Jeg har stort set ingen kendskab til litteratur analyser eller historie. »At læse litteratur« er noget jeg gerne hører om og noget som interesserer mig, men jeg gør det, indtil videre, stort set ikke selv. Jeg har mine ideer og det retter jeg mig efter, søgende, og vel en smule usikker nogle gange.
Derfor var det en sandt åbenbaring for mig at læse Thorkild Borup Jensens bog “At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere”. Bogen har som undertitel » Om essayet som genre og det danske essay i et 20. århundrede.« og gør hvad den lover. Det er et grundigt og velovervejet studie af teori og praksis omkring denne type tekst. Men det var det rene genkendelses glæden som overraskede mig så meget da jeg læste denne bog. Måske er betegnelsen »en hjemkomst« en bedre forklaring af min henrykkelse, da jeg læste teksten og den udførlige beskrivelse, eller genresignalement, af begrebet Essay. Det var jo det jeg altid har skrevet, eller i hvert fald sigtede efter! Og pludselig viste det sig at det jeg elsker, og det jeg betragter som det eneste rigtige at skrive, har en fast og veldefineret plads i litteraturen. Traditionen åbnede sine armer, side for side, til at byde mig velkommen i sit skare af lykkelige amatører og nobel-bepriste stormestere.
Her vil jeg ikke gå fra, forvent kun fuld beskrevne postkort.
Torkild Borup Jensens entusiasme for emnet skinner klart igennem fra de første sider. Han kender sit stof og med hans erfaring som lærer falder det ham vist ikke for alt for svært at ramme en udfordrende men læselig tone i teksten. I nogle paragrafer bliver det måske en lidt for sej teoretisk omgang, men bogen er nok ment som et håndbog til brug gennem årene.
For mig var de ti udvalgte forfatter, som bliver brugt til at illustrere, analysere og motivere læseren, ukendt terræn. Jeg havde aldrig læst noget af nogen af dem, men da der er tilføjet et essay af hver af de ti forfatter, fik jeg et udmærket mulighed for at stifte bekendtskab med deres arbejde.
Jeg har lavet en liste over forfatterne som har fået en essay med i bogen, hver i et kapitel for sig. Rækkefølgen er efter mit førstehånds indtryk, og interesse for, deres tekst, med emnebeskrivelsen af essayet i tankerne:
Johannes V. Jensen
Johannes Smith
Jens Christian Grøndahl
Suzanne Brøgger
Hans-Jørgen Nielsen
Per Lange
Jakob Paludan
Knud Sønderby
Elsa Gress og Klaus Rifbjerg er ikke med i denne liste, da jeg ikke syntes at deres udvalgte tekst var særlig essayistisk.
I det sidste, korte kapitel af bogen hopper læreren op bag fra sit gennemsigtige skjul, og bliver man præsenteret med et arbejdsværksted. Her kommer forfatteren med nogle ideer og forslag til andre lærer som vil benytte sig af bogen i deres undervisning. Forfatterens første forslag falder helt og aldeles forkert hos mig, jeg har nok ikke forstået det rigtigt. Der bliver foreslået at studerende analyserer et essay, og prøver, når de er klar over hvad et essay indeholder, at skrive selv en tekst som indeholder disse egenskaber. Men når teksten skal have karakter af en igangværende tankeproces, virker det som om det er den forkerte rækkefølge.
De øvrige tips følger dog ideer om personlig motivation og læremuligheder til punkt og prikke. Læreren har selvfølgelig ret.
Jeg har selv skrevet forfatterens emnebeskrivelse ned og det hænger på vægen. Det som et påmindelse i usikre timer om den skare jeg er del af.