Bart Westgeest

Forfatter: Bart Westgeest

  • Om – og med – nogle linjer tankeskrivning

    Jeg er for træt til at skrive. Og det kan ikke være rigtigt. Man kan aldrig være for træt til at skrive, i hvert fald ikke når det gælder tankeskrivning eller fokusskrivning. Det som skal ud, skal bare ud, og kunne det ikke være interessant at se hvad der kommer ud når man er for træt til at tænke? Dumme tanker, klynkestrofer, tanker som har sæt sig fast i mit hoved, og drejer rundt, fordi man ikke har energi til at forvandle dem til sommerfugle som går deres egen vej.

    Kunne man skrive vrøvl – tankeskrivning – i digt form, når man er for træt?

    Om sommer går det godt,
    om vinter er det koldt,
    er der nogen som vil høre efter,
    er der nogen som gider?
    Hvad nu hvis efteråret
    var af samme slags,
    kunne den så give varme?

    Hovså, så kom der noget, og jeg anede ikke at varme var et emne som drejede rundt i mit sind. Jeg prøver igen:

    Er det mon min tur
    til at sige fra
    er det mon din tur
    til at sige ja?

    Igen:

    Lystigt bevæger fingrene sig over tastaturet
    alt som dykker op skal tastet ind.

    Ov, der kom en tanke da jeg skrev det:

    Mine fingrer snubler når jeg skriver “taste ind”, fordi man plejer jo at sige at man skriver, og det er meget nemmere at taste dette ord ind. Fingrene vil skrive, de vil ikke taste ind. Jeg er ikke pianist, eller organist. Bach kunne taste på tangenterne, jeg kan bare tømme min hjerne for alt som flyder rundt i væsken i mit hoved. Jeg kan bare trække op, og så ruller det ud.. hvis det kommer. Findes der et pulver eller lakserende dråber til hjerner? Det må så være alkohol og stoffer, så kan man trække op, men så kommer der ting som måske ikke var der, eller som ikke skulle ud. Man skyller for meget ud af sig selv når man gør det. Det er ødelæggende på langt sigt.

    Tankeskrivning… det strømmer og kommer i en lindt strøm, og man har ikke rigtigt kontrol over det, hvis man tør at give slip.

    Giv slip og træk op:

    Rummelige væsener rummer hjertens vilje
    lystige kunder gør ikke det de skal.
    Man skal ikke bebrejde nogen,
    fordi man ved ikke hvad de kan.
    men man kan lære af hjertevarme
    og lystige kunder
    som ikke gør hvad de skal.

    Men hvorfor skal jeg have en pause efter hver gang jeg tør at give slip? Hvorfor holder jeg mig tilbage? Jeg kan da godt være træt, men jeg giver ikke helt slip.

    Her er det bare emnet som pludseligt overrasker mig:

    Det må være lige som at male. Det er svært at give slip på alt man har lært, og alt man ved og har set. Og så male det som man synes det er det bedste, objektiv, tabula rasa. Hvad ser du når du kigger til træet, et træ? Nej, det ser du ikke. Du ser form, farver, skygge, og hvis du kigger godt ser du det negative rum omkring, det som ikke hører til den grøn-brune, lyse og mørke masse, som an bagefter kan kalde for et træ.
    Se på farverne, er et blad grøn? Er det det? Hvem har sagt det? Nå, det kan være brun eller rød om efteråret? Hvad skal jeg bruge den viden til? Skal jeg ikke selv se i dag? Er det ikke blå jeg ser, lilla? Er der et rødt skær omkring det ene blad? Jeg ved at jeg ikke skal bruge sort, det er jo ikke nogen farve, men har jeg ikke brug for sort i min blanding alligevel, er det jo ikke mig der bestemmer? Hvem maler jeg for? For at få det ind i et museum, eller skal jeg sælge det på nettet til nogen jeg ikke kender. Skal jeg have ros fra mine kære? Hvem bestemmer så hvad jeg skal male.. er det min stolthed, min angst, min ambition…. hvis det er… skal jeg så ikke lave noget andet end at male?

    Godt, det var nok for i dag, og min halve time er vist snart slut. Jeg er glad for hvad jeg har skrevet. Jeg er træt, har sovet for lidt og kan ikke rigtigt koncentrere mig. Jeg ville gerne udarbejde teksten som jeg skrev i går, om Boudewijn Büch, men jeg ved at jeg er for ukoncentreret. Man kan ikke redigere tekster når man ikke kan koncentrere sig og ikke er skarp til at læse præcise.
    Jeg fik det bedste ud af situationen, og synes at jeg burde gøre det meget oftere. Det er nogle linjer som er rent tankeskrivning, lige som jeg kender det fra da jeg var 25. Det var på tiden at få nogle trukket op.

  • Boudewijn Büch

    Jeg vågnede efter en dårligt nat, spiste morgenmad og ville starte med at skrive, men fordi jeg først spiser morgenmad, laver jeg altid lige noget andet, og det er et problem, eller måske ikke. Så jeg startede med at se på en SMS jeg fik fra Holland, som gjorde opmærksom på et program på det hollandske fjernsyn med navnet “Zomergasten”, hvor en mand med navnet Pieter Waterdrager blandt andet fortalte om Boudewijn Büch (fantastiske navne i øverigt).
    Jeg kunne desværre ikke se programmet, da det ikke var tilgængeligt udenfor Holland, men jeg var blevet nysgerrig på hvad der nu bliver sagt om ungdomshelten Boudewijn Büch.
    Der er i 2016 skrevet en autobiografi om ham af Eva Rovers, og jeg fandt et interview med hende hvor der, blandt andet, blev talt om Boudewijn, om bogen og personen, eller retter sagt, det personage Boudewijn Büch.

    Boudewijn Büch var verdensberømt i Holland. Han har skrevet nogle noveller, digte og andre bøger, men han er nok mest kendt for hans programmer på fjernsynet. Der fortalte han meget entusiast og kyndigt om bøger, eller, i en række meget interessante programmer, om hans rejser til øer og andre steder rundt omkring i verden. Han læste sig enormt ind i øens historie, og lavede meget stemningsfulde programmer, med masser af interessante detaljer og musik, fra især The Rolling Stones og med autentiske blues, som jeg husker det. So far so good. Fantastisk figur. Og det mener jeg, fantastisk. Fordi det er efterhånden kommet frem, hvad nogle mennesker, som kendte ham bedre end fjernsynspublikum som mig, allerede anede eller måske endda godt vidste, nemlig at stort set alt som han fortalte om sig selv og hans liv, var fantasi.

    Det mest berømte eksempel på det er hans, efter sigende, bedste bog “De kleine blonde dood”. Bogen handler om hans barn og dens dødt, som knuste hans hjerte. Men han har aldrig haft et barn. Han beskrev sig selv som pædofil, og gjorde det i flere historier og interviews, men han var ikke pædofil, hans far har ikke misbrugt ham og så videre og så videre. Uddannelse, seksualitet… alt blev ændret til noget mere spektakulær og noget man kunne snakke om. Ifølge biografi-forfatteren Eva Rovers fordi han havde et stor behov for opmærksomhed.
    Men hans fantasiverden vendte måske imod ham, og han døde som en i bund og grund ensom mand uden rigtige venner, da han selv valgte de venner og familiemedlemmer fra som kom for tæt på sandheden, som for eksempel hans mor.

    For de fleste hollænder er Boudewijn Büch nu kendt som en figur man savner på grund af hans meget flotte rejseprogrammer, og samtidig er han nu kendt som en charlatan – en professionel løgner. Selv må jeg erkende at jeg også var bitter, efter jeg hørte om denne diskutable livsstil, og jeg har aldrig læst det bog jeg fik eller købte lige inden han døde. Som Eva Rovers siger, er det nok lidt naiv, fordi man jo kan regne med at en forfatter nok ikke fortæller sandheden.  Men som den kendte forfatter Maarten ‘t Hart siger, var han egentlig ikke en forfatter, hans niveau var ikke højt nok til at kunne kalde ham det, men han var en entertainer af høj klasse.

    Jeg har engang skrevet en digt efter jeg havde læst eller set et af hans mere biografiske historier. Jeg følte mig berørt af hans historier fordi jeg kommer fra samme landsby og kunne genkende noget af hans entusiasme for klitte området. Jeg sendte det til ham fordi han var initiator af mine følelser den dag, og det måtte han gerne vide. Naiv som jeg var havde jeg måske håbet på en lille hilsen tilbage fra Boudewijn, og jeg var, indrømmet, skuffet da jeg som svar modtog et signeret billede af ham. Jeg følte mig behandlet som en fan, og det mente jeg nu ikke jeg var. jeg var mere interesseret i hvad han lavede.
    Men nu håber jeg at jeg har det billede endnu, det ville pynte enormt i mit skriveområde.

    Maarten ‘t Hart citerer William Faulkner, som skulle have sagt at alle forfatter er løgner som har gjort det til deres profession. Og jeg tænker på Karen Blixen, som, som jeg forstår det, også kreerede en personage, som hun måske selv kom til at lide under.
    Boudewijns tilfalde er ikke just unik, men den er ret ekstrem, og han var en mand som havde en enormt indflydelse på en hel generation pga hans, til tider, prægtige fjernsynsarbejde. Og som Eva Rovers siger, hans kærlighed for musik var helt opret. Musikens tekster brugte han til at udtrykke sig, og han var vildt god til at finde passende musik til hans programmer.

    Og mon ikke at hans rejseprogrammer var medvirkende til at jeg kom til at rejse flere gange til Island.

  • Natur

    Jeg funderer over at bide mig fast i naturen som emne til mine skriverier, eller måske skal jeg sige, grænselandet mellem vilde natur og samfundet. Jeg er ikke nogen naturfreak, tror jeg, men jeg ønsker at leve i, og være opmærksom på, en smuk, rig natur med god plads til mennesker, dyr og plant.
    Og dog, hvad har jeg med natur? Jeg er ikke typen som er altid udenfor. Jeg er typen som ser på naturen ud af stuevinduet, som vil rejse til arbejdet gennem naturen, og som en gang imellem tager på en tur ud i naturen. Jeg kan godt drømme om at være naturmenneske, som altid er udenfor, hele dagen, og er aktiv og undersøgende, som ikke laver meget andet end at nyde det og være i det. Jeg kunne godt lide at gå længere ture, at cykle rundt, men jeg gør det pt ikke. Er det fordi jeg nu har familie, hus og have?

    Jeg har malet og tegnet landskaber i mange år og savner det ofte. Men jeg har nedprioriteret det fordi der er så meget andet som presser på, og jeg syntes at male sådanne landskaber var en livsstil, som jeg ikke kan opretholde i øjeblikket. Derfor begyndte jeg at skrive om landskaber, og tage billeder en gang imellem, som jeg jo også gjorde da jeg malede.
    Jeg har vel altid skiftet lidt mellem at male og skrive, siden jeg som ældre teenager startede mit selvvalgte liv ved at skrive. Det var ikke muligt at gøre begge ting samtidigt, fordi at skrive og male bruger åbenbart den samme energi eller motivation, så jeg skulle altså vælge.
    Nu at jeg ikke længere maler, skriver jeg igen. Det koster mindre tid og er nemmere at gøre om afterne eller hvornår jeg nu har tid.
    Jeg har altså malet kun landskaber, men jeg skriver om alt muligt, tankeskrivning, hjernestøv. Jeg tror ikke at jeg har fundet min stemme når det gælder om at skrive. Og dog, jeg skriver næsten hver dag uden problemer, mindst en halv time. Så må jeg jo have fundet en stil som fungerer for mig, selvom den ikke er særlig brugbart til noget andet end det som nok er vigtigst: at opfylde et behov om at skrive tankerne ned.

    Men hvorfor så natur? Hvorfor spændingsfeltet mellem plads og mennesker? Mennesker tager meget plads, at det er for nogle en selvfølge at de skal kontrollere og bruge meget plads og ressourcer, bare fordi de kan. Jeg gør det selv også i høj grad, jeg er ikke en dyt bedre. Så måske er det det. Måske vil jeg gerne skrive om naturen og være mere opmærksom på, og aktiv i, naturen, fordi jeg er så dårligt til det. Mon ikke det er længslen efter naturen, efter oplevelser, jordforbindelsen, som trækker i mig. Et menneske er ikke perfekt, aldrig færdigt med at vokse og lære. Mon ikke at længselen vil forfølge mig resten af livet. Den kan bruges som en motivation som varer et menneskealder.

    Er det mon opstået i min barndom? Jeg har haft flot natur omkring mig da jeg var omkring 12 til 17 år. Vi havde en ret stor have med nærmest en lille bitte skov, på randen af en 5 til 6 kilometer bred klitte område, hvor jeg i nogle perioder løb lange ture, og hvor jeg brugte en del tid. Jeg kunne se ud af vinduet af mit værelse i langt tid, over et område hvor der blev dyrket blomsterløg, med klitterne i baggrunden. I den lille by hvor jeg boede, var der mange store villaer, med stille veje, gamle parker og skovområder med de flotteste, majestætiske træer. Jeg var ung, halvvoksen, i en lang periode hvor familien, og mit barneliv, faldt fra hinanden. Haven, alléer, parkerne og det flotte landskab har nok været mit mentale tilflugtssted. Et holdepunkt i omskiftelige tider.
    Kort efter den periode begyndte jeg at interessere mig for Island, i mere end 10 år, og har jeg opholdt mig der i flere perioder, mest om vinteren, og flere gange i månedsvis. Og der har de natur, men også et spændende samfund. Der er der en flot spænding mellem natur og mennesker, en balancegang hvor naturen nogle gange tager over.
    Her i Danmark hvor jeg, næsten ved et tilfalde, flyttede til for mere end 20 år siden, har jeg haft svært ved at finde den samme type naturoplevelse. Det er et andet land, en anden natur, hvor jeg finder kun langsomt frem til et slags følelsesmæssigt forståelse, en fornemmelse for rødderne i landskabet og mon ikke i mig selv.
    Men længslen er den samme.

  • Entusiasme

    Der er mange interesser og ideer som dykker op i disse dage. Tiden er for kort til at rumme alt, og jeg ruller fra det ene ide til det andet. Jeg fik for eksempel tilsendt en hjemmeside adresse om mad, som er sikkert verdensberømt i Danmark, men jeg ikke havde set den før, og jeg fandt hurtigt en anden en. Det er åbenbart en del af nettet som florerer og som indeholder en masse, let læseligt information. Det burde man nok læse, studere og skrive ned.

    Men jeg har i går modtaget en bog om insekter i Danmark, en bog som jeg har købt med en gavekort som jeg fik som afskedsgave fra mit tidligere arbejde. Det viste sig at være en fantastisk bog, detaljeret, udførligt, håndterligt, tyk og flot.
    Det var sjovt at læse indledningen, fordi når jeg læser det er det som at høre Morten DD Hansen tale, det er nemt at genkende at det er ham som har skrevet det. Sætninger som “For langt de fleste mennesker er insekter og andre leddyr bare noget ulækkert kryb og kravl med en masse ben og vinger.” er lige ham.
    Denne bog inviterer til et ordentlig dyk i insekternes verden, men på sigt er den mere ment som et opslagsværk hvor vi stille og roligt kan udforske denne del af naturen. Der er så mange insekter som man undrer sig over, grøn, rød, gul, guld, blå.
    ( I går aften sad jeg i et lille værelse, med et vindue på klem, da jeg pludseligt hørte den karakteristiske lyd af en stor gedehams bag mig, og da jeg kiggede så jeg en som cirklede rund i værelset mens den prøvede at komme fri fra edderkoppespind som klistrede på dens ben. Jeg ved nu at de ikke er aggressiv, men at have sådan en flyvende over hovedet, i et lille værelse, mens den kæmpede om at komme fri, syntes jeg ikke var en god ide. Så jeg flygtede ud af rummet, og kravlede nogle gange ind igen til at hente mine ting, efter at gedehamsen faldt til ro på lysstofrøret).

    Og inden jeg begyndte at skrive, så jeg i min todo liste at jeg ville se igen på oStorybook, software til at strukturere og skrive noveller. Jeg har ikke nogen planer i den retning, men holder gerne øje med de spændende muligheder der findes og jeg  havde ikke installeret det igen på min nye/brugte computer. Kort efter havde jeg fundet en liste med lignende programmer, hvoraf nogle ganske interessant. Jeg skulle undertrykke lysten til at downloade nogle af dem, fordi så ville der forsvinde nogle timer, uden at jeg har brug for de programmer. Jeg har, for nu, stillet mig tilfreds ved at notere dem som lignede mest brugbart.

    Efter jeg, for to dage siden, havde skrevet om tankeskrivning, som jeg så omdøbte til fokusskrivning, efter det program jeg bruger til at skrive min halve time, fandt jeg dagen efter på at se på Zim-wiki igen. Denne gang fordi det gik op for mig at det udmærket kunne være et samlested til mine foretrukne .txt files. Zim har jo en del muligheder til at organisere dem, tagge, søge og linke dem, mens den stadigvæk gemmer alt som individuelle .txt files. Dvs at jeg kunne gemme mine originale files der, og kopiere filerne til at klistre og klippe og bearbejde dem i samme program, mens jeg forbinder dem med backlinks og tags og tilføjer filer og notater. Så et udmærket sted til at samle tanker og notater og udarbejde dem i kapitler eller artikler. Jeg brugte derfor entusiast en time på at se på zim igen i går.

    Huset og haven kalder dog også, jeg trænger til at gøre noget med køkkenhaven, som jeg lige har anlagt, men stort set ikke plantet noget i endnu. Jeg har ikke så meget erfaring, så jeg skal nærmest fordybe mig lidt i det og finde de grøntsager og planter jeg vil plante et eller andet sted. Jeg læser i øjeblikket bogen “Permakulturhaven” som virkeligt har åbnet mine øjne for en anden måde at bruge en have og køkken- og urtehaven på.
    Vores have skal faktisk også planlægges mere detaljeret. Vi vil gerne have nogle buske og æbletræer, men så skal vi være ret sikker på hvor vi vil have dem.

    Opgaverne samler sig altså med stor fart, og for at holde styr på dem bruger jeg Todoist. Mens jeg spiste morgenmad læste jeg i dag en fint lille artikel om organisering af projekter. Det kræver dog bare tid til at organisere det, men det mener jeg at jeg kan få tilbage ved at gøre det godt. Det er i hvert fald en meget vigtigt hjælpemiddel til at prioritere. Først fokusskrivning for eksempel…. tjek!

    P.S.: dagens bedste nyhed: Jeg har fået en basal dansk stavekontrol til at virke i Zim og WordPress!

  • Om freewriting, konstantskriftøvelser og tankeskrivning.

    De første regn er lige kommet efter den tørre sommer, og jeg kommer allerede i skrive-humør. Hele sommeren er gået med haven og naturen, og jeg håber så sandelig at det bliver ved. Men nu at jeg er startet med at genopfriske bloggen, ser jeg på andre ting igen og ser jeg gamle bekendte på nettet.

    Jeg ser for første gang(?) at tyske Anke Gröner også har en twitterprofil, hvor hun tilsyneladende mest deler links og tweets, og at Alain de Botton ikke har tweeted siden maj i år – hvad sker der med ham? Mozilla har ellers en fint twitter konto, men.. er det den vej jeg skal gå?
    Jeg prøver ellers at begrænse netlæsning og surfing til det minimum (og “minimum” er desværre ikke defineret), og jeg vil ikke fare vildt i alt muligt som også ligner vigtigt og interessant.

    Jeg vil gerne skrive noget som jeg kalder for “focuswriting” og det er ment som en rensning af tankerne, og en måde at se på hvad der foregår i mit hoved. Tit kan jeg også nå at finde ud af om jeg prioriterer rigtigt.
    Derfor vil jeg helst skrive så tidligt som muligt, fordi hvis jeg begynder dagen med for eksempel twitter, så kommer der nye indflydelser ind. Som i dag, hvor jeg altså så meget kort på twitter for at se om Thunderbird/ Mozilla skriver interessant.
    Hvis jeg ikke havde gjort det ville jeg have startet i dag med at skrive om tankeskrivning, fordi det kom op mens jeg gik rundt i huset, lige efter at jeg var stået op.
    Men også denne tanke er ikke en som kom op fra det ubevidste, som kan fortælle mig hvad der foregår i mig. Den startede i går, da jeg ledte efter et andet dansk ord for Focuswriting. Det er nemlig det ord jeg ville bruge som standard kategori på bloggen.
    Louise Juhl har nævnt det konstantskriftøvelser på dansk. I går aften ledte jeg på nettet efter ordet “tankeskrivning” for at se om det findes, og jeg fandt frem til en fint indlæg med navnet “Jeg trækker vejret gennem fingrene” på en blog af Sussie Maria Pilgaard, som forklarer det. Så jeg ændrede kategorien “uncategorized” til tankeskrivning.
    Men i morgens gik det dog op for mig at tankeskrivning er faktisk noget andet end jeg i øjeblik gør.

    Det kan være at jeg skal læse bogen igen, som introducerede mig til “freewriting”, nemlig bogen “Writing  Down the Bones” af Natalie Goldberg. Det har jeg læst engang for langt tid siden… måske 25 år siden… 30 år?
    Bogen sætte virkeligt gang i en ny skrivevæne, og befriede mig fra stramme ideer omkring hvad, og hvordan, man kan skrive. Ifølge Natalie skal man træne ens skrivemuskel, og det skal helst ske hver dag, ved at bare skrive løs, lige meget hvad, i en hvis antal minutter. Det sidste kan jeg ikke huske, hvor langt mente hun at denne tømning af hjernerne og styrketræning af skrivemusklen skal være? Fordi det ligner at være et af forskellene mellem tankeskrivning som jeg læser mig til, og min “focuswriting”.
    Som Sussie Maria Pilegaard siger skriver hun uafbrudt i 10 minutter, og fuldstændigt lige meget hvad.
    (Og så kommer klassikeren selvfølgeligt: His man ikke ved hvad man skal skrive, skal man bare skrive at man ikke ved hvad man skal skrive, og at det er utroligt og irriterende at man ikke kan finde på noget, men det larmer jo også ved siden af, og trætheden og i går… etc.)

    Jeg har skrevet på denne tankeskrivning/konstantskriftøvelser måde i langt tid (dog længere end 10 minutter), og det var dejligt. Det kunne virkelig være overraskende hvad man skriver, og ofte giver rigtig volapyk alligevel god mening, hvis man læser det igen senere. Man begynder nogle gange at skrive en historie, eller en digt, og nogle gange bliver det til en ordstrøm om noget man ikke er enig i. Jeg savner det faktisk, og burde gøre det igen.

    Men nu til dage giver jeg mig 30 min, som jeg indstiller på et ur. Det giver mig en lille skrive oase. Fordi lige meget hvor travlt jeg har, eller hvor mange ting jeg burde gøre, hvis jeg starter mit ur, så ved jeg at jeg har en halv time ro. Ikke en minut mindre. Og det betyder at jeg bare kan trække vejret, kigge lidt omkring eller på andre måder bruge lidt tid på at se hvad der kommer op fra mit halvbevidste underbevidste. Jeg behøver ikke engang at skrive, bare jeg er der.

    Men i øjeblikket bliver det altså ikke rigtigt en strøm af ikke styrede (eller så lidt som det kan lade sig gøre) tanker, men mere et søge efter hvad som rører sig i mig, og hvilken ting jeg mærker at jeg har forsømt. Det er altså mere et redskab til at flytte rundt med prioriteringer, og et redskab til at styre mit hverdagsliv i den retning min “sjæl” ( uhm… kerne, selv, ego, hjerte…) skal gå.
    Tankeskrivning er altså en kort skrive session som luger ud i tankerne og gør skriveren klar til at koncentrere sig på noget andet. Det gør jeg ikke. Jeg når aldrig længere end min fokuseret skrivning og når i øjeblikket det jeg vil skrive på en dag.

    Derfor vil jeg, indtil videre, kalde min kategori for “fokusskrivning” (efter det program jeg bruger til det: Focuswriter), fordi i min skrivning kan alt ske, fra en decideret blogpost til en hoppende ordstrøm, fra en opsummering af alt jeg skal lave i denne uge til et søge efter en egen holdning i et spørgsmål som jeg ikke lige ved hvad jeg synes om.
    Det er altså en halv time hvor jeg kun er fokuseret på at skrive hvad jeg har lyst til.

    (Edit: Min fokusskrivning periode varede ikke så længe, da jeg ikke kunne finde nogle vilde heste i teksterne: Se blogindlæg fra den 19 okt 2018: Får i felten.)

  • Jeg ser på bloggen igen.

    Jeg har brugt min aften i går på denne, lidt gamle, blog. Der er nok at lave før jeg for alvor kan genopstarte det, selvom det hele stort set er klar til at bruge. Men at installere nogle ting og finde ud af hvordan og hvorfor det virker tager en del tid. FTP tog lidt tid, og jeg kan ikke helt gennemskue Jetpack endnu, hvad fordelen er. Den har nemlig så mange ting jeg ikke har brug for. Jeg fandt en ny backup plug-in, også alt for omfattende for mig, men den kan selvfølgeligt lave automatiske backups, og det har jeg en gang haft brug for i de 12 år med blogs. Så den vil jeg gerne have.

    12 år med blogs… jeg er startet så mange gange… Hvor mange blogs har jeg nu egentlig? 2 selvejede, 1 bloggerblog, og 3 wordpress.com, sådan noget. Jeg poster i øjeblikket kun på 1 wordpress.com blog, hvor jeg skriver, meget kort, om alt som jeg har lyst til med haven som emne. Altså hvad der lever, vokser, og selvfølgeligt, dør. Jeg er har lige startet det i sommeren. Det kunne være et godt redskab til at skrive ned hvad jeg har lært, havd jeg skal gøre næste år, hvad vokser hvor, hvor godt, hvad jeg har plantet etc. Der er nok at se til, og jeg er virkeligt en begynder når det gælder have, køkkenhave og urtehave. Jeg har lidt erfaring fra langt siden men ikke i min egen, ret stor have.

    Jeg tror nok at jeg bliver lidt spændt, nu at jeg ved at jeg kan skrive noget som kan ende op som indlæg, pludseligt skriver jeg for en mulig læser, man kan aldrig vide, og ikke kun til mig selv. Men jeg håber at jeg vil glemme det og skrive lige som før, hvor tingene ofte bare vælter ud uden at tænke.

    Ah, i går har jeg også set på min twitter, jeg har flere konti, og bruger i øjeblikket ingen af dem til at poste noget. Jeg dog i lnagt tid læst ret flittigt med.
    Jeg tror at jeg vil bruge det til nogle links eller korte bemærkninger, nogle reaktioner eller hvad ved jeg.

    Skal jeg tilknytte havebloggen til hovedbloggen? Det vil i hvert fald gøre det noget mere farverig.
    Men Jeg skal passe på at det ikke bliver for omfattende, og det er nok bedst at koncentrere sig på 1 blog. Det gælder om at kunne blive ved, at fastholde en vane, og det går nok bedst når det er nemt og hurtig.