Kategori: Fokusskrivning

  • Skomager, bliv ved din læst

    Jeg tænker for nyligt for meget over hvad jeg skal skrive i min fokusskrivning. Det er vist fint at mærke efter hvad der foregår i mit hoved, men jeg skal ikke planlægge min skrivning.
    Det er faktisk meget ofte også forgæves, fordi jeg tit begynder at skrive om noget helt andet.

    Lige nu er jeg lidt interesseret i filosofiske vinkler, jeg leder efter Alain de Botton igen, ser på en tweets af Oxford Philosophy og vil stadigvæk udarbejde indlægget om Simone Weil.
    Men jeg skal ikke noget. Jeg skal skrive, og jeg vil lade fingrene bestemme hvilket emnet det bliver. Livet, i stedet for alt for tør intellekt. Følelser, tanker, blomster i haven, fugl i luften og emner som relaterer sig direkte til mit liv og mit indre. Ikke alt for mange impulser, ideer og oplysninger udefra, som så nemt strømmer ind fra flere sider. Men er svært at forklare, svært at sætte en streg, fordi der, for eksempel, nok kommer en del filosofi i min skrivning.

    Det er egentlig utroligt hvor klart min ideer om at skrive er. Det er lidt som om at følge Dao, vejen i ens liv, uden at ville tage kontrol over retningen. Og det mindes om Natalie Goldberg‘s Zen inspirerede skrivemetoder, eller en stoisk opmærksomhed på ens indre stemme, en meditativ skrivning – og sådan har jeg altid set på det.
    Er det fordi jeg har lært mig selv at skrive på den måde, er det noget ind i mig, eller er det noget jeg har fået hjemmefra?

    Min far kunne lide anekdoter, som han også selv kaldte dem. Han kunne lide at lave små historier ud af tingene som skete omkring ham, og ved måltider opfordrede han os til at fortælle en anekdote. Jeg syntes det var hyggeligt og interessant, og jeg har sikkert hørt efter, men det er tankevækkende for opdragelse af mine børn, at det måske har haft et større indflydelse på mit liv end jeg er klar over. Jeg tror ikke at jeg ofte fortæller anekdoter, og jeg skriver sjældent på den måde. Men jeg genkender opmærksomheden for de små ting som sker i livet, og som er kendetegnede for starten af en anekdote. Hvad var det for en mand? Hvad skete der i haven ved hønsegården, hvad var baggrunden for en aha-oplevelse på arbejde?

    Min mor er anderledes. Hun, og hendes tvilingsøster, har skrevet rigtigt meget i deres liv, men det er allesammen, ingen undtagelser, privat. De skriver ned hvad de drømte, og det kan være rigtig lange historier, og de har skrevet om deres erfaringer og meditative øvelser, som har som mål at lægge mærke til sammenspillet mellem krop, oplevelser og tanker. Et lær-dig-selv-at-kende livsprojekt. Men jeg ved det faktisk ikke engang præcise, fordi det er som sagt ikke noget de viser frem. Jeg ved kun at de har gjort det i store dele af deres liv, hvis ikke hele anden halvleg.

    Mon ikke at jeg er et resultat af de to måder at bruge historier på – den ene strikt privat, den anden en måde at kommunikere med andre på. Og så tilføjer jeg min egen søgen efter måder at leve livet på, om hvordan man bedst fylder tomheden af rodløshed op.

    Det kommer nu så naturligt at skrive som jeg plejer at gøre, det er et behov.
    Men nogen gange kan jeg ikke lade være at forsvinde i en interessant boldgade, som leder mig væk fra den oprindelige ide om at lade fingrene vise vejen. Og så kan der opstå nogle perioder hvor jeg ikke skriver, fordi jeg er gået så meget op i et emne at jeg er kørt træt, og at jeg ikke kan vedligeholde den måde at skrive på.
    Sådan skal det ikke være, det er for dejligt og vigtigt for mig at skrive, og det skal jeg ikke lade ødelægge af impulser udefra.

  • Om at skrive om ikke meget

    Den engelske forfatter Richard Herley skriver i en blogpost at FocusWriter, Cherrytree og en spreadsheet i LibreOffice Calc er nok til at konstruere, skrive og redigere alt man har lyst til. Noget lignende var jeg også nået frem til, da jeg sagde farvel til Scrivener, som har en Linux version som ikke længere bliver vedligeholdt.
    Jeg bruger nu i øjeblikket kun Zim-wiki, og det er måske også nok i fremtiden. Jeg har leget med Cherrytree, og kunne godt lide det. Det kan mere end Zim, og derfor holder jeg mig indtil videre til den mindre distraherende ZIm-wiki.

    Jeg fandt Richard Herley’s blog fordi jeg i går læste de første tre korte tekster fra hans bog Natur Writing, og jeg kunne enormt godt lide dem. Den første indtryk er at de er ret intetsigende, men stemningsfyldt og let at læse. Han tilføjer legende nogle fine fakta i det, som er rart at vide. Det var for mig meget interessant at opdage dette genre.

    Da jeg begyndte at skrive i 90’erne, var mit store mål at skrive småhistorier som ikke havde meget at sige. Det skulle være stemningsfyldte, korte tekster. “Niemanddalletjes” på hollandsk (fantastisk ord i øverigt), og disse natur historier minder meget om det jeg prøvede, selvom der er en del fakta og formidling i det.

    Jeg skrev dengang mange korte tekster, som handlede for eksempel om en mand som kom sejlende til en strand og var så træt af den lange rejse at han faldt i søvn i klitterne.
    Ved sådan et enkelt historie kunne jeg prøve at formidle stedets – og eventuel hans – første indtryk.

    For at skrive stemningsfyldte, “intetsigende” tekster, skal man være meget opmærksom på historien er en enhed. For mig skal det være tankeskrivning ud af en bestemt følelse, helst den samme følelse igennem hele historie. Det handler ikke rigtigt om noget, men alligevel får læseren , forhåbentligt, en egen, personligt version af en følelse.
    Det er som at digte, men uden at fokusere meget på form eller udseende og på virkningsfuldt billedsprog til at formidle noget på kort tid. Det skulle gerne være langsommere og dermed forhåbentligt virkningsfuld på en anden måde. Et digt skal læseren ofte arbejde med, man skal lave en indsats til at forstå det, og til at få det til at virke. Jeg tænker mere på noget som ikke direkte er intellektuelt udfordrende. Hvis der er noget som helst teksten overfører, en interessant tanke, minde eller følelse, så er det godt.

  • Blog filosofi

    Jeg har set på min blog om natur og landskab igen i dag, og syntes at det kunne være fint at bruge det som naturblog og skrive om oplevelser ud i landskabet, med billeder, links, hvad ved jeg. Men jeg er bekymret for at jeg bruger for meget tid på den, at jeg forsvinder i alt mulige smarte indlæg, emner og faktaskrivning, som på sigt ikke giver mening for mig selv, andet end at jeg måske bare prøver at holde en blog kørende.

    Hvis jeg for eksempel skulle have gået på en dejlig tur, og jeg tog nogle billeder og havde slået lidt info op om området og hvis jeg så ville samle det ved at skrive en indlæg om det… så ville det stadigvæk tage tid og energi fra mit egentlige mål: at skrive for at høre min indre stemme.
    Billeder tager en evighed at redigere på min computer, og jeg skal samle min information, skrive noget, lave en ordentlig layout etc. Det vil tage mindst en aften, hvor jeg kunne have koncentreret mig på at skrive tankerne ned, nogle indtryk, samle de ord som dykkede op mens jeg var ude.

    Jeg vil ikke lede efter noget jeg kan poste – der er en million ting som kunne være interessante -men jeg skal lægge noget ind hvis jeg har skrevet noget relevant.
    Jeg vil for eksempel i øjeblikket  gerne læse artiklen om Simone Weil på Brainpickings igen, og se på alle de links i artiklen, og hvem ved skrive lidt om det. Men hvis jeg nu bruger tid på min naturblog bliver det aldrig til noget. Og det skal jeg passe på med.

    Derfor må min blogfilosofi være at jeg skriver det som falder mig ind mens jeg skriver. Hvis jeg har skrevet noget sammenhængende kan jeg lægge det ind på en blog.
    Det gælder om at holde fast i at skrive 30 minutter frit hver dag, og jeg prøver at holde øje med om jeg har mulighed for at skrive når jeg er ude i verden, eller når der dykker en tanke op.
    Mit fokus er Indadvendt… ingen fakta, oplysninger og smarte formuleringer for indlægens skyld…. men det som kommer op og optager mig her og nu.

    Det betyder at jeg ikke kommer til at udarbejde en kort tanke for at kunne have en mere uddybende indlæg, jeg vil nok tjekke et navn eller årstal eller finde et link, men ellers ikke. Mon ikke at jeg undrer mig bagefter og fordyber mig lidt mere, men det er fingrene som bestemmer om jeg skriver mere om det.

  • Om – og med – nogle linjer tankeskrivning

    Jeg er for træt til at skrive. Og det kan ikke være rigtigt. Man kan aldrig være for træt til at skrive, i hvert fald ikke når det gælder tankeskrivning eller fokusskrivning. Det som skal ud, skal bare ud, og kunne det ikke være interessant at se hvad der kommer ud når man er for træt til at tænke? Dumme tanker, klynkestrofer, tanker som har sæt sig fast i mit hoved, og drejer rundt, fordi man ikke har energi til at forvandle dem til sommerfugle som går deres egen vej.

    Kunne man skrive vrøvl – tankeskrivning – i digt form, når man er for træt?

    Om sommer går det godt,
    om vinter er det koldt,
    er der nogen som vil høre efter,
    er der nogen som gider?
    Hvad nu hvis efteråret
    var af samme slags,

    kunne den så give varme?

    Hovså, så kom der noget, og jeg anede ikke at varme var et emne som drejede rundt i mit sind. Jeg prøver igen:

    Er det mon min tur
    til at sige fra
    er det mon din tur
    til at sige ja?

    Igen:

    Lystigt bevæger fingrene sig over tastaturet
    alt som dykker op skal tastet ind.

    Ov, der kom en tanke da jeg skrev det:

    Mine fingrer snubler når jeg skriver “taste ind”, fordi man plejer jo at sige at man skriver, og det er meget nemmere at taste dette ord ind. Fingrene vil skrive, de vil ikke taste ind. Jeg er ikke pianist, eller organist. Bach kunne taste på tangenterne, jeg kan bare tømme min hjerne for alt som flyder rundt i væsken i mit hoved. Jeg kan bare trække op, og så ruller det ud.. hvis det kommer. Findes der et pulver eller lakserende dråber til hjerner? Det må så være alkohol og stoffer, så kan man trække op, men så kommer der ting som måske ikke var der, eller som ikke skulle ud. Man skyller for meget ud af sig selv når man gør det. Det er ødelæggende på langt sigt.

    Tankeskrivning… det strømmer og kommer i en lindt strøm, og man har ikke rigtigt kontrol over det, hvis man tør at give slip.

    Giv slip og træk op:

    Rummelige væsener rummer hjertens vilje
    lystige kunder gør ikke det de skal.
    Man skal ikke bebrejde nogen,
    fordi man ved ikke hvad de kan.
    men man kan lære af hjertevarme
    og lystige kunder
    som ikke gør hvad de skal.

    Men hvorfor skal jeg have en pause efter hver gang jeg tør at give slip? Hvorfor holder jeg mig tilbage? Jeg kan da godt være træt, men jeg giver ikke helt slip.

    Her er det bare emnet som pludseligt overrasker mig:

    Det må være lige som at male. Det er svært at give slip på alt man har lært, og alt man ved og har set. Og så male det som man synes det er det bedste, objektiv, tabula rasa. Hvad ser du når du kigger til træet, et træ? Nej, det ser du ikke. Du ser form, farver, skygge, og hvis du kigger godt ser du det negative rum omkring, det som ikke hører til den grøn-brune, lyse og mørke masse, som an bagefter kan kalde for et træ.
    Se på farverne, er et blad grøn? Er det det? Hvem har sagt det? Nå, det kan være brun eller rød om efteråret? Hvad skal jeg bruge den viden til? Skal jeg ikke selv se i dag? Er det ikke blå jeg ser, lilla? Er der et rødt skær omkring det ene blad? Jeg ved at jeg ikke skal bruge sort, det er jo ikke nogen farve, men har jeg ikke brug for sort i min blanding alligevel, er det jo ikke mig der bestemmer? Hvem maler jeg for? For at få det ind i et museum, eller skal jeg sælge det på nettet til nogen jeg ikke kender. Skal jeg have ros fra mine kære? Hvem bestemmer så hvad jeg skal male.. er det min stolthed, min angst, min ambition…. hvis det er… skal jeg så ikke lave noget andet end at male?

    Godt, det var nok for i dag, og min halve time er vist snart slut. Jeg er glad for hvad jeg har skrevet. Jeg er træt, har sovet for lidt og kan ikke rigtigt koncentrere mig. Jeg ville gerne udarbejde teksten som jeg skrev i går, om Boudewijn Büch, men jeg ved at jeg er for ukoncentreret. Man kan ikke redigere tekster når man ikke kan koncentrere sig og ikke er skarp til at læse præcise.
    Jeg fik det bedste ud af situationen, og synes at jeg burde gøre det meget oftere. Det er nogle linjer som er rent tankeskrivning, lige som jeg kender det fra da jeg var 25. Det var på tiden at få nogle trukket op.

  • Entusiasme

    Der er mange interesser og ideer som dykker op i disse dage. Tiden er for kort til at rumme alt, og jeg ruller fra det ene ide til det andet. Jeg fik for eksempel tilsendt en hjemmeside adresse om mad, som er sikkert verdensberømt i Danmark, men jeg ikke havde set den før, og jeg fandt hurtigt en anden en. Det er åbenbart en del af nettet som florerer og som indeholder en masse, let læseligt information. Det burde man nok læse, studere og skrive ned.

    Men jeg har i går modtaget en bog om insekter i Danmark, en bog som jeg har købt med en gavekort som jeg fik som afskedsgave fra mit tidligere arbejde. Det viste sig at være en fantastisk bog, detaljeret, udførligt, håndterligt, tyk og flot.
    Det var sjovt at læse indledningen, fordi når jeg læser det er det som at høre Morten DD Hansen tale, det er nemt at genkende at det er ham som har skrevet det. Sætninger som “For langt de fleste mennesker er insekter og andre leddyr bare noget ulækkert kryb og kravl med en masse ben og vinger.” er lige ham.
    Denne bog inviterer til et ordentlig dyk i insekternes verden, men på sigt er den mere ment som et opslagsværk hvor vi stille og roligt kan udforske denne del af naturen. Der er så mange insekter som man undrer sig over, grøn, rød, gul, guld, blå.
    ( I går aften sad jeg i et lille værelse, med et vindue på klem, da jeg pludseligt hørte den karakteristiske lyd af en stor gedehams bag mig, og da jeg kiggede så jeg en som cirklede rund i værelset mens den prøvede at komme fri fra edderkoppespind som klistrede på dens ben. Jeg ved nu at de ikke er aggressiv, men at have sådan en flyvende over hovedet, i et lille værelse, mens den kæmpede om at komme fri, syntes jeg ikke var en god ide. Så jeg flygtede ud af rummet, og kravlede nogle gange ind igen til at hente mine ting, efter at gedehamsen faldt til ro på lysstofrøret).

    Og inden jeg begyndte at skrive, så jeg i min todo liste at jeg ville se igen på oStorybook, software til at strukturere og skrive noveller. Jeg har ikke nogen planer i den retning, men holder gerne øje med de spændende muligheder der findes og jeg  havde ikke installeret det igen på min nye/brugte computer. Kort efter havde jeg fundet en liste med lignende programmer, hvoraf nogle ganske interessant. Jeg skulle undertrykke lysten til at downloade nogle af dem, fordi så ville der forsvinde nogle timer, uden at jeg har brug for de programmer. Jeg har, for nu, stillet mig tilfreds ved at notere dem som lignede mest brugbart.

    Efter jeg, for to dage siden, havde skrevet om tankeskrivning, som jeg så omdøbte til fokusskrivning, efter det program jeg bruger til at skrive min halve time, fandt jeg dagen efter på at se på Zim-wiki igen. Denne gang fordi det gik op for mig at det udmærket kunne være et samlested til mine foretrukne .txt files. Zim har jo en del muligheder til at organisere dem, tagge, søge og linke dem, mens den stadigvæk gemmer alt som individuelle .txt files. Dvs at jeg kunne gemme mine originale files der, og kopiere filerne til at klistre og klippe og bearbejde dem i samme program, mens jeg forbinder dem med backlinks og tags og tilføjer filer og notater. Så et udmærket sted til at samle tanker og notater og udarbejde dem i kapitler eller artikler. Jeg brugte derfor entusiast en time på at se på zim igen i går.

    Huset og haven kalder dog også, jeg trænger til at gøre noget med køkkenhaven, som jeg lige har anlagt, men stort set ikke plantet noget i endnu. Jeg har ikke så meget erfaring, så jeg skal nærmest fordybe mig lidt i det og finde de grøntsager og planter jeg vil plante et eller andet sted. Jeg læser i øjeblikket bogen “Permakulturhaven” som virkeligt har åbnet mine øjne for en anden måde at bruge en have og køkken- og urtehaven på.
    Vores have skal faktisk også planlægges mere detaljeret. Vi vil gerne have nogle buske og æbletræer, men så skal vi være ret sikker på hvor vi vil have dem.

    Opgaverne samler sig altså med stor fart, og for at holde styr på dem bruger jeg Todoist. Mens jeg spiste morgenmad læste jeg i dag en fint lille artikel om organisering af projekter. Det kræver dog bare tid til at organisere det, men det mener jeg at jeg kan få tilbage ved at gøre det godt. Det er i hvert fald en meget vigtigt hjælpemiddel til at prioritere. Først fokusskrivning for eksempel…. tjek!

    P.S.: dagens bedste nyhed: Jeg har fået en basal dansk stavekontrol til at virke i Zim og WordPress!

  • Om freewriting, konstantskriftøvelser og tankeskrivning.

    De første regn er lige kommet efter den tørre sommer, og jeg kommer allerede i skrive-humør. Hele sommeren er gået med haven og naturen, og jeg håber så sandelig at det bliver ved. Men nu at jeg er startet med at genopfriske bloggen, ser jeg på andre ting igen og ser jeg gamle bekendte på nettet.

    Jeg ser for første gang(?) at tyske Anke Gröner også har en twitterprofil, hvor hun tilsyneladende mest deler links og tweets, og at Alain de Botton ikke har tweeted siden maj i år – hvad sker der med ham? Mozilla har ellers en fint twitter konto, men.. er det den vej jeg skal gå?
    Jeg prøver ellers at begrænse netlæsning og surfing til det minimum (og “minimum” er desværre ikke defineret), og jeg vil ikke fare vildt i alt muligt som også ligner vigtigt og interessant.

    Jeg vil gerne skrive noget som jeg kalder for “focuswriting” og det er ment som en rensning af tankerne, og en måde at se på hvad der foregår i mit hoved. Tit kan jeg også nå at finde ud af om jeg prioriterer rigtigt.
    Derfor vil jeg helst skrive så tidligt som muligt, fordi hvis jeg begynder dagen med for eksempel twitter, så kommer der nye indflydelser ind. Som i dag, hvor jeg altså så meget kort på twitter for at se om Thunderbird/ Mozilla skriver interessant.
    Hvis jeg ikke havde gjort det ville jeg have startet i dag med at skrive om tankeskrivning, fordi det kom op mens jeg gik rundt i huset, lige efter at jeg var stået op.
    Men også denne tanke er ikke en som kom op fra det ubevidste, som kan fortælle mig hvad der foregår i mig. Den startede i går, da jeg ledte efter et andet dansk ord for Focuswriting. Det er nemlig det ord jeg ville bruge som standard kategori på bloggen.
    Louise Juhl har nævnt det konstantskriftøvelser på dansk. I går aften ledte jeg på nettet efter ordet “tankeskrivning” for at se om det findes, og jeg fandt frem til en fint indlæg med navnet “Jeg trækker vejret gennem fingrene” på en blog af Sussie Maria Pilgaard, som forklarer det. Så jeg ændrede kategorien “uncategorized” til tankeskrivning.
    Men i morgens gik det dog op for mig at tankeskrivning er faktisk noget andet end jeg i øjeblik gør.

    Det kan være at jeg skal læse bogen igen, som introducerede mig til “freewriting”, nemlig bogen “Writing  Down the Bones” af Natalie Goldberg. Det har jeg læst engang for langt tid siden… måske 25 år siden… 30 år?
    Bogen sætte virkeligt gang i en ny skrivevæne, og befriede mig fra stramme ideer omkring hvad, og hvordan, man kan skrive. Ifølge Natalie skal man træne ens skrivemuskel, og det skal helst ske hver dag, ved at bare skrive løs, lige meget hvad, i en hvis antal minutter. Det sidste kan jeg ikke huske, hvor langt mente hun at denne tømning af hjernerne og styrketræning af skrivemusklen skal være? Fordi det ligner at være et af forskellene mellem tankeskrivning som jeg læser mig til, og min “focuswriting”.
    Som Sussie Maria Pilegaard siger skriver hun uafbrudt i 10 minutter, og fuldstændigt lige meget hvad.
    (Og så kommer klassikeren selvfølgeligt: His man ikke ved hvad man skal skrive, skal man bare skrive at man ikke ved hvad man skal skrive, og at det er utroligt og irriterende at man ikke kan finde på noget, men det larmer jo også ved siden af, og trætheden og i går… etc.)

    Jeg har skrevet på denne tankeskrivning/konstantskriftøvelser måde i langt tid (dog længere end 10 minutter), og det var dejligt. Det kunne virkelig være overraskende hvad man skriver, og ofte giver rigtig volapyk alligevel god mening, hvis man læser det igen senere. Man begynder nogle gange at skrive en historie, eller en digt, og nogle gange bliver det til en ordstrøm om noget man ikke er enig i. Jeg savner det faktisk, og burde gøre det igen.

    Men nu til dage giver jeg mig 30 min, som jeg indstiller på et ur. Det giver mig en lille skrive oase. Fordi lige meget hvor travlt jeg har, eller hvor mange ting jeg burde gøre, hvis jeg starter mit ur, så ved jeg at jeg har en halv time ro. Ikke en minut mindre. Og det betyder at jeg bare kan trække vejret, kigge lidt omkring eller på andre måder bruge lidt tid på at se hvad der kommer op fra mit halvbevidste underbevidste. Jeg behøver ikke engang at skrive, bare jeg er der.

    Men i øjeblikket bliver det altså ikke rigtigt en strøm af ikke styrede (eller så lidt som det kan lade sig gøre) tanker, men mere et søge efter hvad som rører sig i mig, og hvilken ting jeg mærker at jeg har forsømt. Det er altså mere et redskab til at flytte rundt med prioriteringer, og et redskab til at styre mit hverdagsliv i den retning min “sjæl” ( uhm… kerne, selv, ego, hjerte…) skal gå.
    Tankeskrivning er altså en kort skrive session som luger ud i tankerne og gør skriveren klar til at koncentrere sig på noget andet. Det gør jeg ikke. Jeg når aldrig længere end min fokuseret skrivning og når i øjeblikket det jeg vil skrive på en dag.

    Derfor vil jeg, indtil videre, kalde min kategori for “fokusskrivning” (efter det program jeg bruger til det: Focuswriter), fordi i min skrivning kan alt ske, fra en decideret blogpost til en hoppende ordstrøm, fra en opsummering af alt jeg skal lave i denne uge til et søge efter en egen holdning i et spørgsmål som jeg ikke lige ved hvad jeg synes om.
    Det er altså en halv time hvor jeg kun er fokuseret på at skrive hvad jeg har lyst til.

    (Edit: Min fokusskrivning periode varede ikke så længe, da jeg ikke kunne finde nogle vilde heste i teksterne: Se blogindlæg fra den 19 okt 2018: Får i felten.)