Der er mange mennesker i vores verden som ikke længere bor på deres slægtsgård. Ikke engang i deres fødeby. Tiden har ændret sig i en hvirvelvind af opfindelser og de efterfølgende nye love og regler. Man kører langt til arbejde, flytter nemt til en anden by, har et social liv på nettet som sætter en i forbindelse med resten af verden. Udover indtryk fra vores eget liv ser vi fjernsyn som viser os dagligt et syndflod af billeder fra alle mulige steder og vinkler. Vi ser glæde, kærlighed, vold, had foran vores egne øje, direkte ind i stuen.
Alle disse ting river os væk fra vores traditionelle rødder. Det hvad vi har tilbage er opvæksten, idealer, håb.
Et liv som stædig ændrer sig, nærmest fra dag til dag. Der bliver lavet fejl, men retter op og er måske allerede bagud igen. Et nærmest rodløst søgen efter holdepunkter. Der vil nok altid være nogle prøver at holde fast og som kan fortsætte noget der minder om det gamle liv, men langt de fleste vil tilpasse sig så godt som de kan.
Fordi sådan er det, livet. De færreste bliver uberørt af det. Nok også fordi vi er for mange på kloden. Stentiden med deres plads og nærmest ikke eksisterende udvikling er forbi. Vi er et hastig voksende mængde, som har ideer, behov, entusiasme og hormoner. Som myrer på hoben boltrer vi rund, fremad, opad og længere.
Myr
