Bart Westgeest

Forfatter: Bart Westgeest

  • Languages Again

    As ever I have trouble finding out which language to use when I write, and who knows, even when I think. I have been writing in English the last years, but I try to speak Danish in my normal life (not to mention the other languages that are running around somewhere in my head).
    Lately I started writing some more things in Danish, and as I didn’t know where to put these on this English blog, I decided to add a wordpress.com blog in danish to it. Just to keep things gathered in the right places. I’ll just see what happens with it, as I don’t want to force me to use a certain language. When I read a book in Danish or Dutch, my natural reaction is to write about it in its language, and the same happens when I listen to a radio program, a video or whatever.

    For now I decided to try not to worry about it, even though I know that as a result of changing languages none of them will perhaps be used in an eloquent way, but I will put my trust in the eventual power of simplicity. I have to.

  • Poesi

    Efter at jeg har lyttet til mange podcast episoder af Skønlitteratur på Danmarks Radio P1 får jeg den indtryk at der måske er en god grund hvorfor jeg ikke læser litteratur. Jeg ved at jeg går glip af meget, men jeg savner ikke den underholdning som mange bøger tilbyder. Jeg leder ikke efter film i bogstaver, krimier på papir eller drengenes hvad-nu-hvis fantasier. Jeg vil høre menneskernes individuelle og basale sandheds søgen. Ægte varer, sandheden.
    Der skal være et klart mening med galskaben, men jeg forbeholder mig retten til at kalde følelser en del af sandheden, subjektiv som de er. Da faktuelle information er stort set livløs, betragter jeg følelser som noget tæt på kernen af vores væsen. For eksempel har de gamle romer og nytidens dansker nok mange følelser om livet og død tilfælles, og det er det som er kernen. Kultur er flot og vigtigt, det hjælper os med at fungere som vi nu åbenbart vil, men når man søger efter sandhed er det rent ballast.
    Poesi, eller lyrik, er måske et godt værktøj til at udtrykke nogle af disse basale følelser. Altså sådan forestiller jeg mig det.

    Jeg undrer mig nemlig stadigvæk over hvad poesi er. Indtil videre har jeg ingen praktisk forestilling om hvordan nulevende forfatterens poesi funktionerer. Jeg ved alt for lidt om det og kender stort set ingen digter eller deres værker.
    Hvis jeg tænker på digtekunst minder jeg nogle flotte klassiske sonetter eller måske en intelligent haiku, alle moderne digte forsvinder i et hav af usammenhængende, fortrinsvis uklare ord.
    Men det er selvfølgelig ikke rigtigt. Der er mere, jeg kender det bare ikke.

    Jeg læser i Kristelig Dagblad (som jeg, ateist som jeg er, synes at være et lyspunkt i vores reality-soap druknende verden) om Lene Henningsens nyåbnede Poesiens Hus, og for en yderst sjældent gang opdager jeg at jeg funderer over om jeg ville besøge det hvis jeg var så uheldigt at være Københavner. Er der noget hjælp at hente, kunne jeg ha’ fået et forståelse for poesi der?

  • H. J. Greensteen – Ved Stranden

    Ved Stranden

    Du drager Sindet, underfulde Strand,
    til Eensomhed og Fred, naar Solen daler,
    og Aftenstunden over Bolgen maler
    med Farvetoner dunkle, blide
    den lille Fiskerhytte, Skibets Side,
    dets Seil og Master i det stille Vand.

    Du drager Sindet, skjønne Tryllespeil!
    naar Dagen svinder, over Dine Strømme
    Sabbathen hviler, Dine Bølger drømme,
    og alle Skibe gaae for Anker, –
    ikkun en Skonnert glider hen i Tanker,
    og Solen falder i de hvide Seil.

    Men Aftnens Skygge voxer, tæt og luun
    om Jord og Hav, og Alting glider over
    i Stundens Hvile, Lund og Eng og Vover, –
    en Drossel slaaer sin korte Trille,
    og Søen gaaer mod Landet, sagte, stille,
    som Barnet drømmer i sin Vugges Duun.

    Du skjønne Sommeraften: varm og blød
    Du synker over Verden; i Din Skygge
    som Elverfolket mine Drømme bygge.
    Din Stemning aander saa fortrolig
    fra Blomst og Bølge – Sjælen slumrer rolig,
    med glemte Sorger, i Dit hulde Skjød.

    H. J. Greensteen. (1833- 1895)

    (Eller hvordan meningsløst surfe på nettet alligevel kan give nogle overraskende resultater. Hvem mon er H.J. Greensteen, er det et virkeligt navn?)

    Fra bogen Vintergrønt. Nye fortællinger og digte, danske,norske og svenske. Udgivne af Chr. Richardt. Gyldendal 1867

  • Myr

    Der er mange mennesker i vores verden som ikke længere bor på deres slægtsgård. Ikke engang i deres fødeby. Tiden har ændret sig i en hvirvelvind af opfindelser og de efterfølgende nye love og regler. Man kører langt til arbejde, flytter nemt til en anden by, har et social liv på nettet som sætter en i forbindelse med resten af verden. Udover indtryk fra vores eget liv ser vi fjernsyn som viser os dagligt et syndflod af billeder fra alle mulige steder og vinkler. Vi ser glæde, kærlighed, vold, had foran vores egne øje, direkte ind i stuen.
    Alle disse ting river os væk fra vores traditionelle rødder. Det hvad vi har tilbage er opvæksten, idealer, håb.
    Et liv som stædig ændrer sig, nærmest fra dag til dag. Der bliver lavet fejl, men retter op og er måske allerede bagud igen. Et nærmest rodløst søgen efter holdepunkter. Der vil nok altid være nogle prøver at holde fast og som kan fortsætte noget der minder om det gamle liv, men langt de fleste vil tilpasse sig så godt som de kan.
    Fordi sådan er det, livet. De færreste bliver uberørt af det. Nok også fordi vi er for mange på kloden. Stentiden med deres plads og nærmest ikke eksisterende udvikling er forbi. Vi er et hastig voksende mængde, som har ideer, behov, entusiasme og hormoner. Som myrer på hoben boltrer vi rund, fremad, opad og længere.

  • Mørke

    Kl. 6:00

    Det er underligt at bo et sted hvor der sker intet som helst mellem kl. 23.00 til kl. 6.00. Det er umuligt at sige om det er morgen eller aften. Ingen biler, ingen bus eller tog som kan høres, ingen naboer som vågner, ingen flymaskiner.

    Det er naturen som er, uden indblanding af udvendig støj.
    Her viser en kalender på vægen sin værdi, og klokken slår og afslører hvor vi er hen i natten.

    Kulturen som rører sig.

    Det er op til mig at lege med. Uden det står livet stille. En stilhed som er tættest på evighed.

  • Think, talk and write.

    Following the news and joining debates about the political, social or even financial issues is perhaps beneficial for democracy, but I am not always sure about it. Nowadays in our fast media there is a lot of debate and action going on about thousands of things. Do we need all these fast opinions, or should those important debates take place in a slightly slower pace, with thoughtfull people who have studied the subject for a longer time because they have a genuine interest in the subject?

    A lot of the news in the media is created by the media itself. They live from producing news and that’s also what they do, every day. We, the audience, need to be conscious and aware of our world. What is it we need to know, what are our interests and needs? If we know then we can decide what news is for us, and we can adjust our daily intake of it.
    There is so much debth in every problem that remains in the dark, that it can make one feel rather hopeless sometimes.
    Take for example history. As a young student we would ask the teacher: “What is the use of history, why do we need to learn all this old news?” We probably got an answer that didn’t really satisfy us, as we couldn’t really grasp its meaning.
    Now I know. There are so many things that happened before, yes – there is nothing new actually – that it is amazing that we often are unaware of it. We make the same mistakes again and again but we treat them as something unique and new, and we try to find some sort of solution that will work for the moment. But how many times could we have foreseen it? Did we learn from previous occasions?

    I had written these thoughts down some days ago, but decided not to publish them as I was unsure about their value. But I just read on Thomas Nyhland’s blog (in swedish) that he stops talking about politics. One of the reasons is that he doesn’t want to be dragged into endless, and in his opinion often not well-thought, political discussions – also because he feels that he already clearly stated his opinion on numerous occasions.
    Part of his reasoning might come from the same sort of feeling that I tried to express here. One can write about politics, or one can try to focus on one’s deepest voice inside. In our information-overflow world, where everybody has a voice, these two things can probably not be combined.