Forfatter: Bart Westgeest

  • Skomager, bliv ved din læst

    Jeg tænker for nyligt for meget over hvad jeg skal skrive i min fokusskrivning. Det er vist fint at mærke efter hvad der foregår i mit hoved, men jeg skal ikke planlægge min skrivning.
    Det er faktisk meget ofte også forgæves, fordi jeg tit begynder at skrive om noget helt andet.

    Lige nu er jeg lidt interesseret i filosofiske vinkler, jeg leder efter Alain de Botton igen, ser på en tweets af Oxford Philosophy og vil stadigvæk udarbejde indlægget om Simone Weil.
    Men jeg skal ikke noget. Jeg skal skrive, og jeg vil lade fingrene bestemme hvilket emnet det bliver. Livet, i stedet for alt for tør intellekt. Følelser, tanker, blomster i haven, fugl i luften og emner som relaterer sig direkte til mit liv og mit indre. Ikke alt for mange impulser, ideer og oplysninger udefra, som så nemt strømmer ind fra flere sider. Men er svært at forklare, svært at sætte en streg, fordi der, for eksempel, nok kommer en del filosofi i min skrivning.

    Det er egentlig utroligt hvor klart min ideer om at skrive er. Det er lidt som om at følge Dao, vejen i ens liv, uden at ville tage kontrol over retningen. Og det mindes om Natalie Goldberg‚s Zen inspirerede skrivemetoder, eller en stoisk opmærksomhed på ens indre stemme, en meditativ skrivning – og sådan har jeg altid set på det.
    Er det fordi jeg har lært mig selv at skrive på den måde, er det noget ind i mig, eller er det noget jeg har fået hjemmefra?

    Min far kunne lide anekdoter, som han også selv kaldte dem. Han kunne lide at lave små historier ud af tingene som skete omkring ham, og ved måltider opfordrede han os til at fortælle en anekdote. Jeg syntes det var hyggeligt og interessant, og jeg har sikkert hørt efter, men det er tankevækkende for opdragelse af mine børn, at det måske har haft et større indflydelse på mit liv end jeg er klar over. Jeg tror ikke at jeg ofte fortæller anekdoter, og jeg skriver sjældent på den måde. Men jeg genkender opmærksomheden for de små ting som sker i livet, og som er kendetegnede for starten af en anekdote. Hvad var det for en mand? Hvad skete der i haven ved hønsegården, hvad var baggrunden for en aha-oplevelse på arbejde?

    Min mor er anderledes. Hun, og hendes tvilingsøster, har skrevet rigtigt meget i deres liv, men det er allesammen, ingen undtagelser, privat. De skriver ned hvad de drømte, og det kan være rigtig lange historier, og de har skrevet om deres erfaringer og meditative øvelser, som har som mål at lægge mærke til sammenspillet mellem krop, oplevelser og tanker. Et lær-dig-selv-at-kende livsprojekt. Men jeg ved det faktisk ikke engang præcise, fordi det er som sagt ikke noget de viser frem. Jeg ved kun at de har gjort det i store dele af deres liv, hvis ikke hele anden halvleg.

    Mon ikke at jeg er et resultat af de to måder at bruge historier på – den ene strikt privat, den anden en måde at kommunikere med andre på. Og så tilføjer jeg min egen søgen efter måder at leve livet på, om hvordan man bedst fylder tomheden af rodløshed op.

    Det kommer nu så naturligt at skrive som jeg plejer at gøre, det er et behov.
    Men nogen gange kan jeg ikke lade være at forsvinde i en interessant boldgade, som leder mig væk fra den oprindelige ide om at lade fingrene vise vejen. Og så kan der opstå nogle perioder hvor jeg ikke skriver, fordi jeg er gået så meget op i et emne at jeg er kørt træt, og at jeg ikke kan vedligeholde den måde at skrive på.
    Sådan skal det ikke være, det er for dejligt og vigtigt for mig at skrive, og det skal jeg ikke lade ødelægge af impulser udefra.

  • Om at skrive om ikke meget

    Den engelske forfatter Richard Herley skriver i en blogpost at FocusWriter, Cherrytree og en spreadsheet i LibreOffice Calc er nok til at konstruere, skrive og redigere alt man har lyst til. Noget lignende var jeg også nået frem til, da jeg sagde farvel til Scrivener, som har en Linux version som ikke længere bliver vedligeholdt.
    Jeg bruger nu i øjeblikket kun Zim-wiki, og det er måske også nok i fremtiden. Jeg har leget med Cherrytree, og kunne godt lide det. Det kan mere end Zim, og derfor holder jeg mig indtil videre til den mindre distraherende ZIm-wiki.

    Jeg fandt Richard Herley’s blog fordi jeg i går læste de første tre korte tekster fra hans bog Natur Writing, og jeg kunne enormt godt lide dem. Den første indtryk er at de er ret intetsigende, men stemningsfyldt og let at læse. Han tilføjer legende nogle fine fakta i det, som er rart at vide. Det var for mig meget interessant at opdage dette genre.

    Da jeg begyndte at skrive i 90’erne, var mit store mål at skrive småhistorier som ikke havde meget at sige. Det skulle være stemningsfyldte, korte tekster. „Niemanddalletjes‟ på hollandsk (fantastisk ord i øverigt), og disse natur historier minder meget om det jeg prøvede, selvom der er en del fakta og formidling i det.

    Jeg skrev dengang mange korte tekster, som handlede for eksempel om en mand som kom sejlende til en strand og var så træt af den lange rejse at han faldt i søvn i klitterne.
    Ved sådan et enkelt historie kunne jeg prøve at formidle stedets – og eventuel hans – første indtryk.

    For at skrive stemningsfyldte, „intetsigende‟ tekster, skal man være meget opmærksom på historien er en enhed. For mig skal det være tankeskrivning ud af en bestemt følelse, helst den samme følelse igennem hele historie. Det handler ikke rigtigt om noget, men alligevel får læseren , forhåbentligt, en egen, personligt version af en følelse.
    Det er som at digte, men uden at fokusere meget på form eller udseende og på virkningsfuldt billedsprog til at formidle noget på kort tid. Det skulle gerne være langsommere og dermed forhåbentligt virkningsfuld på en anden måde. Et digt skal læseren ofte arbejde med, man skal lave en indsats til at forstå det, og til at få det til at virke. Jeg tænker mere på noget som ikke direkte er intellektuelt udfordrende. Hvis der er noget som helst teksten overfører, en interessant tanke, minde eller følelse, så er det godt.

  • Blog filosofi

    Jeg har set på min blog om natur og landskab igen i dag, og syntes at det kunne være fint at bruge det som naturblog og skrive om oplevelser ud i landskabet, med billeder, links, hvad ved jeg. Men jeg er bekymret for at jeg bruger for meget tid på den, at jeg forsvinder i alt mulige smarte indlæg, emner og faktaskrivning, som på sigt ikke giver mening for mig selv, andet end at jeg måske bare prøver at holde en blog kørende.

    Hvis jeg for eksempel skulle have gået på en dejlig tur, og jeg tog nogle billeder og havde slået lidt info op om området og hvis jeg så ville samle det ved at skrive en indlæg om det… så ville det stadigvæk tage tid og energi fra mit egentlige mål: at skrive for at høre min indre stemme.
    Billeder tager en evighed at redigere på min computer, og jeg skal samle min information, skrive noget, lave en ordentlig layout etc. Det vil tage mindst en aften, hvor jeg kunne have koncentreret mig på at skrive tankerne ned, nogle indtryk, samle de ord som dykkede op mens jeg var ude.

    Jeg vil ikke lede efter noget jeg kan poste – der er en million ting som kunne være interessante -men jeg skal lægge noget ind hvis jeg har skrevet noget relevant.
    Jeg vil for eksempel i øjeblikket  gerne læse artiklen om Simone Weil på Brainpickings igen, og se på alle de links i artiklen, og hvem ved skrive lidt om det. Men hvis jeg nu bruger tid på min naturblog bliver det aldrig til noget. Og det skal jeg passe på med.

    Derfor må min blogfilosofi være at jeg skriver det som falder mig ind mens jeg skriver. Hvis jeg har skrevet noget sammenhængende kan jeg lægge det ind på en blog.
    Det gælder om at holde fast i at skrive 30 minutter frit hver dag, og jeg prøver at holde øje med om jeg har mulighed for at skrive når jeg er ude i verden, eller når der dykker en tanke op.
    Mit fokus er Indadvendt… ingen fakta, oplysninger og smarte formuleringer for indlægens skyld…. men det som kommer op og optager mig her og nu.

    Det betyder at jeg ikke kommer til at udarbejde en kort tanke for at kunne have en mere uddybende indlæg, jeg vil nok tjekke et navn eller årstal eller finde et link, men ellers ikke. Mon ikke at jeg undrer mig bagefter og fordyber mig lidt mere, men det er fingrene som bestemmer om jeg skriver mere om det.

  • Tur i skoven

    Jeg gik en dejlig tur i dag og i går i den nærliggende skov. Det er virkeligt helt utroligt at jeg ikke kommer der oftere, ja, at jeg ikke kommer der hver dag. Men det må være det med vilje og kroppen, det med at mærke at det er godt, at planlægge det og love det til sig selv, og så at lade kroppen bestemme at det altså ikke er lige nu, fordi vejret er ikke helt til det, sofaen kalder, jeg må heller tjekke twitter først.. eller hvad det nu kan være.
    Utroligt, fordi det var de dejligste ture, hvor jeg opdagede flere nye stier med deres områder med nåletræer, egetræer og græs. Og det er altså på en stenkast fra huset, det er det skov vi ser fra vores vinduer, mindst 30x om dagen, fordi det kan ses fra 6 vinduer af vores hus. Hver gang vi spiser ved spisebordet ser vi ud over det. Og det er først nu, tre år efter vi købte huset, at jeg opdager at der går nogle brede, vedligeholdte stier i den del af skoven vi ser. Teori og praksis… Der kan man se hvorfor man skriver, fordi man ikke gør.

    Jeg er forbavset over at skoven indeholder alt man kan ønske: ege- og bøgetræer, nåletræer, flere stier, et dybt dal med en gammel å – som godt nok ligger tør, men der har lige strømmet vand kan jeg se – brombær, svampe, mos, røde skovmyrer.. hvor langt en stisystem er der egentlig? En runde gennem mark og skov tager cirka 40 min., så cirka 3,5 km. Og tænk at vi ikke engang havde opdaget det inden vi købte huset! Det var de tidligere ejer som gjorde os opmærksom på herligheden af skoven, og vi fik at vide at børnene havde leget der meget i deres ungdom.
    Det er jo så klart at jeg burde gå der hver dag. Det er så indlysende. Som en meditation. Det er stor nok, afvekslende, indbydende…beroligende.
    Jeg har vel været der en 10-20 tal gange. Og hver gang tænker jeg at det skal være en fast rutine at gå der. Og det er det aldrig blevet.

    Også dagens tur, den samme som i går, men som nu kun tog 20 minutter fordi jeg gik alene,  var imponerede. Det småregnede, og jeg syntes ikke alt for meget om at gå tur i regnen, så jeg gjorde det. Og det var som altid: det ser altid meget være ud fra bag et vindue.
    Jeg blev stort set ikke våde, og de 20 minutter gik meget hurtigt, men synet af det stille skov i regnen bliver ved at klistre på mine nethinder, det tager jeg med gennem dagen. Det var fantastisk.
    Den stilhed, den ro, den bare være til – væk fra sysler og stress – det er imponerende.
    Jeg prøvede at forestille mig at det er noget andet for de dyr der bor i og omkring skoven.  De er nødt til at finde mad, beskyttelse, varme, passe på rovdyr, men det var svært at forbinde dem med stress. Mennesker skal meget mere end dyr på en dag. Se på vores huse, hvor meget er der i et gennemsnits hus, som dyr ikke har? Vi samler som egerne, men ikke kun mad, men meget, meget mere.

    Af et eller andet grund bliver jeg altid påvirket af en bestemt stemning når jeg går alene på sådan en tur gennem skov og land. Jeg kommer tit til at tænke på historie og mennesker. Det er som om Jeg søger det i naturen. Mon ikke at det har noget med vores art at gøre, at vi altid er i gang med at søge efter spor af hinanden.
    I dag gik det op for mig at jeg i Holland ofte tænkte på anden verdenskrig, eller krig i det hele taget. Hvordan de mon have gået rundt i skovene, mens de vidste at fjenden var nær. Hvordan et slag kunne have gået til, her på bakkerne, eller var det bare modstandsfolk som mødtes? Og så bliver jeg imponeret af den tunge historie, de ting som sikkert har fundet sted, i mange århundrede, i mange tusinde år måske. Uden at jeg kan se spor efter det, eller ved noget som helst om det. Men det er der, i sådan et skov, det er der.

    Her i Danmark tænker jeg tit længere tilbage i menneskernes historie. Vi har fået så meget viden om bronze-, jern- og vikingealder, at jeg tænker mere på de perioder. Mon der var en ager her, hvor der nu er skov. Åen var der sikkert allerede, har de brugt det? Har deres børn leget ved vandet, bygget huler og mon stået på den store sten?  Hvordan så deres verden ud, hvad tænkte de?
    Jeg ved ikke noget om det- det er væk, forsvunden. Tusindvis af menneskeliv er bare forsvunden i tiden, væk fra det område jeg færdes i.

    På en måde ønsker jeg dog ikke at nye historier bliver føjet til. Jeg vil gerne bevare tingene helt nøjagtigt som de er, hvilket ikke giver mening.
    Om vinteren, hvis sneen kommer, så er der liv på bakken tæt på, en dejligt kælkebakke, som bliver flittigt brugt. Det er jo menneskernes nuværende aktivitet i landskabet, som efter hvert del af et sekund bliver føjet til historie. Men på grund af en drejning i mine tanker, synes jeg åbenbart at det ikke er det samme som de historier jeg tænker på i mit hovedet.
    Det er åbenbart sådan at jeg ønsker alt fredet. Hele landskabet, for altid. Hvorfor dog det?

    Nu fandt jeg ud af i går at området foran vores hus, og ved siden af skoven, er til dels potentiel byområde. Så midt i vores store udsigt, i det flotte landskab, kommer der nok på et tidspunkt endnu et villakvarter. Det har jeg vel altid frygtet, fordi det er del af mit liv: der er ikke mange steder hvor jeg har boet, og jeg har boet rigtig mange steder, hvor der ikke indenfor få år blev bygget foran midt vindue.
    En ting er at udsigten og landskabet bliver påvirket af blokhuse med biler ved siden af og med kortklippet græs omkring. En anden ting er at det vil være lige klods op den gamle indgang til skoven. Så selvom der måske ikke kommer til at bo voldsom mange mennesker, så vil der nok komme en hundeejer eller 5 med deres faste morgentur gennem det gamle skov. Og det kan være hyggeligt, det kan være helt problemfrit, men jeg skal vænne mig til tanken om at den stille skov bliver til en social og mere travlt skov.
    Og det er mig det er galt med. Parken i byen kan godt rumme noget interessant natur, og det kan være fint at gå tur der, og nyde synet af et gammelt træ. Og skoven skal nok tilpasse sig, der er plads til meget mere.
    Roen burde være i mig, og det er nok der det kniber.

  • Brainpickings: Simone Weil

    Jeg læste på Brainpickings om Simone Weil og hendes notebooks, igen, det er en artikel fra 2015, men denne gang  passede det godt til de emner jeg går og tænker over i de seneste år. Om at planlægge og gøre, om forskellen mellem vilje og kroppen, om disciplin, tid, og livet.

    „You live in a dream. You are waiting to begin to live….‟

    Hun var fransk, så jeg kan dårligt læse hende på hendes eget sprog desværre, mit kendskab til Fransk er yderst minimal. Forfatteren bag Brainpickings skriver (i 2015) at Simone Weil’s notebooks er udsolgt og meget svært at finde. Jeg har i hvert fald lyst til at læse mere, og nok også om at se på de andre links hun tilføjer. Det er som om der er en del indflydelse af Epictetus -som åbenbart hedder Epiktet på dansk – i det Simone Weil skriver, hun har sikkert, blandt meget andet, læst det på et tidspunkt i hendes liv, eller læst en anden (kristelig?) kilde som var direkte inspireret af det.

    Det hun skriver om tid er meget direkte og meget relevant for mig. Jeg har, trods alt, en del tid, ofte lidt her og der, nogle gange flere timer ad gange, og jeg tænker meget. Hvis jeg forstår det rigtigt fra artiklen siger hun at man skal lade være at tænke noget som helst når man skal gøre noget. Når man tager en beslutning, så er det i en anden tilstand, og når det nu, dagen efter, kommer til stykket, så er det mere det kropslige som overtager. Man er for træt, har ondt i kroppen, er lidt sulten eller for stresset. Men man burde træne sig selv i at gøre det på det planlagte tidspunkt, stort set uanset hvad, og gøre det, i fuld nærvær, men uden at tænke over en grund, mening eller andet som man allerede har funderet over. Det er et emne som har med vilje og kroppen at gøre, og tid.

    „Illusion that time, of itself, will bring me courage and energy…. In fact, it is usually the contrary (sleepiness). Say to yourself: And suppose I should remain always what I am at this moment? … Never put something off indefinitely, but only to a definitely fixed time.‟

    Livet er nu, siger Epiktet, det er nu du deltager i de Olympiske lege, det er nu at du skal yde det yderste, ikke om ti år. Om ti år er du måske død eller bare for gammel, eller er du nået til et helt andet punkt i dit liv, hvor der er helt andre ting som skal gøres. Det er altså nu.

    Og det synes jeg ikke at jeg er helt obs på, dog meget mere end for nogle år siden. Det er gået op for mig at livet skal leves nu, og ikke i fremtiden, men det er noget andet at droppe gamle vaner, finde det rigtige gear og ændre ens liv og ens livsholdning så meget, at man kan deltage i de Olympiske Lege, disciplin: mit liv.

    I dag ramte artiklen noget i mig. Jeg blev irriteret, syntes at jeg lader livet stå til, at jeg drømmer. Jeg skal gøre det jeg skal, på de rigtige tidspunkter, uden at tænke. Jeg ved at det kan være svært at altid være på, at altid gøre det man burde gøre. I vores familie er der nok arbejde til mange flere timer end dagen er lang, eller måske mere. Vi kan aldrig i livet nå det vi burde, ville, skulle. Så, ja da, vi skal prioritere. Fordi der er en stor chance for at vi render rundt i hus og haven, og laver alt det vi skal, burde og vil, men ikke det som giver vores liv mening, vores kald, vores rolle i livet. Det er nok et spørgsmål om at afsætte den rigtige mængde tid til tingene. Ens vision, eller kald, behøver ikke at fylde hele dagen, nogle dage er to timer nok, nogle gange er 10 minutter nok. Jeg ønsker at skrive min halve time, og helst udarbejde det tre kvarter, og at jeg så, igennem dagen,  kan have mulighed for kort at skrive nogle tanker ned, eller læse noget ind imellem opgaverne, familie og arbejde. Som for eksempel en filosof skulle i antikken, som jo burde vise vejen, og skulle træne hans/ hendes filosofi i virkeligheden, fundere over hvad han/hun stødte på, hvordan han/hun reagerede og hvordan han/hun mener at det var bedst at reagere.
    Jeg kan øve min disciplin, mine tanker, træne en vis tankeløshed, for at kunne give plads til det som er ind i mig (og som kommer fra et sted jeg mangler et ord for). Jeg kan fundere over ting mens jeg går rundt, blive overrasket, og lægge mærke til mine tanker, og det vi kalder for følelser. Der er nok at lave på en dag.
    Når jeg gør det, har jeg en god chance for at jeg kan skrive noget nogenlunde fornuftigt i min halve time, fordi jeg har tygget på det i en hel dag eller længere.

    Kilde citaterne:
    Brainpickings: Simone Weil on Temptation, the Key to Discipline, and How to Be A Complete Human Being.

     

  • Jeg synes at jeg burde gå lange ture hver dag, strejfe rundt i naturen, med min kikkert, notesbog og en madpakke. Sådan cirka gå 40 km, gennem skov og dal, over sti og eng.
    Og så sætte mig ned på flotte steder, og skrive ned det som dykker op, det som jeg ser, eller tegne et stykke kontrast mellem et træ og solen på engen i baggrunden… sådan noget. Det er at leve.
    Men det gør jeg ikke.

    Så hvad er det der sker? Er det mig som er håbløst idealist, som egentligt godt ved at det er ikke det jeg vil når det kommer til stykket, eller er jeg bare dovne, ligesom stort set alle mennesker kan være, og bliver jeg indenfor mine trykke rammer,  bag vinduet, radiatoren og computer?
    Jeg tror faktisk at det er det sidste.

    Jeg har jo malet landskaber, og for at gøre det udendørs cyklede jeg rundt og ledte efter steder hvor jeg i fred og ro kunne slå mig ned og male noget interessante nok – fordi mit første prioritet var at være i fred og ro. Og jeg kunne lide det, ikke så meget at cykle rundt og lede efter et sted hvor jeg kunne gemme mig, men det der med at være i ro et stykke tid på et fint sted.

    Jeg husker godt nogle lange gåture i Island, nogle få på Færøerne og en enkelt en eller to i England. Det var nogle gode dage, som gjorde indtryk. Og de var inspirerende, de har sat sig fast i hukommelsen. Det er som om et menneske er skabt til sådan noget, at knokle mod tyngdekraften ved at gå længere end er helt behageligt for kroppen, at slås med kulden eller regn, og at se op imens man bøjer frem mod vinden, og pludseligt opdage skønheden af det sted man er i. Det er naturligt, det er at leve.
    Men det er ikke det jeg gør.

    Er der mon derfor stress i livet? Fordi jeg begynder at fylde tiden omkring familielivet og arbejde op med alt mulige vigtige ting, som sikkert har en værdi, men som ikke rigtigt gør livet værd at leve. Og det ene vigtige ting går over i det andet, og udover det bombarderer jeg mig med informationer om livet på Mars, avisartikler og alt andet man finder på nettet.
    Det giver ingen ro.

    Så hvordan stopper man strømmen af de vigtige ting man synes man burde gøre, og behovet for det overfladiske på, for eksempel, nettet?

    Jeg har et meget fint landskab omkring mig, jeg behøver bare at gå ud af min baghave og jeg er sådan set ind i naturen, eller i hvert fald ind i landskabet. Og der har jeg stier gennem skov og mark, med udsigter over sø og by, agerland, småbyer… Jeg har det hele ved hånden….
    Og jeg er så heldigt at jeg har en cykel, og endda en bil til rådighed, så min radius er enormt, jeg behøver kun at køre en par kilometer til jeg kommer til nye, ret fantastiske områder. Alt er som tilrettelagt.

    Spørgsmålet bliver derfor det samme: hvad er det jeg egentlig prioriterer – og af hvilken grund?