Jeg synes at jeg burde gå lange ture hver dag, strejfe rundt i naturen, med min kikkert, notesbog og en madpakke. Sådan cirka gå 40 km, gennem skov og dal, over sti og eng.
Og så sætte mig ned på flotte steder, og skrive ned det som dykker op, det som jeg ser, eller tegne et stykke kontrast mellem et træ og solen på engen i baggrunden… sådan noget. Det er at leve.
Men det gør jeg ikke.
Så hvad er det der sker? Er det mig som er håbløst idealist, som egentligt godt ved at det er ikke det jeg vil når det kommer til stykket, eller er jeg bare dovne, ligesom stort set alle mennesker kan være, og bliver jeg indenfor mine trykke rammer, bag vinduet, radiatoren og computer?
Jeg tror faktisk at det er det sidste.
Jeg har jo malet landskaber, og for at gøre det udendørs cyklede jeg rundt og ledte efter steder hvor jeg i fred og ro kunne slå mig ned og male noget interessante nok – fordi mit første prioritet var at være i fred og ro. Og jeg kunne lide det, ikke så meget at cykle rundt og lede efter et sted hvor jeg kunne gemme mig, men det der med at være i ro et stykke tid på et fint sted.
Jeg husker godt nogle lange gåture i Island, nogle få på Færøerne og en enkelt en eller to i England. Det var nogle gode dage, som gjorde indtryk. Og de var inspirerende, de har sat sig fast i hukommelsen. Det er som om et menneske er skabt til sådan noget, at knokle mod tyngdekraften ved at gå længere end er helt behageligt for kroppen, at slås med kulden eller regn, og at se op imens man bøjer frem mod vinden, og pludseligt opdage skønheden af det sted man er i. Det er naturligt, det er at leve.
Men det er ikke det jeg gør.
Er der mon derfor stress i livet? Fordi jeg begynder at fylde tiden omkring familielivet og arbejde op med alt mulige vigtige ting, som sikkert har en værdi, men som ikke rigtigt gør livet værd at leve. Og det ene vigtige ting går over i det andet, og udover det bombarderer jeg mig med informationer om livet på Mars, avisartikler og alt andet man finder på nettet.
Det giver ingen ro.
Så hvordan stopper man strømmen af de vigtige ting man synes man burde gøre, og behovet for det overfladiske på, for eksempel, nettet?
Jeg har et meget fint landskab omkring mig, jeg behøver bare at gå ud af min baghave og jeg er sådan set ind i naturen, eller i hvert fald ind i landskabet. Og der har jeg stier gennem skov og mark, med udsigter over sø og by, agerland, småbyer… Jeg har det hele ved hånden….
Og jeg er så heldigt at jeg har en cykel, og endda en bil til rådighed, så min radius er enormt, jeg behøver kun at køre en par kilometer til jeg kommer til nye, ret fantastiske områder. Alt er som tilrettelagt.
Spørgsmålet bliver derfor det samme: hvad er det jeg egentlig prioriterer – og af hvilken grund?