betyder at hvis programmet crasher, eller forsvinder for evigt, at jeg kun risikerer at skulle starte forfra med teksten i hånden. Så skal jeg bare kopiere og klistre det ind i et nyt program.
    Der er altså ikke meget at tabe, men meget at vinde. Det ser overskueligt ud, og man bliver fristet til at arbejde mere med det.
    Jeg har nu lavet en underfordeling af teksterne i kapitler, med en kort beskrivelse hvad kapitlerne skulle indeholde. Bagefter fandt jeg de tekster som jeg allerede havde organiseret i Scrivener (som jeg som sagt skulle opgive da det ikke længere bliver opdateret i en Linux version) og dem har jeg overført til Manuskript.

    Nu vil jeg gå igennem min fokusskrivning, startende, i denne omgang, i slutningen af 2017, og hente alt som kan bruges. Efter hver af mine daglige 30 min. fokusskrivning giver jeg forskellige mærkater til dele af teksten, så jeg kan relativt nemt gå alt igennem. Når jeg er færdig skal jeg gennemlæse alle tekster i hvert kapitel, og slette eller flytte det som ikke er relevant, og omskrive, genskrive og redigere.
    Til sidst skal jeg læse det mange gange igennem, i håbet om at finde så mange fejl som jeg kan.

    Det betyder nok at jeg ikke har helt så meget tid til bloggen, men fordi jeg holder fast i min daglige fokusskrivning skulle der gerne komme flere indlæg.
    Jeg kunne også godt tænke mig at skrive noget om de bøger som jeg formår at læse færdigt. Der er trods alt lidt mere gang i mine læse aktiviteter på grund af min nye e-bog læser.

  • Jeg læser

    Efter at Jeg købte min første e-bog læser i går, har jeg selvfølgeligt læst lidt, og dermed får jeg nye impulser som gør indtryk.

    Jeg læste to kapitler i Natalie Goldbergs True secrets of writing (igen, frygtelig titel), en om Wang Wei, og en om Ernest Hemmingway.
    Det er den måde Natalie gør opmærksom på sprog på som vækker mine sanser. Wang Wei’s brug af billedsprog ramte lige på de rigtige sted i mit sind. Sådan er det flot! Men også Natalies lille essay om Hemmingway bragte en fornemmelse for hvad ord kan. Hvis man altså vil mærke efter.

    Wang Wei (699–759)

          Lily Magnolia Enclosure

    The autumn hill gathers the remaining light
    A flying bird chases its companion before it
    The green colour is momentarily bright
    Sunset mist has no fixed place

    Med få ord kan man fremkalde et minde, et billede, som er blevet forbunden med emotioner, og som er noget man har set på et eller andet tidspunkt i sit liv. Og man har dengang lagt mærke til det. Alle mennesker udvikler sig, lever videre, lærer, ændrer sig… og hvert nyt sekund er ikke det samme som det sekund som lige forsvandt. Der sker så meget at man glemmer, tiden æder alt i og omkring os, i sådan en fart at man kan nogle gange undre sig og kan spørge sig selv hvem man egentlig er.
    Men se på Wang Wei’s linjer. Skrevet i det 7de århundred -det er altså ret langt siden at han lå mærke til det han så. Når man læser de linjer lige så stille, og lader dem hvile lidt, får man sikkert et eller flere billeder på nethinden. Hvor kommer de fra, hvornår har du set det du ser nu, lagt mærke til det? Da du var 10, 20, 30 år gammel? Du er mere end du lige nu er.

    Linjerne appellerer til en anden type oplevelse en de oplevelser vi bruger til at få vores hverdag til at fungere. De referer til naturen, som, indtil videre, altid er, og derfor kan vi få en forbindelse med en digter i det 7de århundred.
    De referer til minder, lagret i vores hjerne på næsten glemte steder, og som giver vores liv en forbindelse til noget mere, noget støre end os selv. Det er minder fra en oplevelse som gjorde indtryk da vi så det vi så, som har en energi som giver mening til vores væsen.

    Det interessante er at man kan male det man så, og gøre oplevelsen mere kraftigt eller tydeligere, og man tilføjer så en helt del personlighed til oplevelsen. Man kan fotografere eller filme det, men for de fleste af os betyder det at når vi ser resultatet, er der stort set intet tilbage af det vi så.
    Men når vi skriver det ned, kan vi fremkalde minder, billeder på nethinden, som vi engang så eller oplevede i fuld nærvær, og som derfor er meget personligt. Og det gør dem så kraftigt.