Bart Westgeest

Forfatter: Bart Westgeest

  • Jan Luyken – “Duytse Lier”

    Jeg læste nogle kortere digte af den hollandske poet og illustrator Jan Luyken (Amsterdam 1649 -1712). De viste sig alle at være fra omkring 1671 og nemt tilgangeligt, med et flot brug af naturlige metaforer. Digtet “ ‘s Uchtends als het haantje kraayt” er for eksempel en temmelig klart digt om en pige som samler blomster i den vilde natur, og en mand som forsøger at overtale hende til at bruge sin energi ikke på de blomster men på kærligheden, eftersom kærligheden overlever alt, også vinteren. Et forholdsvis enkelt digt som er trods sin alder nemt forståeligt.

    Digtet “Het buitenleven” som starter med:

    “Die d’onrust niet in het hart en heeft,
    Leeft zalig, als hy buyten leeft.”
    –

    Eller i min meget fri oversættelse:

    Han som ikke har uroen i sit hjerte,
    lever salig, hvis han lever ud på landet.
    –

    er bare et fint digt som beskriver det bedste af naturen som den om sommeren tilbyder sig og som man skal nyde (om vinteren skal man læse, fortælle eventyr og spise kastanier fra ilden), og sammenligner det med livet af kongen på borgen, højt i sit tårn, som vågner om natten fuld af bekymring. En rent arkadisk digt med andre ord, faktisk direkte baseret på Horatius digt “Beatus Ille”. Denne sidste information læser jeg i den Digitale bibliotek for Hollandsk Litteratur (dnbl.nl).

    Her læser jeg meget mere om de digte fra Jan Luyken jeg fandt. De er alle fra “De Duytse Lier“. Det viser sig at være en ungdomsværk af den, på dette tidspunkt, 22-årige unge mand, og at det var måske det eneste værk i denne personlige og verdslige stil, da han hurtig efter “De Duytse Lier” bliver udgivet, gifter sig. Fra 1675 af beskæftiger han sig afgørende meget mere med mere religiøse emner eller indfaldsvinkler.

    “De Duytse Lier” er slet ikke så verdslig som man måske kan mene, faktisk er det et, som det var almindeligt i sin tid, et gennemtænkt og vel opbygget værk som havde et næppe skjult moral: Kærligheden er fantastisk men kun i ægteskabet kan den blomstre. Alt andet ender bestemt forkert.

    Hele værket er sådan opbygget at kærligheden blomster og svulmer, men det bliver ikke til noget kødeligt indtil videre, det sker først (må vi antage) efter Jan Luyken bliver gift.

    Så nu virker det som om Jan Luyken var en yngling som styrer hans lyster og hormoner ved hjælp af hans moralistiske digte. Det var meningen at værket skulle blive læst af de “Amsterdamske Nympher”, det vil sige de ugifte damer som kunne more sig med nogenlunde frie men også trygge moralistiske digte.

    Jeg blev imponeret af den nøje gennemtænkte opbygning af værket. Det minder meget om renæssance værker, men Jan har haft et lidt mindre strikt holdning til alt det antikke og refererende i de tidligere værker. Det var trods alt alligevel noget han måske skrev til hans fornøjelse.

  • At Læse

    Jeg havde engang en ven, som havde som væne at læse en bog, som om det var det eneste bog i verden. Han fandt sandheder, skøre eller gode ideer, interessante og forkerte oplysninger og alt havde hans største interesse. Det tog ham flere måneder at læse og især at fundere over bogen og det han læste, og han kunne fortælle med sådan et entusiasme og autoritet om hvad forfatteren havde skrevet, som om han selv havde talt med forfatteren, som om det var nogen han kendte. Og det gjorde han egentlig også.

  • Politik og at cykle

    Når jeg cykler udenfor i blæst og vind, mørke og ensomhed, er det en sjældent gang at jeg er fri for at være i et bestemt land. Jeg knokler mig igennem landskabet, det eneste jeg ser og oplever er naturen og det lille stykke asfalt som mit lys formår at belyse. Det kunne være hvor som helst i verden, og jeg skal kun sørge for at jeg kommer videre. Politiker har ingen indflydelse på vejret eller de øvrige omstændigheder ved min cykeltur. Fordi selvom nogen har slået for mere medvind på cykelstierne er det ikke bevist at der rigtigt kom noget ud af det. Jeg er uden for rækkevide på min cykel, jeg må selv klare mig. Det er en meget god følelse.

  • Løven

    Nanna Mogensen fra DR programmet Skønlitteratur starter et interview med en forfatter ved at fortælle om en mand som springer fra et tårn. Halvvejs siger hun at “nu lader vi manden svæve lidt” og hun afbryder sin fortælling ved at starte interviewet med forfatteren. Fordi det kan man nemlig når man fortæller eller skriver; man kan stoppe tiden:

    “Den lille dreng kiggede forskrækket på buskadset hvor en stor løve med et uhyre effektiv kropssprog stormer frem til drengen. Løven tvivler ikke, drengen er fuldkommen magtesløs og står som allerede sjælsforladen på det varme afrikanske sand. Løvens krop trækker sammen og springer… og fuglene synger videre, træerne står og stenene ligger hvor de har ligget i mange år. Solen sender sin varme hilsen til den del af verden som måske i virkelighed har mindst brug for det lige nu. Den skulle bare vide hvor store planer de praktiske Islænder har når nu endelig de aftalte klimaændring gør sig gældende på deres del af kloden.

    Hvad er skete med drengen og løven?

    Løven dræbte faktisk den lille dreng. Hvad tror du?! At drengen viste sig at være Clark Kents søn? Nej, en løve er en dræbermaskine. En lille dreng er bygget til at være offer i sådan en situation. Det kan en forfatter ikke lave om på.”

  • Om Digte

    Jeg hørte i går nogle digte i et podcast fra DRs radioprogram Skønlitteratur. Det var interessant at det ikke rigtigt var digte som jeg mente at de skal være. Det var mere ordsamlinger, men de har samme mål, nemlig at give følelser, en emotion, eller nogle billeder i hoved.
    De fleste ting virker ikke rigtigt for mig, jeg er nok for ukoncentreret og ufølsom eller for kritisk, men de tekster som Lars Saabye Christensen læste fra hans bog om hans danske far, ændrede noget i mig. Jeg blev bedrøvet. Jeg kom til at tænke på min egen far, hvad jeg syntes om ham. Jeg opdagede det ikke med det samme, men Lars Saabye Christensens ord havde klart en indvirkning på mig. Så må det han skrev havde været et slags digt.

  • På Biblioteket

    Jeg kan ikke forstå at det skulle være nødvendigt i en verden fuld af bøger at tilføje noget som helst. Det hele må være der allerede. Og mere endda.
    Men jeg kan ikke finde det.
    I biblioteket føler jeg mig meget ensomt. Så mange ord som i i hvert fald efter første håndsrækning ikke rører mig.

    Alligevel vil jeg gerne skrive, men hvorfor skulle du læse det? Kan du ikke lave en indsats og læse noget som duer?
    At du fandt min tekst er fordi jeg har lagt det på nettet. Det gjorde jeg fordi nogen måske har tænkt sig at det her SKAL due fordi det var netop ham eller hun som fandt det. Så lader jeg den person få sin tidsløse identitets opbyggende oplevelse. Det vil være meget uskyldigt, teksten vil meget hurtigt blive glemt igen. Det ved jeg.