Bart Westgeest

Forfatter: Bart Westgeest

  • Grene i Åen

    Grene i Åen

    Det er en dag i dag, hvor jeg har lidt tid og ro, og nu vil jeg gerne bygge. Jeg har lige set en hjemmeside af en forfatter, som viste mig hvordan jeg ikke vil gøre det. Mit mål er ikke at udgive en bog og kalde mig forfatter. Hvis jeg nogen siden kommer til at udgive en bog , er det en tilfældighed, noget som kom af det faktum at jeg skriver, og fordi jeg har behov for at udarbejde nogle tekster, og få dem ud i virkeligheden, ud i lyset. Jeg arbejder med tekster, mange tekster, har nok skrevet tusindvis af dem, og for hver dag der går, bliver det flere. Jeg ved ikke hvad jeg skal med alle disse ord, tanker, sætninger, tekster. De er for mange til at kunne behandle dem allesammen med den respekt de fortjener.

    Jeg tager mig selv seriøst. Jeg læser mig selv mens jeg skriver, og så skriver jeg mere, og mere. Til sidst ved jeg ikke hvad jeg skal med alle disse tekster, tanker, sætninger, ord. Jeg vil ikke lade dem stå til, jeg vil ikke lade dem gå til grunde.

    Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke vil det. Det er mig en stor gåde, lige så stor som den tryk jeg mærker på mig selv, og som fortæller mig at jeg ønsker at få nogle af teksterne ud i lyset. Jeg tror at det er en trang til at bekræfte mig selv.

    Jeg skriver som sagt videre og videre, og kan skrive det samme igen og igen i 30 år, nærmest uden at opdage det, tiden går. Nogle gange er der et gennembrud, og skriver jeg noget godt. Når jeg læser det 10 år senere kan jeg ikke altid forstå at det er mig som har skrevet det. Fordi det måske er nogle gode tanker, en god energi, teksten løber fint, ordenen er på plads og rammer, men jeg kan ikke genkende det. Skal jeg så fortsætte med at skrive det samme, i 10 år, kommer jeg ikke videre?

    Jeg vil ikke hænge fast i min egen usikkerhed, i uvidenhed om hvem jeg er og hvad jeg skriver. Mon ikke det er derfor at jeg gerne vil arbejde med teksterne og få nogle ud. Til at definere mig selv, eller til at dokumentere de tanker og følelser jeg har.

    Så jeg laver nogle gange et indlæg på bloggen, glemmer det så i tidens løb, og skriver nogenlunde det samme igen.

    Derfor skal jeg nok gå et skridt længere: samle tekster omkring de samme emner, og sammensætte en redigeret tekst hvor jeg fanger vinklerne og ånden i teksterne. Den kan jeg lade komme ud i lyset, og dermed definere mig selv. Hvorefter jeg vil indse at det altså ikke er hele historien, der er mere end bare det jeg har skrevet, eller at nogle af tanker og følelser ikke længere er i mit bevidste, dagligdags liv. De er forsvunden under overflader, ulmer, men er ikke aktuel.

    I øjeblikket er jeg optaget af at forsøge at leve i her og nu, og give mine tanker den plads de fortjener: i tankehjørnet, under forbigående observationer, som grene i åen. De er der, men snart er de væk. Jeg kan samle nogle op, og publicere dem, men væk bliver de. Åen flyder videre, jeg skal videre, ned ad bakken, ins blaue hinein. Raus, Ende.

  • En skitse i tekst

    En skitse i tekst

    En skriveøvelse, en skitse i tekst – 20 min. friskrivning efter et maleri. Fra en bog, som jeg spontant tog ud af skabet. Lidt redigeret i teksten for forståelses skyld.

    Maleri “View in a Garden, with a Shed on the Left (ca. 1821) John Constable.
    Fra Bogen “Essential Constable” Mandi Gomez, Parragon Book, Bath 2001. side 140.

    Link til maleriet.

    “Darkness in the air, Darkness everywhere. Højdepunktet af maleriet er for mig det område hvor den lave mur møder naturen. Sten og plant, forbunden gennem det våde , skimmelfuldte, rådnende mørke. Han har sat streger for at afgrænse områderne af stenene. Det var også nødvendigt, fordi stenene forsvinder nærmest ind i mørket. Jeg kan dufte de våde sten, den våde kælder til venstre. Det er en stærkt lugt af vand og cement, og den kulde som kommer fra våde sten og indelukkede områder.
    Der er skov, eller i hvert fald træer, bag muren, men mørket på bunden antyder at der er den samme atmosfære, den samme rådende fugtighed. Vi er på bunden af landskabet, et glemt hjørne, der er lidelse og afhængighed af livets og vejrets luner.
    Træerne står i en have får vi at vide, dvs at skuret og det mørke fugtige hjørne er i tjeneste af husets ejer, hvis det ikke er det samme som skurets bruger.
    De mørke træer lever dog, tykke stamme træder frem mod det grå lysende baggrundshimmel, lige over noget som kan være nogle huse eller bakke. For at formgive og synliggøre , er der brugt en af mine favoritfarver, okker, som jeg selv flittigt brugte i mine landskabsmalerier. Jeg ved ikke hvad de prikker til højre i luften antyder. Er det fugl, ænder eller duer, som flygter væk fra stedet? Det mørke grønne af træerne kan jeg også bestemt lide. Hele den mørke fremtoning oser af klassisk malerkunst. Havde mørket en anden klang dengang? Var mørket en antydning af noget seriøst, lige som vi nu nogle gange betrager det nu? Har Constable brugt rigtigt sort i hans malerier? Man ville næsten tro det. Ikke i himlen, måske i huset, men det kan i virkelighedens lys sagtens vise sig til at være en blanding af mørke blå, rød og grøn.
    Maleriet er hurtigt malet, det er en skitse, til at vise træet i baggrunden vil jeg mene. Den er rammet ind mellem en stormagtigt himmel, en ukendt tårnhøj bygning, som kun er antydet med grove strøg, skuret med det spidse tag, havemuren og nogle buskadser og lave træer direkte bag muren. Lyset er i midten af maleriet, og bag hovedtræet.
    Jeg ved ikke hvad jeg skal synes om det. Jeg ville gerne eje maleriet pga den mørke del ved muren, og pga træet i baggrunden. Maleriet giver mig meget lyst til selv at male. Det er vådt på vådt oliemaling, det klasker på hinanden, flyder over i hinanden, og er malet i hast og med færdighed. Det er en skitse, et minde, en farvestudie – et frivilligt studie af det våde mørke, af at male lugten i skuret, mod den dampende natur, og den våde himmel i baggrunden. Det må være på vej til efterår. Det er en malerstil og et emne fra en forsvunden tid. Tidløs dog, opret, nærværende, naturligt med den tids virkemidler. Et personligt øjevidne af nogen som kunne se, og male det.”

  • Friskrivning

    Friskrivning

    Louise Juhl har lagt endnu en kort tekst på hendes blog som jeg tolker som dejligt, kreativ freewriting/ Stream of Consciousness. Hun bevæger sig frit og elegant rundt i tankernes univers. Den lethed savner jeg lidt i min egen friskrivning, så jeg øver mig, 10 min – at skrive uafbrudt, uden at tænke:

    Kragen sidder i træet. D ser Chugginton, alt er i orden, er det ikke? I orden er en vås historie. I orden er ikke noget man snakker om. I orden er ikke i orden.
    Hvad skal du sige for at det er i orden igen, hvad skal du gøre? Appelsintræer vokser jo heller ikke i himlen. Der er ingenting som vokser i himlen. Der er kun dem som Danser med Drengene på en søndagmorgen, hvor alt er fredeligt.
    Er det i orden, er det som det skal være? Hvad hvis der er andre som ser det, er det så i orden? Vafler med sirup, sukker på smør, det er ikke i orden, er det? Is på ærmerne, hagesmækken i suppen, det burde være i orden med lidt spøjs ballade på bordet. Og børn er spøjse væsener, mens jeg er et fjollehoved. Det får jeg at vide, og det er sikkert rigtigt, det er i orden, må vi så komme videre og snakke om hvad det virkeligt drejer sig om? Om æbler på træet, lukaspærer som falder ned men pænt bliver spist af solsorte uden hagesmæk på. Og de har ikke engang ærmer. Så sidder de der på en bunke slået græs, som er blevet til en slask vådt noget. Det må de gerne, det er helt i orden. Der kommer en anden solsort som får et hak på kroppen. Væk med dig! Det er helt i orden, hvad er naturen dog smukt! Og vi står bag vinduet og nikker. Har vi det ikke godt alle sammen? Og for de andre: Er der nogen i himlen, som elsker dig? Eller skal vi gøre det for dig, til du ikke længere vil? Der er nemlig en slutning på alt det der og det er i orden. Enhver fodboldkamp har også en start og en slutning og vi hepper på dem begge to. Bare de ikke slås med hinanden, så bliver det noget andet fra romerske tider. Colosseum fodbold gider vi ikke. Det er ikke i orden. Vi har solsorte på en bunke græs med lukaspærer. Det er helt i orden. Vil du have mere kaffe? Om lidt er kaffen klar. Hr. og fru Danmark er nok taknemmeligt for opfindelsen. Det holder samtalerne i gang. Det holder styr på orden.

  • Efter en måned

    Efter en måned

    Der er nu gået næsten en måned med mine nye skrive vane, hvor jeg skriver cirka 10 min. hver dag. Jeg har nogle gange givet mig selv 15 eller 20 min., men ideen er den samme.

    Lige nu kan jeg mærke at jeg skal stramme op i forhold til at jeg skal lade være med at tænke inden, og mens, jeg skriver. Det var nemt med at finde glæde ved bare at skrive løs i starten, og ordene væltede ud. Det gør de stadigvæk, men jeg skal huske at give alt plads og frihed til de ord som vil ud. Det behøver slet ikke at give mening.

    Og samtidigt vil jeg arbejde videre med det som kom på papir. At friskrive om en sætning eller ord fra gårsdagens friskrivning, eller at tage et emne op og udarbejde det ved at målrettet friskrive mere om det.
    Jeg har ofte lyst til at redigere teksterne ved at “renskrive” dem i computeren. Jeg bruger beta-software programmet Manuskript til det, i “simple mode”, og indtil videre virker det helt fint.

    Der er nu 17 korte tekster i Manuskript og de fleste vil jeg arbejde videre på. jeg kunne tænke mig at tilføje mere ved at slå op i min tidligere skriverier eller ved at tænke lidt mere over emnet, friskrive mere om noget af teksten, eller bare redigere eller endda måske kassere det. Der er 4 friskrivnings tekster i min notebook som jeg gerne vil have med i Manuskript, men som jeg ikke har tastet ind endnu. Så det kører.

    Jeg er startet med at lave en liste over alt det jeg skriver i øjeblikket, sådan at jeg nemt kan få et overblik over hvad jeg har, hvor det er, og hvilken emner jeg skriver om. Indtil videre i en online spreadsheet, og det ser ud til at virke.

    Bogen Wild Mind fra Natalie Goldberg er nu næsten læst færdigt, og jeg går igennem det igen ved at skrive hovedbudskabet af hver kapitel ned, sådan at der opstår en fint guide til hendes form af friskrivning.
    Jeg havde tænkt mig at hendes bøger var nok til at arbejde videre med i de kommende år, og vil genlæse dem alle, men noget andet kom til i går.

    Jeg kiggede nemlig kort på Goodreads, fordi jeg havde et ønske om at finde nogle forfatter som kunne berige/forbedre mit sprog, eller inspirere eller motivere mig til at skrive i den stil og med de emner som jeg nu ønsker.

    Jeg startede med en forfatter som jeg huskede fra mit barndom, og som havde gjort indtryk, den belgiske forfatter Filip de Pillecyn (1891 -1962) …. og kom aldrig videre. Især ikke da jeg fandt alle hans bøger frit tilgængeligt (på hollandsk) på dnlb.org.

    I går aften har jeg gjort nogle tekster klar i Calibre til at læse på min e-bog læser, og jeg glæder mig til nogle af de korte historier. De store historiske værker skræmmer mig umiddelbart, og det er muligt at det kun er de korte historier som vil fange mig.

    Jeg undrer mig dog over hvordan Natalie Goldberg og Filip de Pillecyn kan hænge sammen, men hvis jeg klarer at friskrive uden at tænke, kan det blive et spændende møde.

  • Får i felten

    Får i felten

    Jeg læser i Natalie Goldberg Wild Mind. Bog nummer 4 af Natalie. Og efterhånden forstår jeg hvad hun siger, og har jeg fået nok af mine egne fortællinger. Fordi jeg synes at hun har ret.  Jeg vil ikke længere skrive journaler – det var nemlig det jeg skrev de seneste år. Og det var derfor at jeg ikke fandt nogle vilde heste i mine tekster.

    Natalie skriver i bogen igen om freewriting, lad os kalde det friskrivning. Denne gang forstår jeg det som jeg gjorde omkring 1994, og nu, i 2018, er det lykkens gang.
    Jeg har knoklet så længe med at undgå det jeg vil og skal, og det er gået op for mig.
    (Tror jeg nu selv – man kan aldrig være sikker – et menneske er aldrig sikker.)

    Jeg kan ikke længere skrive som jeg gjorde, nu at jeg langsomt har læst Natalie 4 gange. Hun rammer for meget plet i hendes beskrivelser, i behandlingen af mod-argumenter, som hun lader hendes studerende fortolke. Jeg ser på det jeg skrev, og ser at hun taler om noget andet.

    Nu er jeg begyndt at skrive anderledes de sidste dage, og jeg mener at jeg nu endeligt  – forsigtigt – skriver det jeg skal, det jeg vil, det jeg har i mig.

    ——————————–

    Du musst das Leben nicht verstehen

    Du musst das Leben nicht verstehen,
    dann wird es werden wie ein Fest.
    Und lass dir jeden Tag geschehen
    so wie ein Kind im Weitergehen von jedem Wehen
    sich viele Blüten schenken lässt.

    Sie aufzusammeln und zu sparen,
    das kommt dem Kind nicht in den Sinn.
    Es löst sie leise aus den Haaren,
    drin sie so gern gefangen waren,
    und hält den lieben jungen Jahren
    nach neuen seine Hände hin.

    Rainer Maria Rilke, 8.1.1898, Berlin-Wilmersdorf

    ————————————————-

    Jeg har ændret min setup, min måde at skrive på, og det giver en anden måde at være den som skriver.

    Fra hver dag en halv time, er jeg nu begyndt at skrive hver dag 10 minutter. Og det til at varme op. Jeg følger de 7 skriveregler fra Natalie, som foreslår at give slip, at ikke at tænke mens man skriver, at blive ved med at skrive uden pause, og at se om man kan finde nogle ord eller sætninger som rammer en, som giver genklang i kroppen. At skrive med kroppen som guide, at skrive det som kommer fra ens underbevidste. Eller fra den lag under den hverdagstænkende besserwisser, som holder alle modargumenter i skak ved at undgå mulige konflikter.

    De 7 gang 10 minutter som jeg nu har skrevet har givet mig nogle helt andre tekster, som er fyld med ord og sætninger som kan danne starten til nye friskrivninger. Emnerne er anderledes, det er om farven blå, om at føle sig usikker, om minder fra barndommen – jeg ville ikke se på dem, men de væltede op ud af ingenting.

    Friskrivning kan jeg gøre på papir, jeg kan åbne op og glemme alt om alle som, hvad-ved-jeg, læser med bag skærmene når man gemmer noget på nettet. Jeg kan rive det ud, kaste det væk, eller bare glemme det. Det er til at varme op, “træne skrivemusklen” som Natalie siger, og det er til at fange en sætning eller to, som måske kan bruges til at skrive mere om næste dag. Eller til det som kommer efter friskrivningen: at skrive noget som muligvis ikke er kun til mig selv. At skrive noget man har i sig, hvor man styrer med blid hånd sætninger til de steder man vil hen. Ingen journaler, men afrundede tekster.

  • Og nu til noget helt andet, nummer 1…

    Jeg vil skrive et andet sted i dag, og derfor har jeg nu for første gang tilsluttet en mobil tastatur til min efterhånden ret gamle tablet. Den bruger jeg nu til at skrive denne tekst i Zoho Writer. Den tablet kan stå opret, jeg har set den på vindueskarmen af mit soveværelses vindue, sådan at jeg kan sidde på sengen og se ud af vinduet og på skærmen mens jeg skriver.
    Det er imponerende sikke en tekniske muligheder vi allesammen har nu til dage. Fantastisk.

    Nå, nu til dagens skrive opgave: 

    Efter det jeg læste i de sidste dage, funderer jeg på at skrive noget andet, og ikke bare øve mig. Og i går aften læste jeg også nogle tekster jeg skrev i 2008 og 2013 – og de havde nøjagtig samme indhold som dem jeg skrev i de sidste uger. 
    Så nu vil jeg prøve det.

    Jeg vil bruge en halv time på at skrive udsigten fra mit vindue, da det vil lede mig i andre baner og åbne op for en anden måde at skrive på.

    Udsigt fra mit soveværelse vindue.

    Det mest dominerende syn er farverne af et stort almindelig røn træ, som er nok en 30 år gammel, hvis ikke mere. Huset er cirka 50 år gammel, og bygget på gammelt landbrugsjord, og træet kan derfor ikke være ældre. Det er en iøjnefaldende træ, da de mange graderinger af store områder med røde blade og mindre områder grøn trækker opmærksomheden væk fra alle andre ting omkring det. Farverne er så kraftigt at de orange bær, dem som ikke er spist endnu, ikke er synlige ved første øjekast.

    Den rødbrune farve at træets blade må kunne kaldes en slags urfarve, som giver så meget stemning til træet, og som fanger øjet med det samme.

    Foran træet står en rododendron i efterårsblomst. Jeg kan se 3 lilla-farvede blomst og friske nye skud med lysegrønne blade som peger opad. Det må være en vigtigt vækstperioden for denne plant, da det har været en lang og meget tør sommer. Og den konkurrerer med en ung ask træ, som i år nok er blevet næsten en meter højere. Det er nu cirka 3 meter højt, og har skaffet sig en plads mit i rododendron busken.

    Jeg bliver distraheret af to fugle som snorede sig omkring røntræets yderste grene, og som nu sidder helt oppe i toppen. Den ene fugle ser sig omkring, mens den anden sidder lidt lavere og spiser bær. Men nu flyver de forskrækket op, og der viser sig en tredje fugl som følger trop. De flyver væk fra træet, drejer pludselig alle tre samtidigt tilbage, og frem igen, væk fra træet.

    Jeg ved ikke hvad det var for nogle fugl. Jeg havde hurtigt hentet min kikkert, men kunne ikke genkende den som sad på udkig. Jeg tror det var bogfinke. 

    Det er da egentlig utroligt at på samme linje, fra mit vindue til den blodrøde røntræ og den blomstrende lilla rododendron, ligger der en knald orange trafik kegle i det grønne græs. Sikke nogle farver: orange, grøn, lilla, brun rød, og så er himlen bag det en meget lysegrå, jævn lys da det er er totalt skyet. Nu flyver der pludseligt en flok af cirka 40 småfugle over hus og have og ud over marken. Jeg kunne ikke se hvad det var for en fugle, spurve måske. Der sidder i hvert fald en bogfinke i rønnetræet igen. 

    Græsset i haven er ret højt, sådan 10 til 20 cm, og det ser frisk og stærk ud. Det bøjer sig lidt i morgendug, eller måske er det bare regnvand fra i nat. Der står vand på terrassebordet, som jeg i øvrigt snart skal rydde op, og det drypper fra den falmende parasol som er bundet sammen med en snor, og som er drejet væk fra vinden og peger i min retning.  

    Hvad er rødtjørnen ved havelågen dog egentligt bart og klart mindre en det prægtige rønnetræ. Tjørnen har et specifikt udtryk på grund af de kringlede grener og det faktum at de nederste grene systematisk er blevet fjernet i de mange år at det har levet – mon ikke at den er nøjagtigt lige så gammel som makkeren, rønnebærtræet. Dens form minder om træerne på afrikanske savanner, og det bliver derfor ofte omtalt som Serengeti træet. Foran træet ligner det som om der svæver en lille, hvid plastik spand i luften, men det hænger med en grøn hank på snoren af et tør stativ, og det bliver ledsaget af gule, røde og blå plastik vaskepind.
    Under spanden står rødbeder og vokser. Kan vi mon spise det endnu, i aften for eksempel? Radiserne ved siden af har jeg for længst opgivet. Jeg kan ikke lide at spise dem og de voksede alt for hurtigt. Så nu er der to områder med en halv meter høje, friske radiserblade og rødbeder blade med røde nerver. (Var det en sjagger i rønnetræet?)
    Foran de to store bladplanter er der to firkantede områder med tørret græs, som nu må forme en tung dyne, vådt af regnen. Jeg har lagt det der for at undgå ukrudt i køkkenhaven, og for at holde fast i næringsstofferne i jorden. Det giver nok liv i jorden, denne dække af halv tør, halv rådendt græs.

    Forskellen mellem vores have og marken bag det, er enormt. Vores have er grøn, grøn grøn, den brak liggende mark er brun, rødbrun og atter brun. Det eneste som matcher den brune mark i baggrunden er toppen af den, for ikke så langt siden, klippede ligusterhæk, og den store grenestak, lige til venstre af rønnetræet. Den er cirka en meter højt og en meter gange en meter. Den er helt fyldt op med grene, klippet af i den sidste vinter, eller var det allerede forår – det var enormt koldt i hvert fald – hvor vi fik nye vinduer og døre, og gavlen af huset fik en ny beklædning. Jeg havde savet mange store buske helt ned for at give plads til tømreren.
    Der er faldet en gren ved siden af stakken, i det grønne græs. Grenen har stadigvæk blade, som er i en kraftig gul farve.

    Så faktisk starter udsigten med en hvid med sort stribet gammel klud, som ligger sammenblæst på den murstensrøde terrasse, og en orange, nærmest lysgivende trafikkegle som er faldet om på kanten af terrassen og som peger over græsset til den lilla blomstrende rododendronbusk i frisk grøn efterårsvækst. Den står ved siden af den store, brune grenestak med den gren med knaldgule blade ved siden af, foran den store røn træ, som er så flot rust-rød i enden af alle sine mange grene.

    At skrive ned hvad jeg ser fra vinduet handler åbenbart meget om farver.