Bart Westgeest

Forfatter: Bart Westgeest

  • Bænkebider

    Bænkebider

    Han tager behændigt bænkebideren frem fra græsset, og holder den mellem to fingre, sådan at undersiden med de mange ben er synligt. Benene bevæger sig ustandseligt, og kroppen krummer sig utivlsomt, men han har godt fat i den. Han har selv hentet insektbogen, og har set hvordan far lå en bænkebider på forsiden ved siden af en tegning af en bænkebider. Han startede helt forfra i bogen, så på alle tegninger, og var nået frem til siden med de forskellige bænkebider i Danmark.

    Den som han holder i hånden bliver lagt på de tegninger af 7 forskellige arter, for at se om det levende dyr ligner et af tegningerne. Dyret bliver holdt godt fast ved det bagerste del af kroppen, og de øverste del kommer til at ligge stille på et af de 7 tegninger. Far gør opmærksom på de kendetegn som er specifik for hver tegning: har den en slags hale, kan man godt se hovedet, er ens antenner lange eller korte? Til sidst når far og søn frem til at det må være en langbenet bænkebider. Far læser den tilhørende tekst højt, hvor det siges at en langbenet bænkebider findes i åbne skove og græsarealer og at den er meget almindeligt, så far siger at det også passer at de finder sådan en i græsset under rønnebærtræet. Sønnen holder endnu fast i den langbenede bænkebider, men slipper pludseligt. – Det kilder! griner han.

  • On Being, Rilke og Joanna Macy

    On Being, Rilke og Joanna Macy

    Jeg har hørt On Being, et interview program med Krista Tippett, som denne gang talte med Joanna Macy, som på dette tidspunkt – interviewet blev først publiceret i 2010 – var en 81 årige buddhistisk Rilke oversætter og Økologi-aktivist, og som fortælte om hendes liv og om RIlkes digte.

    Jeg havde hørt den første time inden jeg skulle sove i går, og hørte resten i dag mens jeg ryddede køkkenet og morgenbordet op og sætte mig bag skrivebordet. Jeg var allerede lidt imponeret af det første del, men blev endnu mere imponeret af det andet.

    Rilkes digte, i Joanna Macys oversættelse og læst op af hende, var nemt at forstå, og fuld af mening. Jeg syntes at de var smukt og overraskende fri, tidsløs.

    Men apropos: det bliver klart at en oversættelse er en interpretation, lige meget hvor hård man prøver at holde sig til original teksten. Macy’s oversættelser er korter og kraftigt, og som sagt, nemmere at forstå.

    Så jeg lytter til buddhistiske tanker, jeg hører Joanna fortælle om at man bliver udkørt af håb, og at at håb derfor ikke er noget man skal efterstræbe, og jeg tænker på Stoicisme, som heller ikke mener at håb er noget man burde have, fordi håb er forbundet med fremtid, og man ved ikke hvad der sker i fremtiden, så chancen for at man bliver skuffet er stor. Man kan ønske, men man burde ikke håbe. 

    Joanne talte også meget om at ting er inhærent, livet er fuld af gode og dårlige ting (se digtet herunder af Rilke: “God speaks to each of us as he makes us”), og at de er allesammen sandt, en del af alt som er. Der findes ikke et rent paradis på jorden, der er liv på jorden, vi er liv, og livet er fuld af gode og dårlige ting, glæde, sorg, vrede, angst. At acceptere det, og give slip, er meningen med livet, det er kunsten. Rilke forstod det åbenbart, da han for eksempel skrev om at hans mørke skulle være et klokketårn, og han klokken. (Se digtet nedenunder Let This Darkness Be a Bell Tower.) En fantastisk tanke, aktiv, trodsig. Mørket er en del af livet.

    Her er Joanne Macy som læser digtet “God speaks to each of us as he makes us” i hendes egen oversættelse – med en introduktion af Krista Tippet:

    Go to the Limits of Your Longing

    Her er original versionen:

    Gott spricht zu jedem nur, eh er ihn macht

    Gott spricht zu jedem nur, eh er ihn macht,
    dann geht er schweigend mit ihm aus der Nacht.
    Aber die Worte, eh jeder beginnt,
    diese wolkigen Worte, sind:
    Von deinen Sinnen hinausgesandt,
    geh bis an deiner Sehnsucht Rand;
    gieb mir Gewand.
    Hinter den Dingen wachse als Brand,
    dass ihre Schatten, ausgespannt,
    immer mich ganz bedecken.
    Lass dir Alles geschehn: Schönheit und Schrecken.
    Man muss nur gehn: Kein Gefühl ist das fernste.
    Lass dich von mir nicht trennen.
    Nah ist das Land,
    das sie das Leben nennen.
    Du wirst es erkennen
    an seinem Ernste.
    Gieb mir die Hand.



    (fra http://rainer-maria-rilke.de/)

    Her er Joanna Macy som læser “Let the Darkness be a Bell Tower” i hendes oversættelse:

    Let This Darkness Be a Bell Tower

    Og orginalteksten:

    Stiller Freund der vielen Fernen, fühle, 
    wie dein Atem noch den Raum vermehrt.
    Im Gebälk der finstern Glockenstühle
    laß dich läuten. Das, was an dir zehrt,
    wird ein Starkes über dieser Nahrung.
    Geh in der Verwandlung aus und ein.
    Was ist deine leidendste Erfahrung?
    Ist dir Trinken bitter, werde Wein.
    Sei in dieser Nacht aus Übermaß
    Zauberkraft am Kreuzweg deiner Sinne,
    ihrer seltsamen Begegnung Sinn.
    Und wenn dich das Irdische vergaß,
    zu der stillen Erde sag: Ich rinne.
    Zu dem raschen Wasser sprich: Ich bin.

    Aus: Die Sonette an Orpheus, Zweiter Teil

    (fra http://rilke.de/)

  • Grene i Åen

    Grene i Åen

    Det er en dag i dag, hvor jeg har lidt tid og ro, og nu vil jeg gerne bygge. Jeg har lige set en hjemmeside af en forfatter, som viste mig hvordan jeg ikke vil gøre det. Mit mål er ikke at udgive en bog og kalde mig forfatter. Hvis jeg nogen siden kommer til at udgive en bog , er det en tilfældighed, noget som kom af det faktum at jeg skriver, og fordi jeg har behov for at udarbejde nogle tekster, og få dem ud i virkeligheden, ud i lyset. Jeg arbejder med tekster, mange tekster, har nok skrevet tusindvis af dem, og for hver dag der går, bliver det flere. Jeg ved ikke hvad jeg skal med alle disse ord, tanker, sætninger, tekster. De er for mange til at kunne behandle dem allesammen med den respekt de fortjener.

    Jeg tager mig selv seriøst. Jeg læser mig selv mens jeg skriver, og så skriver jeg mere, og mere. Til sidst ved jeg ikke hvad jeg skal med alle disse tekster, tanker, sætninger, ord. Jeg vil ikke lade dem stå til, jeg vil ikke lade dem gå til grunde.

    Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke vil det. Det er mig en stor gåde, lige så stor som den tryk jeg mærker på mig selv, og som fortæller mig at jeg ønsker at få nogle af teksterne ud i lyset. Jeg tror at det er en trang til at bekræfte mig selv.

    Jeg skriver som sagt videre og videre, og kan skrive det samme igen og igen i 30 år, nærmest uden at opdage det, tiden går. Nogle gange er der et gennembrud, og skriver jeg noget godt. Når jeg læser det 10 år senere kan jeg ikke altid forstå at det er mig som har skrevet det. Fordi det måske er nogle gode tanker, en god energi, teksten løber fint, ordenen er på plads og rammer, men jeg kan ikke genkende det. Skal jeg så fortsætte med at skrive det samme, i 10 år, kommer jeg ikke videre?

    Jeg vil ikke hænge fast i min egen usikkerhed, i uvidenhed om hvem jeg er og hvad jeg skriver. Mon ikke det er derfor at jeg gerne vil arbejde med teksterne og få nogle ud. Til at definere mig selv, eller til at dokumentere de tanker og følelser jeg har.

    Så jeg laver nogle gange et indlæg på bloggen, glemmer det så i tidens løb, og skriver nogenlunde det samme igen.

    Derfor skal jeg nok gå et skridt længere: samle tekster omkring de samme emner, og sammensætte en redigeret tekst hvor jeg fanger vinklerne og ånden i teksterne. Den kan jeg lade komme ud i lyset, og dermed definere mig selv. Hvorefter jeg vil indse at det altså ikke er hele historien, der er mere end bare det jeg har skrevet, eller at nogle af tanker og følelser ikke længere er i mit bevidste, dagligdags liv. De er forsvunden under overflader, ulmer, men er ikke aktuel.

    I øjeblikket er jeg optaget af at forsøge at leve i her og nu, og give mine tanker den plads de fortjener: i tankehjørnet, under forbigående observationer, som grene i åen. De er der, men snart er de væk. Jeg kan samle nogle op, og publicere dem, men væk bliver de. Åen flyder videre, jeg skal videre, ned ad bakken, ins blaue hinein. Raus, Ende.

  • En skitse i tekst

    En skitse i tekst

    En skriveøvelse, en skitse i tekst – 20 min. friskrivning efter et maleri. Fra en bog, som jeg spontant tog ud af skabet. Lidt redigeret i teksten for forståelses skyld.

    Maleri “View in a Garden, with a Shed on the Left (ca. 1821) John Constable.
    Fra Bogen “Essential Constable” Mandi Gomez, Parragon Book, Bath 2001. side 140.

    Link til maleriet.

    “Darkness in the air, Darkness everywhere. Højdepunktet af maleriet er for mig det område hvor den lave mur møder naturen. Sten og plant, forbunden gennem det våde , skimmelfuldte, rådnende mørke. Han har sat streger for at afgrænse områderne af stenene. Det var også nødvendigt, fordi stenene forsvinder nærmest ind i mørket. Jeg kan dufte de våde sten, den våde kælder til venstre. Det er en stærkt lugt af vand og cement, og den kulde som kommer fra våde sten og indelukkede områder.
    Der er skov, eller i hvert fald træer, bag muren, men mørket på bunden antyder at der er den samme atmosfære, den samme rådende fugtighed. Vi er på bunden af landskabet, et glemt hjørne, der er lidelse og afhængighed af livets og vejrets luner.
    Træerne står i en have får vi at vide, dvs at skuret og det mørke fugtige hjørne er i tjeneste af husets ejer, hvis det ikke er det samme som skurets bruger.
    De mørke træer lever dog, tykke stamme træder frem mod det grå lysende baggrundshimmel, lige over noget som kan være nogle huse eller bakke. For at formgive og synliggøre , er der brugt en af mine favoritfarver, okker, som jeg selv flittigt brugte i mine landskabsmalerier. Jeg ved ikke hvad de prikker til højre i luften antyder. Er det fugl, ænder eller duer, som flygter væk fra stedet? Det mørke grønne af træerne kan jeg også bestemt lide. Hele den mørke fremtoning oser af klassisk malerkunst. Havde mørket en anden klang dengang? Var mørket en antydning af noget seriøst, lige som vi nu nogle gange betrager det nu? Har Constable brugt rigtigt sort i hans malerier? Man ville næsten tro det. Ikke i himlen, måske i huset, men det kan i virkelighedens lys sagtens vise sig til at være en blanding af mørke blå, rød og grøn.
    Maleriet er hurtigt malet, det er en skitse, til at vise træet i baggrunden vil jeg mene. Den er rammet ind mellem en stormagtigt himmel, en ukendt tårnhøj bygning, som kun er antydet med grove strøg, skuret med det spidse tag, havemuren og nogle buskadser og lave træer direkte bag muren. Lyset er i midten af maleriet, og bag hovedtræet.
    Jeg ved ikke hvad jeg skal synes om det. Jeg ville gerne eje maleriet pga den mørke del ved muren, og pga træet i baggrunden. Maleriet giver mig meget lyst til selv at male. Det er vådt på vådt oliemaling, det klasker på hinanden, flyder over i hinanden, og er malet i hast og med færdighed. Det er en skitse, et minde, en farvestudie – et frivilligt studie af det våde mørke, af at male lugten i skuret, mod den dampende natur, og den våde himmel i baggrunden. Det må være på vej til efterår. Det er en malerstil og et emne fra en forsvunden tid. Tidløs dog, opret, nærværende, naturligt med den tids virkemidler. Et personligt øjevidne af nogen som kunne se, og male det.”

  • Friskrivning

    Friskrivning

    Louise Juhl har lagt endnu en kort tekst på hendes blog som jeg tolker som dejligt, kreativ freewriting/ Stream of Consciousness. Hun bevæger sig frit og elegant rundt i tankernes univers. Den lethed savner jeg lidt i min egen friskrivning, så jeg øver mig, 10 min – at skrive uafbrudt, uden at tænke:

    Kragen sidder i træet. D ser Chugginton, alt er i orden, er det ikke? I orden er en vås historie. I orden er ikke noget man snakker om. I orden er ikke i orden.
    Hvad skal du sige for at det er i orden igen, hvad skal du gøre? Appelsintræer vokser jo heller ikke i himlen. Der er ingenting som vokser i himlen. Der er kun dem som Danser med Drengene på en søndagmorgen, hvor alt er fredeligt.
    Er det i orden, er det som det skal være? Hvad hvis der er andre som ser det, er det så i orden? Vafler med sirup, sukker på smør, det er ikke i orden, er det? Is på ærmerne, hagesmækken i suppen, det burde være i orden med lidt spøjs ballade på bordet. Og børn er spøjse væsener, mens jeg er et fjollehoved. Det får jeg at vide, og det er sikkert rigtigt, det er i orden, må vi så komme videre og snakke om hvad det virkeligt drejer sig om? Om æbler på træet, lukaspærer som falder ned men pænt bliver spist af solsorte uden hagesmæk på. Og de har ikke engang ærmer. Så sidder de der på en bunke slået græs, som er blevet til en slask vådt noget. Det må de gerne, det er helt i orden. Der kommer en anden solsort som får et hak på kroppen. Væk med dig! Det er helt i orden, hvad er naturen dog smukt! Og vi står bag vinduet og nikker. Har vi det ikke godt alle sammen? Og for de andre: Er der nogen i himlen, som elsker dig? Eller skal vi gøre det for dig, til du ikke længere vil? Der er nemlig en slutning på alt det der og det er i orden. Enhver fodboldkamp har også en start og en slutning og vi hepper på dem begge to. Bare de ikke slås med hinanden, så bliver det noget andet fra romerske tider. Colosseum fodbold gider vi ikke. Det er ikke i orden. Vi har solsorte på en bunke græs med lukaspærer. Det er helt i orden. Vil du have mere kaffe? Om lidt er kaffen klar. Hr. og fru Danmark er nok taknemmeligt for opfindelsen. Det holder samtalerne i gang. Det holder styr på orden.

  • Efter en måned

    Efter en måned

    Der er nu gået næsten en måned med mine nye skrive vane, hvor jeg skriver cirka 10 min. hver dag. Jeg har nogle gange givet mig selv 15 eller 20 min., men ideen er den samme.

    Lige nu kan jeg mærke at jeg skal stramme op i forhold til at jeg skal lade være med at tænke inden, og mens, jeg skriver. Det var nemt med at finde glæde ved bare at skrive løs i starten, og ordene væltede ud. Det gør de stadigvæk, men jeg skal huske at give alt plads og frihed til de ord som vil ud. Det behøver slet ikke at give mening.

    Og samtidigt vil jeg arbejde videre med det som kom på papir. At friskrive om en sætning eller ord fra gårsdagens friskrivning, eller at tage et emne op og udarbejde det ved at målrettet friskrive mere om det.
    Jeg har ofte lyst til at redigere teksterne ved at “renskrive” dem i computeren. Jeg bruger beta-software programmet Manuskript til det, i “simple mode”, og indtil videre virker det helt fint.

    Der er nu 17 korte tekster i Manuskript og de fleste vil jeg arbejde videre på. jeg kunne tænke mig at tilføje mere ved at slå op i min tidligere skriverier eller ved at tænke lidt mere over emnet, friskrive mere om noget af teksten, eller bare redigere eller endda måske kassere det. Der er 4 friskrivnings tekster i min notebook som jeg gerne vil have med i Manuskript, men som jeg ikke har tastet ind endnu. Så det kører.

    Jeg er startet med at lave en liste over alt det jeg skriver i øjeblikket, sådan at jeg nemt kan få et overblik over hvad jeg har, hvor det er, og hvilken emner jeg skriver om. Indtil videre i en online spreadsheet, og det ser ud til at virke.

    Bogen Wild Mind fra Natalie Goldberg er nu næsten læst færdigt, og jeg går igennem det igen ved at skrive hovedbudskabet af hver kapitel ned, sådan at der opstår en fint guide til hendes form af friskrivning.
    Jeg havde tænkt mig at hendes bøger var nok til at arbejde videre med i de kommende år, og vil genlæse dem alle, men noget andet kom til i går.

    Jeg kiggede nemlig kort på Goodreads, fordi jeg havde et ønske om at finde nogle forfatter som kunne berige/forbedre mit sprog, eller inspirere eller motivere mig til at skrive i den stil og med de emner som jeg nu ønsker.

    Jeg startede med en forfatter som jeg huskede fra mit barndom, og som havde gjort indtryk, den belgiske forfatter Filip de Pillecyn (1891 -1962) …. og kom aldrig videre. Især ikke da jeg fandt alle hans bøger frit tilgængeligt (på hollandsk) på dnlb.org.

    I går aften har jeg gjort nogle tekster klar i Calibre til at læse på min e-bog læser, og jeg glæder mig til nogle af de korte historier. De store historiske værker skræmmer mig umiddelbart, og det er muligt at det kun er de korte historier som vil fange mig.

    Jeg undrer mig dog over hvordan Natalie Goldberg og Filip de Pillecyn kan hænge sammen, men hvis jeg klarer at friskrive uden at tænke, kan det blive et spændende møde.