Jeg vågnede efter en dårligt nat, spiste morgenmad og ville starte med at skrive, men fordi jeg først spiser morgenmad, laver jeg altid lige noget andet, og det er et problem, eller måske ikke. Så jeg startede med at se på en SMS jeg fik fra Holland, som gjorde opmærksom på et program på det hollandske fjernsyn med navnet “Zomergasten”, hvor en mand med navnet Pieter Waterdrager blandt andet fortalte om Boudewijn Büch (fantastiske navne i øverigt).
Jeg kunne desværre ikke se programmet, da det ikke var tilgængeligt udenfor Holland, men jeg var blevet nysgerrig på hvad der nu bliver sagt om ungdomshelten Boudewijn Büch.
Der er i 2016 skrevet en autobiografi om ham af Eva Rovers, og jeg fandt et interview med hende hvor der, blandt andet, blev talt om Boudewijn, om bogen og personen, eller retter sagt, det personage Boudewijn Büch.
Boudewijn Büch var verdensberømt i Holland. Han har skrevet nogle noveller, digte og andre bøger, men han er nok mest kendt for hans programmer på fjernsynet. Der fortalte han meget entusiast og kyndigt om bøger, eller, i en række meget interessante programmer, om hans rejser til øer og andre steder rundt omkring i verden. Han læste sig enormt ind i øens historie, og lavede meget stemningsfulde programmer, med masser af interessante detaljer og musik, fra især The Rolling Stones og med autentiske blues, som jeg husker det. So far so good. Fantastisk figur. Og det mener jeg, fantastisk. Fordi det er efterhånden kommet frem, hvad nogle mennesker, som kendte ham bedre end fjernsynspublikum som mig, allerede anede eller måske endda godt vidste, nemlig at stort set alt som han fortalte om sig selv og hans liv, var fantasi.
Det mest berømte eksempel på det er hans, efter sigende, bedste bog “De kleine blonde dood”. Bogen handler om hans barn og dens dødt, som knuste hans hjerte. Men han har aldrig haft et barn. Han beskrev sig selv som pædofil, og gjorde det i flere historier og interviews, men han var ikke pædofil, hans far har ikke misbrugt ham og så videre og så videre. Uddannelse, seksualitet… alt blev ændret til noget mere spektakulær og noget man kunne snakke om. Ifølge biografi-forfatteren Eva Rovers fordi han havde et stor behov for opmærksomhed.
Men hans fantasiverden vendte måske imod ham, og han døde som en i bund og grund ensom mand uden rigtige venner, da han selv valgte de venner og familiemedlemmer fra som kom for tæt på sandheden, som for eksempel hans mor.
For de fleste hollænder er Boudewijn Büch nu kendt som en figur man savner på grund af hans meget flotte rejseprogrammer, og samtidig er han nu kendt som en charlatan – en professionel løgner. Selv må jeg erkende at jeg også var bitter, efter jeg hørte om denne diskutable livsstil, og jeg har aldrig læst det bog jeg fik eller købte lige inden han døde. Som Eva Rovers siger, er det nok lidt naiv, fordi man jo kan regne med at en forfatter nok ikke fortæller sandheden. Men som den kendte forfatter Maarten ‘t Hart siger, var han egentlig ikke en forfatter, hans niveau var ikke højt nok til at kunne kalde ham det, men han var en entertainer af høj klasse.
Jeg har engang skrevet en digt efter jeg havde læst eller set et af hans mere biografiske historier. Jeg følte mig berørt af hans historier fordi jeg kommer fra samme landsby og kunne genkende noget af hans entusiasme for klitte området. Jeg sendte det til ham fordi han var initiator af mine følelser den dag, og det måtte han gerne vide. Naiv som jeg var havde jeg måske håbet på en lille hilsen tilbage fra Boudewijn, og jeg var, indrømmet, skuffet da jeg som svar modtog et signeret billede af ham. Jeg følte mig behandlet som en fan, og det mente jeg nu ikke jeg var. jeg var mere interesseret i hvad han lavede.
Men nu håber jeg at jeg har det billede endnu, det ville pynte enormt i mit skriveområde.
Maarten ‘t Hart citerer William Faulkner, som skulle have sagt at alle forfatter er løgner som har gjort det til deres profession. Og jeg tænker på Karen Blixen, som, som jeg forstår det, også kreerede en personage, som hun måske selv kom til at lide under.
Boudewijns tilfalde er ikke just unik, men den er ret ekstrem, og han var en mand som havde en enormt indflydelse på en hel generation pga hans, til tider, prægtige fjernsynsarbejde. Og som Eva Rovers siger, hans kærlighed for musik var helt opret. Musikens tekster brugte han til at udtrykke sig, og han var vildt god til at finde passende musik til hans programmer.
Og mon ikke at hans rejseprogrammer var medvirkende til at jeg kom til at rejse flere gange til Island.