Forfatter: Bart Westgeest

  • Blogindlæg

    Jeg skriver i øjeblikket stort set hver dag. Siden halvvejs i januar har jeg (igen, igen) aftalt med mig selv at jeg vil skrive en halv time hver dag, det har jeg altså som mål, og det lykkedes indtil videre 150 gange, ud af godt 200 dage.

    Ideen om, at der er nogle linjer som godt kunne bruges som blogindlæg, har altid været der, men jeg har holdt mig tilbage da jeg ville koncentrere mig på indholdet. Eller måske bedre sagt, på at skrive det som vil ud.

    Jeg vil ikke påstå at det kunne have været 150 blogindlæg, fordi der er mange dage hvor jeg vrøvler endnu mere end vanligt. Og dog, der er også dage hvor der kan være flere korte tanker eller sætninger, som måske kunne bruges.

    Jeg havde dog også en ide om at det der med at skrive om “ingenting”, er ikke noget man længere gør, det gjorde man måske i 2005, da at blogge var nyt, og mange kastede sig ud i det. Har man nu ikke Ansigstbog til det?

    Men jeg har kigget blandt andet på nogle tyske blogs og hvem de linker til, startende med Anke Gröner, og fandt ud af at min ide om en personligt dagligt tankebog-agtigt blog, findes i hvert fald i Tyskland, og nogle er endda godt læst. Der er nogle med virkeligt lange tekster, det må være for dem som virkeligt godt kan lide at læse, og der findes nogle personlige blogs om familien, mad (duh), og andre indgangsvinkler.

    Efter jeg havde samlet ideer på denne måde, så jeg på min egen blog, som er i mange års dvale. Jeg var lidt forbavset da jeg så er der faktisk er 85 indlæg på dette blog (jeg har haft flere forsøg med forskellige blogs, så alt i alt har jeg nok skrevet omkring 150 indlæg.) Det gik op for mig at det umiddelbart virker lidt underligt at være i tvivl om jeg vil blogge pga at jeg ikke synes at det er nødvendigt at være for personligt. Men med 85 blogposts på banen er jeg sådan set allerede startet. De er dog stort set alle “persons-neutral”, så at sige. Og det tænker jeg på at løsne en anelse op på. i første omgang ikke ved at skrive om noget specifikt, men at lægge det ind i bloggen som kom frem og som jeg syntes er interessante nok til at sætte til siden.

    Men måske, når jeg nu er obs. på hvad jeg skriver, er der pludseligt alligevel ikke så mange ting som egner sig. Og det er vigtigt at jeg beholder min skrive halv-time som et redskab hvor jeg kan skrive hvad jeg har lyst til, tømme mine tanker, komme på nogle ideer, skriver de ting ned som jeg synes at jeg burde lave, og eventuelt at komme af med nogle frustrationer – som jeg tit finder en slags løsning til mens jeg skriver.

    Jeg kan godt forestille mig at jeg også kan finde på at skrive noget specielt til bloggen, det kan være fordi jeg har læst en bog (ja ja, det sker en enkelt gang). Eller fordi jeg vil reagere på noget jeg har hørt eller læst. Men hvis jeg holder min skrive session som basis, har jeg vel altid et rødt tråd i mine indlæg.

    Jeg tror at skrive, eller arbejde, på min blog skal være en fast hverdagsopgave, så kan det være i forlængelse af min skrive-session. Jeg prøver nemlig at holde fast i nogle discipliner og fordi jeg, lige som stort set alle mennesker, kæmper med at holde mig på sporet uden at blive distraheret.
    Det skulle enligt være noget andægtigt – hvis det ord bruges på dansk. Noget man har afsæt tid til, og noget man tager seriøst, fordi det er det man vil eller skal. Det er jo det jeg vil i livet, og så er det lidt underligt ikke at gøre det. Men lad os nu se…

  • Inspiration

  • Descartes om at være en god læge

    Jeg kan forstå fra denne foredrag af René Gude (på hollandsk – det findes uden microsoft silverlight her indtil videre) at den franske filosof René Descartes (1596-1650) forsøgte at læse til læge, men at han fandt ud af at en læge i den tid han levede i, ikke ville kunne hjælpe alle patienter.

    Han nåede nemlig frem til konklusionen at sjæl og legeme var to forskellige ting, som nok på et eller andet måde var forbunden med hinanden, men som krævede hver sin studie. En læge i hans tid ville være fokuseret på legemet, og dermed være utilstrækkeligt uddannet i mange tilfalde.

    Kun allerede denne praktiske vinkel er interessant, fordi man kan spørge sig selv, hvor vidt vi, i vores sundhedssystem, har løst dette problem. Vi er nok generelt bevidst om faren ved denne tvedeling, men vi har ikke altid en løsning til det. I vores tidsalder er der en strøm af opdagelser og opfindelser som vi alle skal forholde os til, og specialisering er ikke til at undgå.

    At arbejde tværfagligt er vores nuværende løsning, som stiller høje krav til en fælles forståelse, vores kommunikation og sundhedstilbudets infrastruktur.

    Og det er som om det er i høj grad op til hver enkelte individ at finde den løsning man mener er bedst, og at finde alle de muligheder som samfundet tilbyder.

    Descartes problematik er vigtig del af det psykofysiske problem eller mere mundret på engelsk: the mind- body problem.

    Preview:

     

    Via Woest en Vredig

  • Jonathan Franzen on the 19th-Century Writer Behind His Internet Skepticism – Joe Fassler – The Atlantic

    Ideen om at vi er nødt til at begrænse brug af alle de muligheder vi har nu til dage, tiltrækker mig meget.
    Det er som om det er i vores tidsalder at det er blivet meget aktuelt.
    Det gælder for vores energiforbrug, brug af plads og naturens resourcer, de muligheder som videnskab giver os eller som her brug af det sociale internet:

    Jonathan Franzen on the 19th-Century Writer Behind His Internet Skepticism – Joe Fassler – The Atlantic

    “The groupthink of the Internet and the constant electronic stimulation of the devices start to erode the very notion of an individual who is capable of, say, producing a novel.”
    • Good novels are produced by people who voluntarily isolate themselves, and go deep, and report from the depths on what they find.
    • And so it seems to me that the writer’s responsibility nowadays is very basic: to continue to try to be a person, not merely a member of a crowd.
    • I’m trying to monitor my own soul as carefully as I can and find ways to express what I find there.
  • Languages again, again/ Om sproget på bloggen

    As mentioned before, ( for example her and her) I have some trouble deciding which language to write in. I therefore maintained a blog in danish, which,  since September 2010, resulted into 19 posts. This English blog however wasn’t really updated since.

    As I now, basically always, write my thoughts in Danish (whilst trying hard to get it grammatically correct), I no longer feel inclined to write English posts.
    So I decided to keep moving forward – or something like that – and to add posts in danish here.
    This will probably result in this blog turning into a Danish one – but that might just be my future anyway.

    So here we go:

    For at denne blog ikke går helt i stå, har jeg tænkt mig at tilføje de få indlæg jeg trods alt har produceret på en sandkasseblog på dansk.

    Det bliver måske en smule rodet med to sprog på samme side, men mon ikke at det i fremtiden giver bedre mening.

    Jeg kan desværre ikke skrive helt fejlfrit dansk endnu – jeg startede først at skrive dansk for cirka 2 år siden, men jeg kan kun håbe på at øvelsen gør lærlingen bedere.

  • Det var en lørdag aften

    Ved at surfe rundt på nettet, stødte jeg (desværre uden at huske hvor) på følgende video:

    Som man kan læse på den tilhørende beskrivelse på YouTube siden er det slutscenerne af filmen “Det var en lørdag aften” fra 1968. Der var nogle linier i sangen som fik mig til at undre hvor teksten kom fra.

    En anden YouTube bruger har publiceret en god version af teksten (til sammen med hans egen komposition af musikken), som jeg her gengiver uden gentagelserne:

    Det var en lørdag aften,
    jeg sad og vented dig,
    du loved mig at komme vist,
    men du kom ej til mig!

    Jeg lagde mig på sengen
    og græd så bitterlig,
    og hver en gang, at døren gik,
    jeg troede, det var dig,

    Jeg stod op søndag morgen
    og flettede mit hår,
    så gik jeg mig til kirken hen
    og om den kirkegård,

    Men du kom ej til kirke
    og ej i kirken ind,
    for du har fået en anden kær
    og slaget mig af sind,

    Jeg gik mig hjem så ene
    henad den kirkesti,
    og hvert et spor, på stien var,
    der faldt min tåre i,

    De røde bånd og skønne,
    som du engang mig gav,
    dem bærer jeg ret aldrig mer,
    jeg stunder mod min grav,

    Hvor kan man plukke roser,
    hvor ingen roser gror,
    Hvor kan man finde kærlighed,
    hvor kærlighed ej bor,

    Jeg ville roser plukke,
    jeg plukker ingen fler,
    Jeg elsked dig så inderlig,
    jeg elsker ingen mer.

     

    Ved teksten følger også navnet af Svend Grundtvig, (søn af N.F.S. Grundtvig), som er en meget interessant person. Det er ham som, blandt andet, var en ivrigt samler af folkeviser, som denne sang er en af. Ifølge denstoredanske.dk, fik han publiceret sin version af denne folkevise, mens han tjente som militær under krigen i 1848-49. Det blev offentliggjørt i en samling af hans svoger P.O. Boisen.

    Google Books har en version tilgængeligt på nettet:


    Fra: Nye og gamle Viser af og for Danske Folk, Samlede og udgivne af P. O. Boisen, København 1852
    , Bind 2  Side 56 -57 (Google e-bog)

    Og når man nu kigger lidt længere omkring opdager man at det er nok de fleste som udmærket kender en anden (kortere) version af sangen.